Volvo Trucks har lige indgået en skelsættende aftale med Brønnøy Kalk AS i Norge om at levere sin første kommercielle løsning med selvkørende lastvogne til transport af kalksten fra en åben mine til en nærliggende havn.

Løsningen til Brønnøy Kalk AS består i, at kalksten transporteres af seks selvkørende Volvo FH lastvogne på en fem kilometer lang strækning gennem tunneler mellem kalkbruddet og knuseren.

Volvo har indtil nu gennemført disse tests med stor succes. De fortsætter resten af 2018, og løsningen sættes i drift i slutningen af 2019.

Mange erfaringer

Aftalen er et resultat af nyligt gennemførte automatiseringsprojekter rundt om i verden – i miner, med sukkerrørshøst og indsamling af affald – men dette bliver første gang, at Volvo Trucks lancerer løsningen kommercielt til en kunde.

Men i stedet for at købe selvkørende lastvogne, køber Brønnøy Kalk en transportløsning – nemlig transport af kalksten mellem de to hubs. I aftalen indgår således, at Brønnøy Kalk køber en total transportservice og betaler pr. leveret ton.

Øge konkurrencedygtighed

“Det er et vigtigt skridt for os. Konkurrencen i branchen er hård. Vi søger hele tiden at øge vores effektivitet og produktivitet på lang sigt, og vi har en klar vision om at udnytte nye muligheder inden for teknologi og digitale løsninger. Vi ledte efter en pålidelig og innovativ partner, som deler vores fokus på bæredygtighed og sikkerhed. At vi begynder at anvende selvkørende køretøjer vil helt sikkert øge vores konkurrencedygtighed på det barske globale marked,” siger Raymond Langfjord, adm. direktør for Brønney Kalk.

Hos Volvo Trucks er man stolte over, at kunne præsentere en selvkørende løsning, som tilgodeser kundernes udfordringer, hvad angår sikkerhed, pålidelighed og lønsomhed.

Afgrænset område

”De globale transportbehov ændrer sig hele tiden meget hurtigt, og branchen kræver nye og avancerede løsninger for at være på forkant. Det er vores mål at være førende inden for udvikling af produkter og services, som tilgodeser disse behov,” siger Volvo-chef Claes Nilsson.

Arbejdet foregår i et afgrænset område på en forudbestemt rute, og derved kan vi finde ud af, hvordan vi får det bedst mulige ud af løsningen og skræddersy den til specifikke kundebehov.

“Det er spændende at nå til det punkt, hvor vi introducerer selvkørende lastvogne. Det handler om at samarbejde omkring udvikling af nye løsninger, som giver størst mulig fleksibilitet, effektivitet og øget produktivitet,” siger Sasko Cuklev, direktør for selvkørende løsninger hos Volvo Trucks.


Fakta: Volvo Trucks’ første kommercielle løsning med selvkørende lastvogne
• I aftalen indgår en selvkørende hub-to-hub løsning – transport af kalksten hos Brønnøy Kalk i Velfjord, Norge.
• Aftalepartnere er Brønnøy Kalk AS og Volvo Trucks.
• De selvkørende Volvo FH lastvogne styres af maskinføreren i en gummihjulslæsser.
• Strækningen, der køres, omfatter både kørsel i tunneler og i udendørs omgivelser.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk