”Det er ikke hver dag, der kommer en ny spiller i Van-segmentet, men vi har klaret vores hjemmearbejde,” som præsident for Kia i Europa, Marc Hedrich, forleden udtalte på et online møde med Kias ledelse – både fra hovedkontoret i Seoul – og fra det europæiske hovedkontor i Frankfurt.

Herhjemme går der nok to måneder, før de første biler lander – for på grund af konflikten i Mellemøsten, er skibene med bilerne nødt til at sejle rundt om Afrika.

Men produktionen er i gang på en ny fabrik i Hwaseong nær Koreas hovedstand Seoul– og salget gået i gang på hjemmemarkedet Korea. Produktionen til Europa går i gang her i september.

LEGO samlesæt

På fabrikken skal der bygges 250.000 elektriske varebiler om året – både PV5 i år, den kommende PV7 i 2027 og PV9 i 2029 – på den fælles PBV platform – Platform Beyond Vehicle. Platformen er også kendt som E-GPM skateboard platformen.

PV5 Cargo er modulopbygget – som et LEGO samlesæt – og på fabrikken er der således tilknyttet en opbygger-afdeling.

I Europa har den haft debut i endelig udgave på transportmessen i Birmingham i Storbritannien.

PV5 er velbygget

Som medlem af International Van of the Year Juryen, har undertegnede kort testet bilen i Korea, hvor den viste gode takter.

Vi kan her nævne god samlekvalitet, præcist styretøj, 11 meter vendediameter og fast affjedring.

Den er hurtig – men også lydløs – og man er glad for en lav indstigning og god komfort bag rattet.

På vej i tre år

PV5 har været under vejs i tre år – og vi så den for første gang som lermodel i juni 2024 i Frankfurt – og siden som prototyper på messer i København og Hannover.

Da Ho Sung Song, CEO hos Kia Motors, ved et pressemøde for nylig med Van of the Year juryen i Koreas hovedstad Seoul, blev spurgt om, hvorfor Kia tog den risiko med at gøre come-back med erhvervsbiler udenfor Korea, svarede han, at det ikke var en risiko – men et spørgsmål om nye muligheder.

Godt hjemmearbejde

Men man har også gjort hjemmearbejdet godt – ved at inddrage 100 europæiske virksomheder i en form for kundegruppe for at få feed back om deres ønsker om fremtidens varebil.

”Kunderne vil have en stærk varebil,” sagde Kia chefen.

Og han tilføjede, at eftermarkedet er væsentligt, så fleet management system er med fra begyndelsen.

Fra 230.000 kroner

Kia PV5 Cargo er allerede prissat herhjemme – og kan bestilles hos forhandlerne – til 230.000 kroner.

Det er det mindste 43,3 kWh batteri med 297 km rækkevidde. For 20.000 kroner mere får man long range udgaven med 71,2 kWh batteri.”

Opladning 10-80 pct. DC fra 20 minutter. 22 Kw AC 3-4 timer og 11 kW AC 4-7 timer. Forbruget er oplyst til 14,8 kWh/100 km. Varmepumpe skulle være standard.

Besøg på slottet

I dag er der en enkelt PV5 Cargo herhjemme – indrettet af Würth – som rejser på turné rundt omkring i landet hos bl.a. forhandlere – og til særlige udstillinger.

Vi mødte den i weekenden på den særdeles velbesøgte erhvervsmesse ”Have & Landskab” på Ledreborg Slot ved Roskilde.

På messen blev den udstillet på virksomheden Shoulder Sink’s stand – sammen med Q-Tech Danmark, der sælger tag-racks til varebiler. Der var dog også repræsentanter fra den lokale Kia forhandler – Nellemann A/S i Roskilde.

En helt ny verden

”Det bliver jo en helt ny verden for os – med et andet set-up, når vi få de nye varebiler,” har den danske pressechef for Kia, Lene Mejdal Iversen, tidligere udtalt til VOTY.dk.

Kia har ikke solgt varebiler herhjemme i snart 20 år – da man havde dieselmodellerne Pregio og K2700. Forhandlerne har ikke haft varebiler på programmet – bortset fra ombyggede personbiler.

”Men flere af Kia-forhandlerne har stor erfaring med at sælge varebiler – og flere har også rene erhvervsafdelinger,” fortæller Lene Mejdal Iversen.

Masser af erfaring

Samme importør har jo også importen af Isuzu pick-up køretøjer – så der er en masse erfaring i erhvervskøretøjer.

Kia importen begyndte i Danmark i 1996 – uden et forhandlernet. Man bestilte bilen og skulle selv hente den hos Kia i Fredericia. I dag er der 50 Kia forhandlere over hele landet.

Fakta: PV 5 Cargo:
PV5 Cargo fås i to udstyrsvarianter – Work og Work Pro. Som alle andre Kia-modeller dækkes PV5 Cargo af Kias syvårige fabriksgaranti – eller 150.000 km.

Kia PV5 udstyr Work varianten:
• 12,9 tommer touchscreen med navigation og Kia Connect (7 års abonnement)
• Adaptiv fartpilot med Emergency Stop
• Automatisk klimaanlæg, Varmepumpe og fjernstyret opvarmning af kabine
• LED for- og baglygter
• 230V udtag i kabinen og Vehicle To Load (V2L)
• Bakkamera og parkeringssensorer for og bag
• Trådløs smartphone integration (Apple CarPlay og Android Auto) og mobilopladning
• Pre-Conditioner til DC-ladning af batteri
• Vognbaneassistent (LKA) og udvidet vejbaneassistent m. Hands-On-sensor (LFA 2)
• Aut. nødbremse m. fodgænger- & cyklistregistrering, registrering af venstresving for modkørende (FCA 1.5) samt motorvejsassistent (HDA 1)
• Bagdøre, 50/50, 95-180 grader og manuel skydedør i passager side
• Standard varerumsadskillelse og opbevaring under forsæder
• Træbund i varerummet
• Over The Air softwareopdatering (OTA), 1 år inkluderet

Work Pro varianten har en merpris på 10.000 kr. ekskl. moms og inkluderer desuden:
• 360 graders kamera og ekstra parkeringssensorer på siderne
• Blindvinkelkamera (BVM) og aktiv blindvinkelassistent (BCA) & assistent for bagved-krydsende trafik (RCCA)
• Centerairbag mellem forsæder
• Elektrisk foldbare sidespejle

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk