21 eksemplarer af Ford Transit – alle i skriggul lakering – er på én gang netop blevet leveret af Ford forhandler Bjarne Nielsen til installatør-virksomheden Søndergaard El i Holstebro.
Det var én af de større ordrer, der forleden blev underskrevet af Brian Søndergaard, Holstebro. Han er indehaver af installatør-virksomheden Søndergaard El, som samlet set beskæftiger 45 ansatte.
Ordren indeholdt således en bestilling på intet mindre end 20 nye Ford Transit Custom, som er den bedst sælgende varebil i Danmark gennem den seneste håndfuld år – samt en enkelt ny Ford Transit Courier.
Hver niende varebil i 2018
I 2018 blev der solgt og leveret mere end 3.800 Custom-kassevogne herhjemme, hvilket svarer til hver niende varebil.
Den statistik har Søndergaard El for alvor været med til at holde gang i, i kraft af at firmaet netop har fået de 21 nye Ford-modeller udleveret ved en større fest hos Ford i Holstebro, som er en del af Bjarne Nielsen-koncernen.
”Vores biler har i mange år været fra Ford, og en del af de modeller, der nu bliver udskiftet, er i forvejen Custom. Så ja – vi er meget tilfredse med modellen,” siger Brian Søndergaard.
25 biler i el-firmaet
I alt råder Søndergaard El over 25 biler, der alle er leveret via Bjarne Nielsen A/S.
”I forbindelse med, at vi skulle skiftet hovedparten af bilerne ud, var vi naturligvis også ude for at hente tilbud hjem fra andre bilmærker. Men personalet er i forvejen særdeles glade for Custom, så det lå da også i kortene, at det var den, som vi endte med at vælge,” siger Brian Søndergaard.
Hans firma dækker store dele af landet, selv om virksomheden er lokalt forankret i Holstebro.
Mange typer kunder
”Vi har mange opgaver for Forsvaret, men har også mange faste og store kunder inden for det private, landbruget og i boligforeninger. Vi laver alt – også de klassiske installatør-opgaver såsom alarm, køleanlæg og varmepumper,” siger Brian Søndergaard.
Alle medarbejdere i firmaet var med, da de mange varebiler blev udleveret hos Ford-forhandleren i Holstebro. Først blev personalet budt på en frokost på Ford-værkstedet, hvor en pølsevogn var hyret ind i dagens anledning.
Dernæst blev de nye biler i samlet kortege kørt over i en stor hal hos virksomheden Carl Ras. i nærheden, hvor indmaden fra de gamle varebiler blev rykket over i de nye Ford Transit Custom. Den lille Courier skal ikke have opbygning i varerummet.
Reolerne passer
”Det er naturligvis en af fordelene ved at vælge den samme model som afløser, for så passer reolsystemerne. Vi har jo altid masser af værktøj og grej med, når vi kører rundt mellem de forskellige opgaver. Så det er et krav, at der skal være plads til det i varerummet. Og det er der altså i sådan en Custom her,” siger Brian Søndergaard.
Hos Ford i Holstebro er det erhvervskonsulent Nick Lapholm Steensen, der har været tovholder på den store ordre.
”Det er klart den største ordre, som jeg har haft i min karriere her hos Bjarne Nielsen. Det har været stort, og det kræver selvfølgelig også, at man holder tungen lige i munden gennem hele processen,” siger Nick Lapholm Steensen, som har været en medvirkende faktor i, at bilhuset har oplevet en eksplosiv vækst på varebil-området.
Spørgsmål om pris
I 2017 blev der således solgt 10 varebiler på et helt år – og det tal var i 2018 steget til imponerende 98 styk. Heraf er de 21, som Søndergaard El står for, også regnet med, idet bilerne blev faktureret i december 2018.
”Vi har også været gode til at løbe stærkt. Noget af det, som vi har vundet den her store ordre på – det er simpelthen prisen. Vi har lavet et virkelig skarpt tilbud, og så er det klart, at det betyder mindre for indtjeningen på den korte bane. Men omvendt er vi jo sikret service på de mange gule varebiler, og det sikrer arbejde på vores værksted,” siger Nick Lapholm Steensen.
Den gule farve, som de mange installatør-biler har fået, er ikke i form af en folie-indpakning, selv om mange ellers har gættet på netop den løsning.
Lakeret på fabrikken
”Det er noget af det, som vi kan ved Ford – altså levere bilerne i særlige farver. Og det er en meget billigere løsning, end hvis man valgte at pakke bilerne ind i farvet folie. Men det kræver ikke, at man skal bestille flere af samme slags – den særlige kulør kan man også få ved blot en enkelt varebil,” siger Nick Lapholm Steensen.
De modeller, som Søndergaard El har fået leveret, er udstyret med skydedøre i begge sider. Det var et ønske fra firmaet, da det giver langt bedre fleksibilitet.
”Men ellers er Custom-modellen jo temmelig godt udstyret som standard,” siger Nick Lapholm Steensen.
–
Om Bjarne Nielsen A/S:
Bjarne Nielsen A/S er en af Danmarks største kæder af bilforretninger. Koncernen driver ti bilhuse på tværs af landet. Derudover omfatter koncernen leasingselskabet LEASING DK, bilforretningen Motorpoint samt Danmarks største bilhus, Bilernes Hus, der ligger i Silkeborg. Samlet set beskæftiger koncernen mere end 500 medarbejdere. Bjarne Nielsen A/S er autoriseret forhandler af bilmærkerne Ford, KIA, Renault, Volvo, Dacia og Mazda (www.bn.dk.)