(MARBELLA)
Det er ikke nogen ringe præstation, som Kia lægger ud med – efter 20 år ude af den europæiske varebils-scene.
Den elektriske varebil PV5 Cargo er den koreanske koncerns første forsøg med en moderne varebil – og den er mere end bestået.
For Kia har med tre års forberedelse bygget et produkt med samme høje kvalitet som deres nyeste personbiler. Dermed har man udnyttet erfaringen fra personbilerne – bl.a. når det gælder assistentsystemer.
Sparede ikke bilen
VOTY.dk har været i Spanien for at køre i PV5 Cargo – på snoede og hullede biveje i bjergene bag feriebyen Marbella samt på motorveje og i byer.
Man sidder for det første godt i det velformede førersæde, der som rattet kan indstilles i både længde- og højderetningen.
Vi sparede ikke bilen, og den var virkelig stabil, når vi kastede den gennem hårnålesvingene – med et præcist styretøj og komfortabel, men fast uafhængig ophængt affjedring.
400 kg ballast
Vi kørte med en 400 kg. ballast i varerummet, men det generede ikke køreegenskaberne – og præstationerne var gode i testbilen med 71,2 kWh batteri.
Knap hundrede kilometer blev det til i alt – og trods vægt og den friske kørestil endte vi med et forbrug på 18 kWh – ifølge bilens instrumenter – hvor fabrikken selv opgiver et gennemsnit på cirka 19 kWh (WLTP).
Der er tre rekuperationstrin, som sørger for at samle strøm op ved speederslip og opbremsning.
Højt sikkerhedsniveau
Ved svingning popper et billede op på den digitale skærm, og viser, om der er trafikanter langs siden af bilen – alt sammen via et kamera. Og et bakkamera hjælper med at manøvrere i bykørsel.
Man kan tillige vælge imellem køre-modes som eco, normal og sne – og det er jo fint for Norden, men mindre nødvendigt i Sydspanien.
Blandt bilens sikkerhedsudstyr skal vi bl.a. nævne adaptiv fartpilot, LED lygter for og bag, blindvinkelassistent, aktiv nødbremse, linjevogter og træthedsregistrering.
Støjsvag
Vi skal også fremhæve den støjsvage kørsel – uden væsentlig dæk- og vindstøj. Og hurtig er den jo også – som det jo er naturligt for elbiler.
Vi har tidligere kørt kortvarigt i PV5 under et besøg på Kias fabrik i Korea, men det var i førserie-modeller af både Cargo- og Passenger udgaver.
Men oplevelsen gav gode takter, som jeg tidligere har beskrevet.
Varmepumpe standard
I kabinen skal vi fremhæve den gode aflæggeplads inklusiv trådløs mobiloplader. Der er også aflæggerum under passagersædet.
Der er digital instrumentering med 12,9 tommer touchscreen – med god opløsning.
Vi skal også nævne, at varmepumpe er standard – som er vigtigt for det nordiske klima.
Kraftige dørhåndtag
Robustheden mærkes straks, når man tager i de halvtunge døre med dørgreb så kraftige, at man kan åbne døre og skydedøre med arbejdshandsker – og ikke de spinkle, indfældede dørhåndtag, som man møder i mange af Kias nye personbiler.
På vejen har man også en lille vendediameter på 5,5 meter, så den er fin til at sno sig i tæt bytrafik.
Aerodynamisk
Undervognen består af dobbelte triangler fortil – med smedede nederste bærearme. Bagest stiv bagaksel med skruefjedre.
Platformen hedder E-CMP.S og er udviklet til PV5 og den næste række af Kias varebiler, som kommer løbende de nærmeste år som led i PBV-projektet.
Bunden er for 78 pct’s vedkommende indkapslet og sammen med den aerodynamiske formgivning giver det en vindglat bil med en luftmodstandskoefficient på 0,286 Cw.
Som LEGO
Det nedsætter også vindstøjen og forbedrer den samlede økonomi (TCO). Samtidig passer indkapslingen på batterierne i bunden af bilen. Et aktivt spjæld (”airflow”) åbner og lukker efter behov.
Kia nævner selv opbygningen af varerummet som at lege med LEGO, hvor man kan sammensætte indretningen efter behov.
419 mm læssehøjde
Men man skal vænne sig til de nærmest dobbelte skærmkasser bagtil, der kun lige levner plads til at placere en europalle på langs. Til gengæld er læssekanten så kun 419 mm.
Pudsigt nok måler bredden ved skydedøren lige under de 0,8 meter, som en europalle måler på tværs – så hvis man vil placere en europalle på tværs lige bag adskillelsen, skal det ske via bagdørene – og kun ved at montere ekstra lange gafler på gaffeltruck’en.
Det bliver nok upraktisk i dagligdagen – med mindre alle kunderne på distributionsruten har et sæt lange gafler liggende.
Flere udgaver på vej
Allerede i år vises flere PV5-udgaver, og i begyndelsen af 2026 præsenteres en høj udgave af PV5 – og derefter en kort udgave. Den første udgave er så denne lange udgave med lavt tag (H1L2).
Flere varebiler følger efter PV5 – bl.a. de større PV7 og PV9 udgaver i henholdsvis 2027 og 2029. PV5 er klar hos forhandlerne i slutningen af oktober eller først i november.
Men allerede nu kan bilen bestilles. Også som minibus (kaldet Passenger). 60 pct. af salget ventes af blive Cargo-modeller.
121- og 163 hk
Der er valg imellem to batterier på henholdsvis 121- og 163 hk. Det største på 71,2 kWh (NGM batteri) – og det mindste på 43,3 kWh (LFP batteri).
Vores testbil i Spanien var som nævnt det største på 71,2 kWh.
Rækkevidden er mellem 238- og 416 kilometer. Ladeporten er placeret midt på fronten.
750 kg. trailervægt
Der er et varerum på 4,4 kubikmeter, nyttelasten er 690 kg – og trailervægten er på 750 kg. i Cargo-udgaven og 1.500 kg. i Passenger-udgaven.
Der er syv års fabriksgaranti (150.000 km) – og otte år for batterierne. Bilen har opnået fire stjerner i EuroNCAP testen.
Fra 230.000 kr.
Med det lille batteri er prisen på PV5 Cargo fra 230.000 kroner plus moms – med det store batteri 20.000 kroner mere. Prisforskellen på en varebil og personbil på el er kun momsen
Vi skal også nævne V2L og V2G muligheden, hvor man kan hente strøm fra bilen til f.eks. værktøj.
PV5 er som nævnt det første skridt i Kias strategi, hvor man samler avanceret EV-teknologi med et scalerbart, modulært design.
–
Teknik testbil Kia PV5 Cargo L2H1 71,2 kWh:
Elmotor: 120 kW.
Moment: 250 Nm.
Batteri: 71,2 kWh.
Topfart: 135 km/t.
Rækkevidde WLTP: 416 km.
Opladning DC 10- til 80 pct.: ca. 30 min.
Opladning DC kapacitet: 150 kW.
Ac opladning: 11- og 22 kW.
Snitforbrug WLTP: 19,1 kWh.
Acc. 0-100 km/t: 12,5 sek.
Varerum mål: 2.255 x 1.520 x 1.565 mm.
Varerum: 4,4 kubikmeter.
Sidedør mål: 775 x 399 mm.
Bredde bagdør: 1.343 mm.
Dæk: Nexen N blue S – 215/65 R16 EV.
Akselafstand: 2.995 kg.
Totalvægt: 2.650 kg.
Trailer: 750 kg. med bremser.
Pris: Fra 230.000 kr.



