Den måtte nøjes med andenpladsen ved kåringen af Årets Bil 2025 – efter Kia EV3 – men for hele året 2025 opnåede den en solid førsteplads – som landets mest solgte personbil.

10.624 enheder blev langet over disken af Skoda Elroq hos landets forhandlere ifølge Mobility Denmark, hvor Volkswagen ID.4 som nummer to på salgslisten opnåede et salg på ”kun” 8.571 enheder og Tesla Y som nummer tre 7.670 enheder. Her endte EV3 iøvrigt som nummer ni med 3.057 enheder.

40 pct. andel

Importøren af bl.a. Skoda og Volkswagen, Semler gruppen (Skandinavisk Motor Co.), opnåede iøvrigt en markedsandel for personbiler på 40 pct. i 2025.

Og Volkswagen Erhvervsbiler blev i 2025 det bedst sælgende varebils-brand med 22 pct. markedsandel  0,5 pct. bedre end Ford Pro – ifølge Mobility Denmark.

Også som Van

Som virksomhed kan man også få den på gule plader – hvor der i fjor blev solgt 17 Van-modeller af Elroq.

Selv om man kun sparer momsen i forhold til bilen på hvide plader, ønsker mange grønne virksomheder og offentlige myndigheder (og deres leverandører) en kompakt Van på el.

I den forbindelse solgte ID.4 Van i 245 enheder som den mest solgte ombyggede personbil. Elroq er i øvrigt bygget på den kendte MEB platform fra Volkswagen gruppen.

Elroq 85 test

VOTY.dk har netop prøvet nyeste Elroq 85 med 77 kWh batteri og dermed længere rækkevidde på 562 km (WLTP mål ifølge opslagsværket Bil-Revyen).

Som Van har de fordel af den flade læssekant, så varerne kan skubbes ind – uden at man skal slås med en kant. 1.540 liter rummer varerummet.

Der er dog kun to egentlige fastgørelseskroge bagtil – men testbilen havde via Premium-pakke elektrisk bagklap. Der var også monteret automatisk trækkrog.

1.000 kg. trailervægt

Vi skal også nævne de mange aflæggesteder så som under gulvet og i rum rundt om i bilen. Et plus er knagerækken og strømudtag i bagagerummet/varerummet.

I et net under hattehylden kan man gemme ladekablerne. Hattehylden kan eventuelt også blive siddende i en Van.

Men det er smart, når bilen nu ikke har en frunk (rum under frontklappen.) Et minus er en lille trailervægt på kun 1.000 kg.

560 kilometer rækkevidde

Da vi lånte testbilen hos importøren i december, var der endda 560 km rækkevidde ifølge bilens instrumenter.

Testbilen var udstyrsmodel ”Sportline” med en affjedring som en sporty bil, som sikrer fine køreegenskaber, men den var samtidig hårdt affjedret, hvilket de særlige el-styrede sportssæder kompenserer for.

Man kan også vælge en adaptiv undervogn, der kan højne komforten. Men generelt er affjedringen i elbiler meget fast på grund af de tunge batterier – så man mærker ujævnheder i vejbanen.

Voldsomme præstationer

Som erhvervsbil vil det store batteri med max rækkevidde nok være mest populært.

Som privatbil vil de fleste nok kunne nøjes med det mindre 60 kWh batteri med 426 km. rækkevidde – og så spare ca. 50.000 kroner.

77 kWh batteriet virker ganske kraftigt – og giver voldsomme præstationer – således 0-100 km/t på seks sekunder, som de færreste nok har brug for.

Lettere at køre

Et plus ved bilen er de mange fysiske knapper – uden for 13 tommer skærmen. Det gør kørslen enklere – og hverdagen lettere.

I øvrigt er skærmen til at finde ud af – og der er bl.a. ved tryk på et grønt bil-ikon på skærmen hurtig mulighed for at fjerne biplyde, når man lige kommer over hastighedsgrænsen.

Men bilen har jo også en adaptiv fartpilot, som kan anvendes. Den fås også i en intelligent udgave, der selv indstiller farten efter hastighedsgrænserne.

Højt sikkerhedsniveau

Af andre af bilens sikkerhedssystemer kan vi nævne linjevogter, 7 airbags, regnsensor, p-sensorer for og bag, bakkamera, head up display (ekstra), LED lygter bag, blind-vinkel alarm og nødbremse.

Der er forresten også center airbag mellem forsæderne.

Kabinen er præget af en hel del hård plast, men placering af instrumenter og kontakter er god.

Matrix forlygter

Typisk for biler fra VW gruppen er der mange muligheder for ekstraudstyr – men fra Premium-pakken skal vi ikke mindst fremhæve de fine Matrix forlygter.

Fra udstyrslisten kan vi også nævne elektrisk parkeringsbremse, 2 toner Climatronic klimaanlæg, 20 tommer alufælge (ekstra), varme og massage i sæder (ekstra), sædebetræk i  alcantara og stof, varme i rat samt midterboks.

Varmepumpe

Lademæssigt tager det otte timer at lade ved 11 kW AC-standere – og 28 minutter ved 128 kW DC-standere.

Vi savnede muligheder for rekuperation, som sikrer, at man ikke skal benytte bremsepedalen så meget – især vigtigt i glat føre.

Selv om bilen ikke samler strøm op, så spares der dog på strømmen gennem bilens varmepumpe.

5 års garanti

Testbilen havde baghjulstræk, så man skal huske at køre forsigtigt i glat føre. Elroq fås i øvrigt også i en 4×4 udgave, som giver optimalt vejgreb.

Man kan desuden vælge imellem flere køreindstillinger: eco, normal, sport og individuel indstilling.

Garantien på de fleste af VW gruppens elbiler – bl.a. Elroq – er i øvrigt blevet bedre i løbet af 2025 – med 5 år eller 150.000 km.

Fakta Skoda Elroq 85 Sportline:
Batteri: 77 kWh.
System: 400 V.
Ydelse: 286 hk.
Moment: 545 Nm.
Rækkevidde WLTP: 562 km.
Forbrug: 6,5 km pr. kWh.
Elektrisk forbrug: 155 Wh/km.
Forbrug test: 15,5 kWh/100 km.
Lade: AC 11 kW – 0-100 pct. på 8 timer.
Lade: DC 175 kW – 10- til 80 pct. på 28 min.
Træk: baghjulstræk.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,6 sek.
Akselafstand: 2.760 mm.
Køreklar vægt: 2.148 kg.
Nyttelast: 502 kg.
Trailer: 1.000 kg. m. bremser.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Bremser: Vent. skiver for/tromler bag.
Garanti: 5 år/150.000 km
Garanti batteri: 8 år/160.000 km.
Dæk: Good-Year Ultra Grip Performance 4 – 235/50 R20
Pris med udstyr: 388.500 kr.
Pris Elroq 85 fra: 315.000 kr.
Elroq fra: ca. 205.000 kr.
Testbil van ca: 315.000 kr.
Van fra: ca. 170.000 kr.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk