Det har givet rigtig mange likes efter at Opel forhandler Tegllund – med afdelinger i Vejle, Kolding og Haderslev – har lagt en morsom video på Facebook, hvor yngste sælger har bestilt for mange Opel Vivaro Euro 5 til lager – her kun få uger inden, de i princippet ikke kan sælges mere.

Den første september træder de nye EU miljø-bestemmelser om Euro 6 nemlig i kraft – og hos Tegllund har man vel mange biler på pladsen – især fordi kunder er sprunget fra bestillinger eller fordi kunder har aftaget færre end aftalt.

Fra dag til dag
”Det har jo givet os nogle udfordringer. Derfor fandt vi faktisk fra dag til dag på at få skuft en video – og det er jo blevet meget populær – så syv af lagerbilerne er allerede solgt,” fortæller salgschef Renè Lund fra Tegllund.

Tegllund deler denne udfordring med mange andre Opel-forhandlere. Hos Opel Danmark skønner pressechef Erik Morsing, at der kan være op mod 150 Vivaro med Euro 5 motor på lager.

10 pct. på dispensation
”Der er en dispensationsmulighed, som går ud på, at 10 pct. af det antal Vivaro som blev solgt i 2015 kan sælges efter skæringsdatoen trods Euro 5 motor – fordelt på forhandlerne. Men er der en forhandler, der kun har få Euro 5 biler, går de andre antal biler videre til andre forhandlere,” siger Erik Morsing.

Hos Tegllund har man bare tænkt hurtigt – ”i stedet for at sidde på vores hænder,” som Renè Lund udtrykker det. Det hele blev arrangeret på et par dage.

30 pct. rabat på leasing-ydelse
Men det er ikke kun videoen, som er noget for sig selv. Tegllund tilbyder 30 procent rabat på leasingaftalen.

Lige nu er der et service/leasing tilbud på cirka 1.700 kroner pr. måned på en Vivaro – så 5-600 kroner er en pæn rabat – hver måned.

”Samtidig er der leveringstid på de nye Euro 6 versioner – måske på flere måneder – og når bilerne så kommer, så bliver prisen en del højere – måske 10.000 kroner på listeprisen. Euro 6 teknikken er jo dyrere end Euro 5 teknikken,” siger Erik Morsing.

“Det klarer du selv”
På videoen er det salgschef René Lund, der revser unge Martin Algreen Sørensen for, at han har bestilt Euro 5 bilerne, mens Lund havde ferie – og de to skuespillere gør det faktisk rigtig godt på ”de skrå brædder.”

René Lund fortæller på videoen, at Martin selv må klare at sælge de ret mange biler – så videoen slutter med Martins replik: Husk at spørge efter Martin – ikke René.

Men René kan nu også hjælpe med at sælge de mange Vivaro, som byder på god plads og masser af udstyr såsom aircondition, fartpilot, bluetooth og sædevarme.

”Vi har nu også enkelte Euro 5 udgaver af Combo og Movano varebiler tilbage – til fornuftige priser,” siger René Lund fra Tegllund, som sælger cirka 400 varebiler om året.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk