Højbenede Crossover-SUV biler er det hotteste i bilbranchen – og det har fået koreanske Kia til at udvikle deres Xceed, som trods ”Ceed” betegnelsen er helt sin egen. Både længede, bredere og højere og så med en coupéform og off-road detaljer for at runde operation SUV af.

Vi har prøvet Van-udgaven af bilen med en 1,6-liters dieselmotor på 136 hk til 210.000 kroner plus moms – en særdeles smidig arbejdshest for dem, som gerne vil have en meget velkørende bil på jobbet.

Motoren er måske ikke i genren sport, men den er rimelig kvik og rar at køre med bilens 6-trins dobbeltkoblings-gearkasse.

1.500 kg, trailer

Et plus er også låsen på handskerummet og aflæggerum under varerumsgulvet, hvor der er fire fastgørelses-kroge. Og så trækker den en trailer på 1.500 kg, som en pænt for genren. Nyttelasten er ca. 440 kg.

Varerummet er på over 1.300 liter. Der er både adskillelse bag førersøde og passagersæde – godt for sikkerheden, men det gør det svært at transportere lange genstande. Læssehøjden er på 740 mm fra vejbane til bagkant. Den indvendige læssehøjde fra varerumsgulv til læssekant er 190 mm.

God komfort

Den kører godt, selv om den er hævet 4,5 cm. i forhold til den normale Ceed. Ikke fordi den kører så sporty som Ceed, for affjedringen er blødere end normalt fra koreanske biler. Det giver super komfort på de lange stræk.

Man sidder godt bag rattet i de velformede sæder, hvor sæderne indstilles trinløst med rulle – men udsynet skråt bagude er hæmmet at de kraftige C-stolper. Den højere siddestilling betyder lidt bedre udsyn, men vigtigst lettere ind- og udstigning.

Meget veludstyret

Inde i bilen føles bilen ikke så stor – men nærmest som en normal Ceed, men til gengæld er der skruet op for kvalitetsfølelsen med bedre materialevalg. Vi kan også nævne alu-detaljer og blanke sorte lister og læderrat.

Bilen var en Edition udgave, som betyder sæder med dellæder, 10 tommer touchscreen samt p-sensor foruden standardmodellens bakkamera. Dertil et ekstra godt musikanlæg.

Adaptiv fartpilot

Sikkerheden er helt i top med adaptiv fartpilot, nødbremse med fodgængerregistrering, LED lygter for og bag, LED kørelys, tågelygter, regnsensor, varme i rat og sæder, linjevogter samt uafhængig affjedring med multilink ophæng bagest.

Udstyrsniveauet er i det hele taget højt med 18-tommer alufælge, 2 zone klimaanlæg, hækspoiler, alu-tagbøjler, kopholdere, midterboks/armlæn, USB-stik, fartpilot/fartbegrænser, apple car play og elektronisk p-bremse.

Plug-in hybrid på vej

Xceed kommer senere i år – for de, måtte være interesseret – i en plug-in hybrid benzin udgave, men formentlig ikke med samme trailervægt.

Kia producerer Xceed på deres fabrik i Zilina i Slovakiet.

Faktaboks Kia Xceed 1,6 CRDI diesel Van:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel. 16V.
Slagvolumen: 1.598 ccm.
Ydelse: 136 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 281 Nm v. 1.500-3.000 omdr.
Gear: 6-trins aut. Dobbeltkobling.
Forbrug/snit WLTP: 18,9 km/l
CO2 udslip: 138 g/km.
Topfart: 198 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,1 sek.
Affjedring: Uafhængig for og bag (Multilink bag).
Dæk: Continental WinterContact TS 235/45 R 18.
Egenvægt: 1.315 kg.
Køreklar vægt: 1.440 kg.
Totalvægt: 1.920 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Læssehøjde ind- og udvendig: 190/740 mm.
Varerum: Ca. 1.300 liter.
Varerumsmål: 1.500 x 980 x 700 mm.
Mål mellem hjulkasser: 1.030 mm.
Bagklap-mål: 1.020 x 880 mm.
Sidedøre-mål: 550 x 670 mm.
Fabriksgaranti: 7 år/150.000 km.
Serviceinterval: 2 år/30.000 km.
Pris ekskl. moms: 209.999 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk