Normalt springer en paraglider ud fra en bjergside, når han eller hun skal praktisere sin vovede hobby, men man kan jo blive nødt til at nødlande – og så er det jo rart med et køretøj til at trække én op i luften igen.

Det har Volvo fået en ny og spændende film ud af: “The Flying Passenger.”

Her trækker en Volvo FH en fransk paraglider op ad et bjergpas i Kroatien i et præcisions-stunt, der aldrig er prøvet før.

Den kvindelige lastvognschauffør får besked over radioen om at samle en paraglider op på vejen – og så kommer hun ellers på en udfordring.

I luften igen
Han skal nemlig i luften igen – og for at det skal kunne lade sig gøre, skal hun holde en høj marchhastighed for at holde paraglideren i luften.

For Volvo gælder det naturligvis om at reklamere for Volvo Trucks – og deres fine drivline, der er udstyret med I-Shift med dobbeltkobling.

I-Shift med dobbeltkobling giver gearskift med powershifting, der sikrer, at lastvognen ikke taber moment, når der skiftes gear under vanskelige forhold.

Den sikrer bløde gearskift, hvilket er essentielt for at paraglideren skal undgå ryk under turen. Heldigvis er de to i radiokontakt med hinanden – så der må være god mobildækning i det øde bjerglandskab, for deres samtale går fint igennem.

Under en bro
Under den fantastisk flotte køretur trækker Volvo FH-lastvognen paraglideren op ad en stejl bjergvej og gennem den snævre åbning under en bro. Den snævre plads kræver kørsel med en meget høj grad af præcision ved en konstant marchhastighed og giver ikke plads til fejl.

“Det at være i stand til at overholde alle deadlines og holde brændstofforbruget nede, selv ved kørsel op ad bakke og på snoede veje, er for mange af vores kunder altafgørende for at køre en succesrig virksomhed. Denne test er den perfekte udfordring til vores nyligt opdaterede drivline. “The Flying Passenger” illustrerer på en meget konkret og visuel måde, hvad Volvo Trucks’ ydelse og køreegenskaber handler om”, siger Claes Nilsson, administrerende direktør for Volvo Trucks.

Stor succes med film
“The Flying Passenger” er det seneste skud på stammen i Volvo Trucks’ serie af livetest. Tidligere globale successer omfatter “The Epic Split”, “The Hamster Stunt” og “Look Who’s Driving”. Alt i alt er serien af livetests blevet set mere end 100 millioner gange på YouTube.

Udfordringen blev optaget i De Dinariske Alper i Kroatien på lukkede veje og under strenge sikkerhedsforhold.

Om denne test:
Testen blev filmet over flere dage i Kroatien.

Den lastvogn, der blev brugt i testen, er en Volvo FH 540 udstyret med den opdaterede D13-motor og I-Shift-gearkasse med dobbeltkobling.

Chaufføren i “The Flying Passenger” er Louise Marriott fra New Zealand.

Paraglideren i “The Flying Passenger” er Guillaume Galvani fra Frankrig.

Dette stunt er verdens første stunt med en lastvogn og en paraglider. Det er også første gang nogensinde, at en lastvogn har trukket en paraglider gennem en tunnel.

Fakta om Volvo Trucks’ opdaterede drivline:

Opdateringer af Euro 6-motoren
 
Udvalgte opdateringer af Euro 6-motoren (13-liters, common rail):
– Common rail-indsprøjtningssystem til alle effektniveauer
– Forbedret kompression for D13-motorerne på 420 og 460 hk
– Ny optimeret turbo til D13-motorerne på 500 og 540 hk
– Lavere intern friktion
– Opdateret software og motorstyring
– Reduceret motorvægt

Volvo Trucks’ I-Shift-gearkasse med dobbeltkobling

– I-Shift-gearkassen med dobbeltkobling bevarer momenttilførslen under gearskift
– Et fuldautomatisk gearskiftesystem giver høj komfort og brændstoføkonomisk kørsel
– Softwarepakkerne tilpasser gearskiftene til de foreliggende forhold
– Mulighed for manuelt gearvalg
– Lav vægt takket være det kompakte design og aluminiumshuset

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk