Nu er vinteren jo kommet til landet for alvor – men ikke alle bilister husker at gøre bilen klar til en tur ud i sneen.

Måske husker de fleste at skrabe så meget is og sne af bilen, så de kan se ud af ruderne, men mange glemmer at gøre det godt nok – og mange glemmer f.eks. at skrabe sneen af nummerpladerne.

Det viser en medlemsundersøgelse fra LB Forsikring, der er landets største medlemsejede privatforsikrings-selskab. Forsikringsselskabet har spurgt hos medlemmerne.

Især de unge sløser

Det viser sig, at 15 procent af de unge under 35 år indrømmer, at de kan finde på at køre afsted uden at have skrabet ruderne omhyggeligt og tilstrækkeligt rene.

Hos de ældre over 65 år er det blot fire procent, der kunne finde på det samme.

”Vi er nok mange, der kender til den utålmodighed, når man lige skal bruge ekstra minutter om morgenen på at gøre bilen køreklar. Ikke desto mindre er det vigtigt, at man husker det.” siger Maiken Sjöberg Russ, skadechef for Bygning-, Indbo- og Bilforsikring i LB Forsikring.

Trafiksikkerhed

Det er både for ens egen skyld, men også af hensyn til de andre trafikanter.

”Det kan være svært at orientere sig i trafikken, hvis bilens ruder er enten dækket af dug, sne eller frost, og det kan give anledning til farlige situationer og uheld,” siger Sjöberg Russ.

Under fem minutter

LB Forsikring har også spurgt medlemspanelet til den tid, de bruger på at klargøre bilens ruder.

Her bruger 70 procent mindre end fem minutter på at gøre bilen køreklar, hvis det skal klares manuelt.

Kan miste kørekortet

Både forrude, sideruder, sidespejle og bagrude bør være fri for dug, sne og is.

Det samme gælder tag og lygter, ligesom man skal kunne aflæse nummerpladen uden problemer.

Hvis man bliver stoppet af politiet, og de vurderer, at man ikke har frit udsyn, kan man få en bøde eller betinget frakendelse af kørekortet.

Farlig situation

Derudover kan det også være farligt for andre trafikanter, hvis man kører med store mængder sne eller is på bilen, som glider af under kørslen.

”Derfor skal man også sikre sig, at der ikke ligger sne eller is på for eksempel taget. På en bil vil man relativt let kunne fjerne det, men det tager selvfølgelig tid, og det skal man tage højde for – også når man har travlt,” siger Maiken Sjöberg Russ.
_
Gode råd til sikker kørsel i sne og frost:
• Fjern is og sne fra bilen. Alle ruder skal være skrabet for is og sne, det samme gælder lygter, tag, sidespejle og nummerplade, ellers kan du risikere at få en bøde.
• Sørg for, at du har en god skraber liggende i bilen og tjek dine viskerblade. Husk også at skifte til en sprinklervæske, der er frostsikret ned til -21 grader. Køb rigeligt, så du ikke løber tør.
• Når du fylder sprinklervæske på, så sørg for at tømme bilen for den gamle sprinklervæske. Hvis du blander den nye frostsikrede sprinklervæske med sommerens rester, risikerer du, at din sprinklervæske er frossen, når du skal bruge den.

Inden du kører ud, så husk:
• Hold dig opdateret med vejret
• Oplad din mobil
• Tag varmt tøj på
• Tag vand og snack med

Gode ting at have i bilen:
• Sneskovl (så du kan grave hjulene fri fra sneen)
• Tip: Sidder du fast i sneen, kan du bruge måtterne fra bilen og lægge dem ved hjulene, så du ikke laver hjulspind
• Refleksveste, så du kan ses i mørket
• Et tæppe til at holde dig varm, mens du venter på hjælp

Fakta om LB Forsikrings medlemsundersøgelse:
Medlemsundersøgelsen er foretaget i november 2025 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 470.000 medlemmer. 1392 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen.

LB Forsikrings medlemspanel er et panel af medlemmer på tværs af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring, der frivilligt har meldt sig.

LB Forsikring er Danmarks største medlemsejet forsikringsselskab, og består af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring og Bauta Forsikring. Samlet har LB Forsikring lige over 470.000 medlemmer fordelt i hele landet.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk