Mere end hver femte varebil – eller 23 procent af nyregistrerede varebiler i første kvartal i år – var elektrisk, og det er en markant stigning fra 2024, hvor andelen kun var på 11,2 procent.
Det viser tal fra bilstatistik.dk.
Til gengæld blev der kun indregistreret 5.945 varebiler – svarende til et samlet fald på 12,3 procent. I samme periode i fjor blev der solgt 6.776 nye varebiler.

Færre varebiler i år

I marts 2025 blev der indregistreret 2.264 nye varebiler i Danmark.

Det er 15,8 procent færre end i marts 2024, hvor der kom 2.690 nye varebiler ud på vejene.

“Der er sket et fald i antallet af nye varebiler i første kvartal, men det er baseret på et højt udgangspunkt, og vi fortsætter med at følge udviklingen,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Flere elvarebiler

På trods af nedgangen i salget af varebiler vokser salget af el-varebiler fortsat.

I første kvartal af 2024 blev der indregistreret 761 el-varebiler, mens antallet var steget til 1.387 el-varebiler i samme periode i 2025.

Det svarer til en vækst på 82,3 procent. De eldrevne varebiler udgjorde en andel på 23,3 procent af salget i årets første kvartal.

9,4 pct. ellastbiler

Der var vækst i lastbilsalget i marts måned, hvor der blev indregistreret 416 lastbiler, hvilket er tre procent flere end i marts 2024.

Igennem hele første kvartal af 2025 har antallet af nyregistrerede lastbiler været stabilt med en marginal stigning på 1,5 procent.

Samtidig har 9,4 procent af de nye lastbiler i 2025 været el-lastbiler, hvilket betyder, at knap hver 10. solgte lastbil var eldreven.

Under 10 procent

Det er en stigning sammenlignet med de første tre måneder af 2024, hvor kun 6,8 procent af salget var el-lastbiler.

“Selvom der er flere el-lastbiler nu end for et år siden, er det fortsat under 10 procent af nyregistreringerne, der er eldrevne,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.

Derfor glæder man sig i Mobility Denmark sig over den nye politiske aftale, der udmønter en stor del af puljen til grøn omstilling af vejtransporten i år.

Politisk støtte

”Der er mulighed for store CO2-besparelser ved at omlægge den tunge transport, men omstillingen er byrdefuld og kompleks – og derfor er det meget positivt med politisk støtte til området,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.

Der blev som nævnt indregistreret 416 lastbiler i marts måned i år – og i alt 1.244 lastbiler i hele første kvartal.

Dermed blev niveauet fra første kvartal 2024 fastholdt, hvor der blev indregistreret 1.226 lastbiler. Det svarer til en lille stigning på 1,5 procent.

36 ellastbiler

I marts måned 2025 blev der indregistreret 36 el-lastbiler, hvilket svarer til en andel på 8,7 procent af det samlede antal nyregistreringer.

I marts sidste år blev der dog registreret 43 el-lastbiler, som dengang udgjorde en andel på 10,6 procent.

Over hele første kvartal 2025 blev der indregistreret 117 el-lastbiler mod kun 86 eldrevne lastbiler i 2024. Det svarer til en stigning på 40,1 procent.

Tilbagegang i bussalget

I første kvartal blev der solgt 62 nye busser. Det er 11 færre end i første kvartal af 2024, og det svarer til et fald i salget på 15,1 procent.

Det skal bemærkes, at der bliver solgt relativt færre busser end køretøjer i de andre kategorier, og at bussalg ofte sker i større partier.

Derfor er der ofte større procentmæssige udsving i bussalget sammenlignet med salget af andre køretøjer.

Top 10 varebiler januar-marts:
Ford Transit Custom 1.005 enheder
Volkswagen ID.Buzz Cargo 551 –
Mercedes-Benz Vito 416 –
Renault Trafic 364 –
Mercedes-Benz Sprinter 332 –
Renault Master 279 –
Volkswagen Crafter 261 –
Ford Transit 2 tons 247 –
Toyota Proace 190 –
MAN TGE 163 –

Top 10 elvarebiler januar-marts:
Volkswagen ID.Buzz Cargo 551 enheder
Renault Master E-TECH 121 –
Ford E-Transit Custom 98 –
Volkswagen ID.4 Van 63 –
Toyota Proace Electric 60 –
Ford Explorer Van 49 –
Mercedes-Benz e-Citan 44 –
Toyota Proace City Electric 38 –
Peugeot E-Expert 34 –
Renault Kangoo E-TECH 27 –

Top 10 varebiler marts:
Ford Transit Custom 331 enheder
Volkswagen ID.Buzz Cargo 234 –
Renault Trafic 166 –
Mercedes-Benz Vito 157 –
Renault Master 130 –
Mercedes-Benz Sprinter 128 –
Volkswagen Crafter 101 –
Ford Transit 2 tons 80 –
Toyota Proace 67 –
Volkswagen Transporter 62 –

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk