Mercedes-Benz har netop vundet 2021-udgaven af den internationale Truck Innovation Award for deres elektriske løsninger med eActros – en batterielektrisk lastbilserie, som går i serieproduktion i 2021 samt brint-lastbilen Mercedes-Benz GenH2, som efter planen skal begynde kundetest i 2023.

Den prestigefulde pris blev i dag symbolsk overrakt via en video-ceremoni til Martin Daum og Sven Ennerst, som er henholdsvis topchef og chef for produktudvikling hos Daimler Trucks.

Truck Innovation-prisen anerkender den enorme teknologiske forandring, som lastbilbranchen gennemgår i disse år, og den uddeles af organisationen International Truck of the Year (IToY), en gruppe af 25 lastbil-journalister fra førende transportmedier i Europa og Sydafrika.

En smidig overgang

Med 128 point vandt Mercedes-Benz’ elektriske lastbilkoncepter afstemningen foran Volvo Trucks’ elektriske løsninger til tung transport, samt DAFs anden generation af CF Electric-modellen.

Juryen, som har haft lejlighed for både at studere den tidlige prototype af eActros-serien og den seneste, næsten produktionsklare udgave, fremhæver den batteri-elektriske lastbils egenskaber til distributionskørsel og dens køreegenskaber.

Desuden får lastbilen ros for den smidige overgang, den har gennemgået fra traditionel forbrændingsmotor til den nye drivline.

Langsigtet strategi

IToY-juryens medlemmer lægger i øvrigt vægt på Mercedes-Benz’ tilgang til elektrificering, baseret på en klar langsigtet strategi, baseret på en global og modulariseret elektrisk drivline-platform og intern udvikling af alle centrale komponenter.

”At skabe CO2-neutral transport kræver en hurtig udvikling af elektriske lastbiler med batterier og brændselsceller. Denne udvikling skal støttes af en langsigtet strategi for elektrificering, og det er præcis, hvad Mercedes-Benz Trucks gør,” siger Gianenrico Griffini, formand for IToY-juryen.

Det er en bred serie af løsninger, der foreløbig spænder fra eActros til den batterielektriske eActros Long Haul, samt brint/brændselscelle-lastbilen GenH2 til fjerntransport.

Dansk kommentar

”Mercedes-Benz GenH2-projectet er et foregangsbillede i lastbilindustriens bestræbelser på at forvandle brint-visioner til konkrete lastbilserier. GenH2 er mere end en konceptlastbil og er allerede præsenteret med præcise specifikationer på, hvordan man vil nå målet om at lancere en brint-lastbil til fjerntransport inden for en relativt kort og realistisk tidsramme. Med GenH2-projektet tager Mercedes-Benz et nyt skridt i at løfte elektrificeringen af transportbranchen til det næste – og nødvendige – niveau og implementere elektrisk og brint-drevne lastbiler i det tunge lastbil-segment,” siger det danske IToY-medlem, Rasmus Haargaard, redaktør af Lastbil Magasinet.

Køreklar lastbil

Truck Innovation Award er indstiftet af den internationale IToY-jury, og for at være kandidat til titlen skal lastbilen rumme innovative løsninger, som bidrager til at forbedre effektiviteten i vejtransporten og/eller at nedbringe den miljømæssige påvirkning af samfundet, som vejtransport skaber.

Det kan fx være i form af en alternativ drivline, alternativt brændstofsystem, autonom kørsel eller andre nytænkende løsninger. Der skal være tale om en ”køreklar” lastbil, om end den ikke behøver at være i serieproduktion.

Juryens medlemmer er lastbiljournalister fra førende transportmedier i 24 europæiske lande, samt associerede medlemmer fra andre verdensdele.