Koreanske Hyundai/Kia ligger helt fremme, når det gælder elektrificering af biler – og med lanceringen af deres seneste modeller, Hyundai Ioniq 5 og teknisk identiske Kia EV6, kan man nu få en elbil med lang rækkevidde til en rimelig pris.
Vi har prøvet Kia EV6 – og her ligger priserne fra 330.000 kr. på hvideplader med lille batteripakke. Testbilen var stor batteripakke og baghjulstræk med Upgradepakke til 390.000 kroner som personbil.
Van-pris fra ca. 300.000 kr.
Og det er jo uden afgifter (elbil) – så Van-udgaven på gule plader sparer man alene momsen på – og så kommer prisen for ombygningen. Så er det formentlig lige over 300.000 kroner.
Vores testbil var en EV6 med baghjulstræk og det store 77,4 kWh batteri med en rækkevidde efter WLTP normen på 528 kilometer.
Det er et tal, der er målt ved sommertemperaturer, for her om vinteren tærer teknikken hurtigere på strømmen. Og man skal også prøve at holde sig fra motorveje. Høj fart belaster også systemet.
Høj trailervægt
Bilen kan også køre med 1,6 tons trailervægt – og så må man også vide, at strømforbruget i bilen øges betragteligt.
Men i det hele taget at kunne tilbyde en så høj trailervægt er fornemt – selv om man skal bruge god tid til mange opladninger undervejs, hvis den skal trække campingvognen eller båd-traileren til Sydfrankrig.
Men det skulle kræve et B/E- eller D/E kørekort – for på et B-kørekort må den kun trække 1.075 kg. (kilde: FDM).
Kik på procenttallet
Da vi hentede vores testbil var den kun opladet med 84 procent strøm og instrumenteringen fortalte, at vi kunne forvente 281 kilometer rækkevidde. Her skal man nok især fatte lid til procentoplysningen – det viser vores erfaring.
Kia EV6 er en super elegant designet bil. At el-teknikken fylder mindre end i en forbrændingsmotor betyder, at Kia har kunnet designe en meget flad og aerodynamisk front.
E-GMP platform
Kia EV6 er bygget på Kias E-GMP-platform, som med sin skalerbare og modulære form sikrer, at den kan danne base for biler af forskellig størrelse og design. E-GMP er udviklet specifikt til elbiler. Derfor optager hverken motor eller drivaksel plads.
Under frontklappen gemmer sig et aflæggerum (kaldet frunk), hvor man passende kan opbevare ladekabler. De kan dog også gemmes under gulvet i varerummet.
Køb et bird-view kamera
Den høje særegne hæk har fået et bredt lygtebånd i hele bilens bredde. I bilens højre bageste hjørner gemmer ladestikkene sig så – også til lynladning – så man skal bakke bilen til ladestanderen.
Hvis man tilkøber Around View Monitor (birdview-kamera) kan man bakke meget præcist i p-båsen – ligesom man kan se forhindringer i terrænet og andre trafikanter, der eller kan gemme sig i den blinde vinkel.
Men det er en god investering, for udsynet bagude er ikke optimalt – og så mangler bilen en bagrudevisker.
Komfortabel
Bag rattet på EV6 har man det godt – dels jo ingen støj og dermed fin komfort. Bilens 229 heste kombineret med baghjulstræk passer til regional kørsel og bykørsel.
Bilen er superhurtig fra start – som de fleste elbiler. Vælger man 4×4 kan man få en større motor – og Kia barsler med en endnu kraftige udgave. Men rækkevidden i den testede baghjulstrukne model er p.t. størst.
Klarer 800 volt lynladning
Skal man langt kan man lade undervejs i lynladere op til 800 volt– og EV6 klarer op mod 233 kW, men ofte går det ikke, som præsten prædiker. Da FDM testede bilmodellen for ikke så længe siden (vinter) nåede man en gennemsnitslig ladeeffekt på 132 kW ved 10 graders udetemperatur.
Så kan man måske nøjes med at stoppe en enkelt gang og lade på vej til et besøg i den anden ende af landet. Især hvis vejret er koldt og man skal på motorvej med 110-130 km/t – så bliver rækkevidden ofte halveret.
Fint vejgreb
Samtidig har den et ganske fint vejgreb på en kurvet landevej takket været lavt tyngdepunkt med teknikken gemt i bunden af bilen. Affjedringen er ret fast.
Man sidder godt i de sportsagtige og el-justerbare sæder i – fik vi at vide engang – vegansk kunst-læderbetræk.
Gearskiftet sker via en drejeknap mellem sæderne (der har hukommelse for indstilling).
Store skærme
Bilen har to store skærme ligesom i én stor skærm layoutmæssigt. Den til højre kan betjenes som touchscreen – men meget kan betjenes via de 15 knapper, der er på rattet – ligesom der er et trykpanel under skærmen til at betjene klimaanlægget.
Tæller man alle knapper i bilen, skulle der være 37. Så det tager lige lidt tid at lære bilen at kende – men her kan forhandleren nok også hjælpe.
Mulighed som Van
Bilen kan ombygges som Van – og så får man faktisk en rummelig udgave. Læssehøjden målte vi til 76 cm udvendigt og kun fire cm indvendigt.
Udstyrsmæssigt bliver man voldsomt forkælet – især, når bilen har Upgrade-pakke. Her får man blindvinkel assistent, elbagklap, eljusterbar lændestøtte, varme- og ventilation i sæderne og udvidet nødbremsesystem for krydsende trafik.
Højt sikkerhedsniveau
Standardudstyret er for langt til at gå i detaljer i – men vi kan nævne indfældede dørhåndtag, LED lygter, 12,3 tommer touchscreen, læderrat, 2-zone klimaanlæg, bluetooth med stemmestyring, varme i rat og sæder, gasdæmpet frontklap, multijusterbare sæder og trådløs opladning af mobiltelefonen.
Sikkerhedsmæssigt skal vi pege på adaptiv fartpilot, linjevogter, skiltegenkendelse, syv airbags, fjernlysassistent, bakkamera, p-sensorer for og bag samt regnsensor.
Vigtigt er varmepumpe, batterivarmer og skifteplader bag rattet til at indstille rekuperering (opsamling af strøm) og samtidig styrken af motorbremse. Og så er der jo syv års fabriksgaranti.
Allerede belønnet
EV6 har senest indtaget topplaceringen ved den første ‘Best Cars of the Year’ Awards nogensinde (for 2021/2022).
EV6 blev udpeget til titlen for sin kvalitet, innovation, design og state-of-the-art teknologi af et dommerpanel bestående af globale ledere fra hele bilindustrien.
–
Fakta Kia EV6 RWD 77,4 kWh batteri:
–
Elmotor: 229 hk.
Batteripakke: 77,4 kWh.
Drejningsmoment: 350 Nm.
Rækkevidde-snit: 528 km (WLTP)
Gearkasse: 1 trins aut.
Træk: Baghjustræk.
Acc. 0-100 km/t: 7,3 sek.
Topfart: 185 km/t.
Køreklar vægt: 1.985 kg.
Totalvægt: 2.425 kg.
Trailer m. bremser: 1.600 kg.
Good Year Ultra Grip 235/65 R19.
Pris testbil hvide plader: Ca. 390.000 kr.
Kia EV6 hvid plader fra: 330.000 kr.
Cirkapris gule plader (ex. moms): Ca. 300.000 kr.