Mange erhvervsvirksomheder nøjes ikke med at have opgaver på asfalt og brosten, så ofte er der fordele ved at vælge varebiler med ekstra trækkraft.

De er dog ofte en del dyrere end standard varebiler – derfor kan mange få fordele af at vælge en bil som den netop introducerede Ford Transit Connect Active.

Bilen har i forhold til standardudgaven en frihøjde, der er øget med 24 mm i fronten og ni mm i bagvognen for bedre at kunne klare ujævne terræner. Den øgede frihøjde giver også bedre udsyn bag rattet.

Klarer markvejene

Vi har venligst fået stillet den nye bilmodel stillet til rådighed hos N. Kjær –  Ford i Svendborg for en kortere prøvekørsel af bilen.

Det er udover en ganske veludstyret og luksuspræget varebil også en bil, der bringer chaufføren videre – og derfor sikre hjælp til de virksomheder, som har meget kørsel på landets ret mange hullede grus- og markveje.

Den nye Transit Connect Active skiller sig ud over den øgede frihøjde ud med SUV-inspireret styling og muligheden for at tilkøbe mekanisk spærredifferentiale (mLSD) som ekstraudstyr.

Ligesom større Transit

Det er udstyr, der for nyligt også er introduceret i Fords større Active-varebiler. Spærredifferentialet er udviklet i samarbejde med drivlinje-specialistvirksomheden Quaife.

I forhold med lavt vejgreb overfører spærredifferentialet automatisk drejningsmoment til hjulet med mest trækkraft.

Det gør således Transit Connect Active i stand til at håndtere svære køreforhold med løst underlag samt våde, glatte og mudrede veje.

Bruger ikke mere brændstof

Der er også udviklet en stabilitetskontrol til Transit Connect Active, der er specielt udviklet til at arbejde effektivt sammen med det mekaniske spærredifferentiale.

Stabilitetskontrollen forbedrer varebilens ydelse under krævende køreforhold og giver mere sikkert fodfæste.

Teknologien har hverken indvirkning på CO2-udslip eller brændstoføkonomi og er tidligere anvendt i Ford Performance-modeller som Focus RS, Focus ST og Fiesta ST.

Spær til 120 hk udgaver

Mekanisk spærredifferentiale kan tilkøbes til varianter med 120 hk med manuelt gear. Den nye Connect Active har en Fords 1,5-liters EcoBlue-dieselmotor, der fås med 100- eller 120 hk – og 8-trins automatgear eller 6-trins manuelt gear.

Automatgearkassen omfatter også manuelle skift på selve gearvælgeren.

“Vores Active-modeller er et hit blandt de chauffører, der kører uden om den slagne vej og gerne vil gøre det med stil. Transit Connect Active har fleksibiliteten og egenskaberne,” udtaler Hans Schep, direktør for varebiler hos Ford Europa.

Ændrede fjedre og større dæk

Derudover kommer Transit Connect Active også med opdateringer både ind- og udvendigt.
Alle har udover de ændrede fjedre og større dæk en mere rå styling med 17 tommer aluminiumsfælge, alu-tagræling, alu-bundplader, skærmforøgere og SYNC 3 infotainment med 6-tommer touchscreen og bakkamera (men navigation koster dog ekstra).

Allerede Limited-udgaven, som har været på markedet et par måneder har allerede 16 tommer alufælge, Xenon forlygter, p-sensor bag, LED lys i varerummet, læderrat og foldbare sidespejle.

Mere råt design

Bilen har bl.a. en karakteristisk Active-frontgrill samt et mere råt design med sorte detaljer ved skærmkasserne og på karosseriets sider, bagerste kofanger og sidespejle. Dertil kraftige sidelister.

I kabinen kan nævnes nye mønstre til sæderne – og syninger med blandt andet blå kontrastdetaljer og Active-logoer.

På udstyrssiden skal vi også nævne xenon forlygter, p-sensorer for og bag, tågelygter med kurvelys, el-foldbare sidespejle, to usb stik og 12 volts stik, stop-start funktion, nøglefri start, fartpilot (via stilk på ratstammen), to-zone klimaanlæg, skiltegenkendelse, navigation og linjevogter.

Fin kørestilling

Man sidder godt bag rattet i de sportsagtige sæder (stof) med indstilleligt rat og højdejusterbart sæde plus fodplade i bunden – altså en helt lige siddestilling.

Testbilen med den store dieselmotor er ganske hurtig – og meget letkørt. Motoren gik dog lidt uroligt ved delbelastning.

Udstyret omfattede adaptiv fartpilot, som er ekstraudstyr – men som man næsten ikke kan undvære på især motorveje og landeveje. Det holder afstanden til den forankørende bil, så man slipper for pludselige opbremsninger.

Lastvolumenen forbliver på 2,9 kubikmeter varerum i den prøvede L1 udgave (L2 har 3,6 kubikmeter).

Nyttelasten forbliver på 982 kg. Der LED lys og seks fastgørelseskroge i varerummet – der er et lille trin op til varerummet, som letter adgangen. Bagdørene åbner 90 grader – og læssehøjden har vi målt til 58 cm. Nævnes skal også tagbøjler på taget.

Connect må trække en trailer på maksimalt 1.326 kg. – og der er forberedt for trailerstabilisering. Max vogntogsvægt opgives til 3.170 kg.

Sikkerhedsudstyr

Der er aflæggehylde i bilens bredde over forruden – men derimod er der ikke handskerumslås.

Bilen har tillige de samme førerassistent-teknologier som den almindelige Transit Connect.

Disse omfatter blandt andet fartbegrænser, automatisk nødbremse (Pre-Collision Assist), sidevindsstabilisering og Active Park Assist. Dertil den omtalte aktive fartpilot.

Kun 14.700 kr. ekstra

Billigste 100 hk benzinudgave koster ex. moms knap 178.000 kr. – som 100 hk diesel knap 189.000 kr.

Dyrest er en 120 hk lang udgave med 8-trins automatgear til knap 225.000 kr. Merprisen for Active i forhold til Trend udgaven er kun 14.700 kr. plus moms.

Ford i Danmark forventer at sælge 120 enheder af den nye Connect Active om året – svarende til godt 10 procent af salget.

Fremtidens Connect

Vi vil også huske læserne på, at Ford og Volkswagen har indgået en aftale om fælles udvikling og produktion af deres fremtidige varebilsmodeller – så alle de biler, vi her har nævnt, vil indenfor en overskuelig fremtid komme i nye udgaver.

Volkswagen skal stå for de små modeller – det vil for Ford modellernes vedkommende sige Transit Connect og den mindre Courier (nok på VW Caddy-basis), mens Ford skal stå for resten – det vil sige, at man skal bygge den næste varebils-Transporter og Amarok pick up.

Tekniske data Ford Transit Connect Active TDCi 120 L1:
Motor: 4 cyl. EcoBlue turbodiesel.
Slagvolumen: 1.499 ccm.
Ydelse: 120 hk. (omdrejningstal ikke oplyst)
Drejningsmoment: 270 Nm. (omdrejningstal ikke oplyst)
Gear: 8 trin aut.
Forbrugssnit WLTP: 17 km/l.
CO2 udslip:154 g/km.
Varerum: 1.831 x 1.538 x 1.269 mm
Mellem hjulkasser: 1.226 mm.
Bagdørsåbning: 1.248 x 1.136 mm.
Sidedørsåbning: 433 x 1.228 mm.
Køreklar vægt: 1.659 kg.
Totalvægt: 2.501 kg.
Lasteevne: Max. 758 kg.
Vogntogsvægt: Max 3.170 kg.
Vendediameter mellem kantsten: 11 m.
Dæk: Good-Year Efficient Grip 215/55 R17.
Fabriksgaranti: 2 år.
Connect Active fra: 177.610 kr.
Testbil L1: 207.994 kr. plus moms

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk