Håndværkere har allerede spurgt ind til, hvornår den nye kinesiske elbil Aiways U5 kan leveres som Van. Aiways er det nyeste bilmærke herhjemme – og faktisk så nyt, at mærkets forhandlere først får bilerne leveret i denne uge.
1.800 interesserede har skrevet sig op til flere informationer – og 200 vil gerne prøve bilen hos de 12 forhandlerne, som mere er partnere til importøren, som ejer bilerne til de er kundesolgte.
Grøn transport
At der er interesse for en varebilsudgave hænger sammen med, at kravet til grøn transport for kommuner og organisationer øges – også for bl.a. håndværkere, der arbejder for dem.
Samtidig er den nye Aiways U5 en ægte SUV bilmodel – ganske rummelig med mulighed for et stort varerum på cirka 1.500 liter plus et ekstra rum fortil.
Først med trailer senere
Desuden sidder man højt og har let adgang til kabinen – og hvad der er ekstra vigtigt, så har bilen en god kvalitet – hvad de robuste døre vidner om. Komforten inden døre er også god.
Lige nu må den nye bil ikke trække en trailer – men det ventes at blive tilladt inden længe. Fabrikken arbejder på opgaven.
To udgaver
Der er to udgaver – Plus og Premium – til priser på henholdsvis 300.000- og 335.000 kroner på hvide plader. Det vil sige en Vanpris eksklusiv moms på ca. 240.000 kroner. Der er fem års garanti – og otte års garanti eller 150.000 km for elkomponenterne.
Men det er så en bil med en masse udstyr – bl.a. adaptiv fartpilot, aktiv nødbremse, LED lygter og 17- eller 19 tommer alufælge. Vi skal generelt nævne 360 graders bird-view kamera, regnsensor, integrerede dørhåndtag, nøglefri start, skiltegenkendelse og blindvinkel (BLIS) assistent.
Topmodellen har el-drevet glassoltag, varme i forsæder, el-bagklap, parkeringsassistent, p-sensor for og bag, kunstlæderindtræk og el-sæder. Bilen har dog ingen navigation. Her må man ty til bilens Apple Car Play eller Android. Bilen har to skærme – den største 12,3 tommer, hvor man styrer de fleste betjeninger af bilen.
140 km på otte timer
Man skal dog gøre sig klart, hvor langt man har behov for at køre – for selv om rækkevidden efter WLTP målemetoden er 400 kilometer, er den længe om at lade om, selv om man har en 11 kW Wallbox at lade fra hjemme eller i virksomheden.
For man får kun ekstra 140 km rækkevidde fyldt på efter otte timer – og at en fuld opladning tager 17 timer. For bilens elmotor kan kun trække strøm fra en fase i elnettet, så den kan kun arbejde med en hastighed på 3,7 kW.
Ønskeseddel fra importøren
Optimalt er tre faser. Omvendt er flere elbiler udstyret med en enkelt fase – det var selv den første Jaguar I-Pace, men det er der så rettet op på siden.
Og det arbejder fabrikken også på at gøre ifølge importøren, som i øvrigt er Andersen Motor i Køge, som også importerer japanske Suzuki biler.
Fabrikken har endda bedt den danske importør om en ønskeseddel, hvor man skriver, hvad man gerne vil have ændret.
Vælg hurtigladestander
Men faktum er, at man i dag – hvis man har behov for længere ture – må fordi en hurtig-ladestander. Bilen kan her tanke op til 90 kW – eller fra 20- til 80 pct. på 35 minutter.
Med 63 kWh virker batteriet ellers stort nok. Ydelsen er den samme som VW ID.3 og ID.4 – nemlig 204 hk og et moment på 310 Nm. Så den når 100 km/t på 7,8 sekunder. Topfarten er begrænset til 160 km/t. Man kan vælge imellem køre køremodus – ECO, normal og sport.
Der er også regenerativ bremseeffekt, hvor der samles strøm op – i tre tempi.
Sandwich-konstruktion
Så det tjept derudaf på landevejen, og køreegenskaberne er rimelige – bilen har bl.a. multilink hjulophæng bag. Men som SUV krænger den også lidt i hurtige sving.
Her hjælper det dog, at hele batteripakken er samlet i en slags sandwichkonstruktion i bunden af bilen. Det forbedrer samtidig sikkerheden i forbindelse med en kollision.
Hele bunden af bilen er aluminium – resten højstyrkestål, så bilen er faktisk let af sin størrelse at være. Køreklar vægt er fra 1.795- eller 1.845 kg. – alt efter om det er Plus- eller Premium udgaven.
Aiways U5 fik tre stjerner i EuroNCAP crashtesten i 2019.
Helt ny fabrik og -batterifabrik
Fabrikken ved Shanghai er helt nyopført – og man har sin egen batterifabrik, og man leverer også batterier til europæiske producenter.
Topledelsen er kinesisk, men flere europæere er involveret i ledelsen. Det europæiske hovedkontor ligger i nærheden af München.
Allerede nu har fabrikken oplyst, at der kommer yderligere en udgave med samme platform næste år – og en helt ny model med betegnelsen U7 ion også er planlagt.
—
Faktaboks Aiways U5:
Batteri: 63 kW.
Ydelse: 204 hk/150 kW.
Moment:310 Nm.
Rækkevidde WLTP: 400 km.
Træk: forhjulstræk.
Topfart: 160 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 7,5 sek.
Ladetid wallbox: 8 timer/140 km (med 3,7 kW).
Ladetid wallbox 0-100 pct.: 17 timer.
Faser 16A: 1.
Ladetid med 90 kW lynlader 20-80 pct.: 35 min.
Forbrug kWh/100 km: 16,6/17 kW
Køreklar vægt: 1.795/1.845 kg.
Trailervægt: 0 kg.
Hjul: 17/19 tommer alu.
Bremser: vent. skiver for./skiver bag. ABS, esc.
Varerum: ca. 1.500 liter.
Fabriksgaranti: 5 år.
Garanti elteknik: 8 år/150.000 km.
Pris hvide plader: 300.000/335.000 kr.
Vanpris fra: Ca. 240.000 kr. plus moms.