322 verdenspremierer står der på IAA transportmessen, der frem til i morgen foregår i Hannover – og en stor del af dem kommer fra Kina, som med 200 udstillere ikke overgås af andre udenlandske udstillere.
Det passer godt med, at der står ”Made in China” på en stor del af de produkter, vi benytter. Og på transportsiden er det både lastbiler og busser samt dæk og massevis af elektronik.
På andenpladsen af udenlandske udstillere følger Italien, der ud over last- og varebiler også er kendt for kraner. Her holder danske HMF, Højbjerg Maskin Fabrik, dog Dannebrog højt med to verdenspræmierer.
De fleste store stande, som gæster passerer forbi, er dog europæiske – med Mercedes-Benz som imponerende. De har en hal for sig selv, men viser også deres mere eksotiske bilmodeller fra Indien og Kina frem.
For selv om kineserne er på messen i stort tal, er de fleste lastbil- og busprodukter udviklet som joint venture med vestlige producenter.
Messen kan de færreste komme igennem uden at bruge nogle dage – med mindre man ved, hvad man leder efter, for det tager tid at besøge over 2.000 stande med udstillere fra 45 lande.
Et stort antal er underleverandører – som stiller med 226 verdenspremierer. Virksomheder, der bygger alt fra aksler, bremser, opbygninger, trailere, lastsikring samt sikkerheds- og miljøforhold.
For samtidig med, at vognmænd helst vil have deres produkter så billigt som muligt, skal selv den billigste lastbil opfylde f.eks. Euro 6 miljønormen for emissioner. Der forskes som aldrig før for bl.a. at kunne opfylde kommende emissionsbestemmelser.
Det er meget dyrt – og kun kunderne kan betale. Derfor er man i industrien glade for, at økonomisk nedtur ikke rammer alle områder på jordkloden på én gang.