Toyota C/HR har alle chancer for at blive populær som Van – for i lighed med Citroën C4 Cactus skaber den opmærksomhed overalt – og Toyotas image som robust og holdbar kan nok ingen sætte spørgsmålstegn ved.

På varebilsauktioner giver brugte Hiace kassevogne stadig overraskende høje salgspriser – uanset alder og stand. Og spørger man brugerne, har de i reglen aldrig problemer med deres Toyota køretøjer.

Men udtryk som sexet og inspirerende er der ikke mange, der hæfter på en Toyota. Ordet kedelig bruges nok mere, men det er anderledes med den nye C/HR. Her man gået nye veje. SUV kalder japanerne den, men egentlig er den helt sin egen – ligesom Cactus.

Stor udstråling

I årets første fem måneder har 39 danske virksomheder og private købt den som gulpladebil, og det er der måske masser af fornuft i, for dens udstråling får én til at vende sig om på gaden. Ligesom når man ser en gammel Celica- eller Corolla GT sportsvogn fra 70’erne og 80’erne.

C/HR er endda designet af danskeren Stephan Rasmussen i Toyotas designcenter i nærheden af Nice. Det kan vi være stolte af.

Varerummet er på knap 1.200 liter. Læssehøjden er 79 cm og indvendig læssehøjde er 18 cm, så der skal løftes en del. Der er dog fire fastgørelseskroge.

Trailervægt på 1.300 kg.

Testbilen var en 1,2T (turbo-benziner), hvor trailervægten er 1.300 kg. Det havde en diesel gjort bedre, men bilen fås kun som benziner og hybrid.

Men som varebil fungerer den også godt, for man sidder nemlig knap så godt, når der er bagsæde (i personbilsudgaven). Man sidder nemlig trangt, og udsynet gennem de bageste sideruder er ringe. Især for børn.

Udsynet skråt bagude for chaufføren er også elendigt – men skal virkelig være godt til at bruge spejlene – her ville ”Bird View” kameraer være på sin plads, så man se rundt om bilen, men der er dog bakkamera.

Fine køreegenskaber

Man bør nok også vælge Smart- eller LED pakken med bl.a. Blind Spot overvågning (der ”fanger” trafikanter i den blinde vinkel) og aktiv vognbaneassistent. Merpris henholdsvis ca. 12.000- og 10.000 kr. plus moms).

I det hele taget kører C/HR ganske godt. Godt vejgreb har bilen, præcis styring og stramt gearskift, hvor man ikke må sjuske med udkoblingen. Man sidder også godt i de sporty sæder, hvor man sammen med multijusterbart rat opnår en fin kørestilling.

1,2T turbomaskinen er måske ikke en sportsvogn værdig, men den er dog ret kvik, og så trækker den rent fra 1.250 omdrejninger – det vil sige fra 50 km/t i femte gear og 60 i sjette.

Standard nødbremse

Sikkerhedsmæssigt har bilen standard ”Toyota Safety Sense” – og det betyder bl.a. aktivt nødbremsesystem – inklusive fodgængergenkendelse.

Dertil kommer skiltegenkendelse, linjevogter, automatisk nedblænding af fjernlys samt den vigtige vognbane-assistent, som sikrer afstand til de forankørende biler.

Vi skal også nævne antispin, esc stabilitetsskontrol (VSC i Toyota sprog), hill start assist, regnsensor, to-zone klimaanlæg, anti-piskesmældssæder, ni airbags, varme i rat og sæder, dæktryksovervågning, fartbegrænser og mulighed for navigation, infotainment systemet Touch 2 med otte tommer touchscreen, tågelys og LED kørelys. Toyota byder på tre års fabriksgaranti.

Fornem kvalitet

Toyota er også grebet af modedillen med personificering – bl.a. med to-farvet lakering, hvor testbilen var metalgrå med sort tag, anvendelse af pianolak, lyseffekter og alu-elementer i kabinen samt naturligvis 18 tommer alufælge og spoilere.

Men vi må også rose Toyota igen og igen for en fantastisk kvalitetsfølelse, som man ser så snart man åbner dørene. Alene det indfældede dørhåndtag på bagdørene er en fryd at tage fat i. testbilen var i udstyrsniveau C-ULT med et højt udstyrsniveau, som vi ikke kan komme ind på i detaljer.

C/HR er anden bil bygget på Toyota nye såkaldte GA/C platform, der er baseret på en ny TNGA filosofi, som gør det muligt at bygge mere spændende biler med gode køreegenskaber gennem et lavere tyngdepunkt. Samtidig sidder man højt som i de fleste SUV biler

Toyota C/HR 1,2T C-ULT:
Motor: 4 cyl benzin-turbo.
Slagvolumen: 1.197 ccm.
Ydelse: 116 hk v. 6.000 omdr.
Moment: 185 Nm v. 1.500-4.000 omdr.
Topfart: 190 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,9 sek.
Trækkraft 5.- og 6. gear: Fra 1.250 omdr (50- og 60 km/t).
Gearkasse: 6 trins manuel.
Økonomisnit: 16,7 km/l.
CO2 udledning: 136 g/km.
Køreklar vægt: 1.475 kg.
Trailervægt: 1.300 kg.
Læssehøjde udvendig/indvendig: 79/18 cm.
Dæk: Michelin Primacy.
Fabriksgaranti: 3 år.
Pris testbil med udstyrs-pakker: 213.304 kr. plus moms.
CH/R 1,2T Van fra 185.000 kr. plus moms

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk