Lavere støjniveau i den nye rene 7-liters SCR-motor fra MAN sikrer forbedret komfort, og samtidig er den lettere og mere økonomisk.

MAN viser først deres 2019 modeller i det nye år, men den 2018 udgave af MAN TGM med 7-liter motor, som vi her har prøvet, blev først lanceret ved et pressearrangement for præcis et år siden – og blev leveret til kunderne herhjemme i foråret i år.

Færre hk – mindre forbrug

Før ydede D08 motoren 341 hk, men nu 320 hk. Til gengæld er præstationerne ikke ændrede, og momentet på 1.250 Nm er maksimalt mellem 1.200- og 1.700 omdrejninger, så bilen er ganske smidig.

Den forbedrede model er blevet vel modtaget – selvfølgelig på grund af den 103 kg. lettere motor, der sikrer en bedre brændstoføkonomi, men også på grund af den mere støjsvage motor, der sikrer bedre komfort for chauffør og passager.

Ren SCR teknologi

Der er arbejdet to år på at udvikle den nye motor, som nu kører på ren SCR teknologi (uden EGR), og dermed er motoren ren nok til at klare de seneste EU miljøkrav.

MAN har bl.a. valgt en oliesump i fiberforstærket plast og enkeltturbo-lader med wastegate i stedet for dobbelt-turbo, som sammen med en række andre forbedringer har sikret den lavere vægt og bedre brændstoføkonomi samt øget servicevenlighed – således er der f.eks. nu olieskift ved 80.000 km i stedet for 60.000 km.

Hurtigere gearskift

Endelig er TipMatic automat-gearkassen tilpasset den nye motor, bl.a. med hurtigere skift mellem gearene. Godt var også bilens EasyStart igangsætning, hvor man har et par sekunder til at skifte fra bremse til speeder uden at lastbilen ruller.

Vi har som nævnt tidligere prøvet den nye TGM ved en præsentation i Spanien i november 2017, hvor trækkraften passede godt til bjergvejene. Denne gang var prøvekørslen henlagt til en tur mellem Greve og Frederikssund via Roskilde og retur via Måløv, Frederikssundmotorvejen og Karlslunde – altså et knapt så udfordrende terræn.

Afslappende langture

MAN TGM i den testede 320 hk udgave er både hurtig og smidig, og man sidder godt i det luftaffjedrede komfort-førersæde med armlæn. Der var også varme i sædet samt længde- lænde- og højdeindstilling. Bilen var kun udstyret med et plastrat. Standard var dog klimaanlæg.

Fartpiloten er let at betjene, og den gør langturene mere afslappende. Men vi må anbefale ACC adaptiv fartpilot, som er ekstraudstyr.

Vi oplevede meget stop-start kørsel under turen herhjemme, men det er typisk for denne bils normale kørselsnorm – med lokal og regional distributionskørsel.

Efficient Roll

Bilen var da også udstyret med en klassisk ProfilBox lad-opbygning fra Brdr. Plagborg med ZHD lift.

Motorbremsen blev aktiveret i toppen af bremsepedalen og var tilpas velfungerende i sving. Den 12 trins TipMatic gearkasse skiftede hurtigt og blødt. MAN tilbyder TGM med Efficient Roll, hvor gearkassen skifter til friløb fra 55 km/t på lige og faldende vejstrækninger – og sparer brændstof.

Sikkerhedssystemerne omfattede bl.a. nødbremsesystem (Emergency Brake Assist 2) med fodgængergenkendelse og linjevogter (Lane Guard System), men ikke ACC (Adaptiv fartkontrol) samt esc stabilitetskontrol.

Nyindrettet kabine

Kabinen er også ny i 2018-udgaverne af TGM – og der er bl.a. kommet valg af forskellige farver på instrumentbrættet. Der er kommet flere aflæggepladser og mulighed for køleskab midt i kabinen, og desuden flere USB-stik.

Hele kontrolpanelet er løftet op, og her er der samlet de mest anvendte betjeningsknapper for bl.a. varmeapparatet. Her sidder også drejeknappen for gearskift.

Derimod har man beholdt den klassiske håndbremse til højre for førersædet, men mon ikke den elektriske håndbremse er med i næste årgang.

Syv tommer farveskærm

Mellem hovedinstrumenterne er der placeret en fire tommer farveskærm, hvor chaufføren kan følge bilens funktioner i forhold til forbrug og aktuelt gear. Bilen har også en centralt placeret syv tommer farveskærm med navigation, og bilen har også fået RIO Box (Connectivity-Board-Modul.)

Den 26 tons lastbil er meget typisk som f.eks. fragtmandsbil med stykgodstransporter, og bilen skulle da også leveres umiddelbart efter vores test til tjw transport i Karlslunde, der er medlem af Dansk Distribution.

For tjw står TGM bilerne primært for distribution på Sjælland med udgangspunkt i transportcentret i Karlslunde. TGM bilerne kører typisk otte år – med de fem første år på leasingkontrakt.

Lav chassis- og egenvægt

MAN er stærk på de mindre og mellemstore distributionslastbiler TGL og “storebroderen” TGM.
MAN TGM er fabrikkens mellem-tunge distributionslastbil, primært beregnet til regional kørsel. Den er stor nok til at kunne transportere store mængder gods, men er samtidig lille nok til også at kunne komme ind og ud af byerne. Dertil kommer lav indstigningshøjde og kort vendediameter.

“TGM har en relativ lav chassis- og egenvægt, hvilket giver endnu mere plads til gods. I øvrigt er bilen meget opbygger-venlig. TGM har for nyligt fået opdateret motorprogrammet. Den nye D08 motor er blevet lettere og samtidig mere brændstofvenlig med en forventet besparelse på op til fem procent. Alt i alt en af markedets mest komplette distributionsbiler i mellemklassen,” siger markedskommunikationschef Claus Lindholm, MAN Truck & Bus Danmark A/S.


Faktaboks MAN GTM 26.320 6×2-4 LL:
Motor: 0836 commen-rail turbodiesel.
Slagvolumen: 7 liter.
Ydelse: 320 hk
Miljø: Ren SCR teknologi.
Moment: 1.250 Nm mellem 1.200- og 1.700 omdr.
Type: 6 cyl. rækkemotor.
Gearkasse: ZF TipMatic 12 trin.
Affjedring: Luft for og bag.
Bremser: 4 skiver. Esc. ABS. ASR. Motorbremse. Bakkehjælp.
Sikkerhed: Linjevogter (Lane Guard Assist).
Nødbremse: Emergensy Brake Assist 2
Hastighedsbegrænser: 90 km/t.
Totalvægt: 26 tons
Foraksel/bagaksel: 7.500/11.500 kg. Stabilisatorer.
Efterløbsaksel: 7.500 kg. (Medstyrende)
Akselafstand: 5.425 mm.
Dæk: Hankook315/70R22,5.
Førerhus: C (2.240 x 1.620 mm).
Kommunikation: Rio-Box.
Varmeapparat: Klimaanlæg.
Opbygning: Plagborg ProfilBox m. ZHD lift.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk