Et succesfyldt svensk projekt til at afsløre ulovlig cabotagekørsel, bliver nu udvidet til Danmark og Norge i oktober.
Det er logistikforsker Henrik Sternberg fra Lunds Tekniske universitet, der vil lede det omfattende projekt.
Han havde før sommerferien i år succes med et projekt i Sverige, hvor der kan ske indberetning via en cabotage app, som alle chauffører kan installere på deres mobiltelefon og dermed fortælle om observationer af udenlandske trækkende enheder, hvor de møder dem. Det kan f.eks. være på rastepladser og i færgelejer samt på af- og pålæsningssteder.
Samarbejde mellem DTL og 3F
Fra Danmark er det et samarbejde mellem DTL, som er både branche- og arbejdsgiverorganisation, og fagforbundet 3F, der organiserer hovedparten af de danske lastbilchauffører, der står for finansieringen af projektet.
Nordic Logistics Association (NLA) er initiativtager til udvidelsen af projektet.
”Når der foreligger evidente resultater, vil vi i NLA-regi naturligvis bruge dem til at komme i nærmere dialog med EU. Nationalt vil vi tage dialogen med transportministeren, som jo allerede har lagt en klar linje i bekæmpelsen af social dumping», siger Erik Østergaard.
Han henviser til, at sommerens registreringer i Sverige af udenlandske vogntog afdækkede interessante resultater.
2.000 ulovlige transporter
”At over 2.000 vogntog kan mistænkes for at have udført ulovlig cabotagekørsel siger lidt om omfanget, når man tænker på, at registreringerne kun foregik over halvanden måned.
Formålet med det fælles projekt iværksat af NLA er derfor også at få afdækket omfanget af ulovlig cabotagekørsel,” siger Erik Østergaard.
Facebook vil være samlingspunktet om cabotagestudiet. Interesserede vil kunne slå op på en særlig dansk side og følge projektet samt debattere. Facebook siden vil gå online inden for kort tid. Tilsvarende sider vil blive oprettet i Sverige og Norge på Facebook. Både app’s og facebooksiderne vil være klar om kort tid.