(REYKJAVIK)
Ford tilbyder nu et nyudviklet ”Pro Trailer Backup Assist” til deres Ranger-modeller. Et vigtigt tiltag for brugere af trailer, som omfatter de fleste Ranger-kunder herhjemme.
Systemet har vi testet i forbindelse med lanceringen af den nye Ranger PHEV (Plug-in hybrid) model på Island forleden.
Gratis i trailer-pakke
PHEV-modellen er den første udgave, hvor systemet tilbydes. Men alle Ranger modeller kan fås med systemet, som følger gratis med i en særlig trailer-pakke, når man bestiller den fra fabrikken.
Ford benytter deres parkeringsassistent som basis for systemet – hvor bilen selv kan parallel-parkere, når man aktiverer det med en kontakt, blinker til højre og sætter i bakgear.
Slipper for at kæmpe
I sig selv en spændende oplevelse, hvor man slipper for den angst det er, når man skal bakke med en trailer – og hvor man normalt skal kæmpe med rat, spejle og speeder for at få bilen ind på en p-plads med begrænset plads.
Ford har videreudviklet systemet til kørsel med trailer, så man via drejehjulet mellem sæderne vælger trailer-knappen i midten af hjulet – og så styrer traileren ved at dreje på dets yderste ring.
Ottetaller
Vi fandt en stor plads og kunne lave ottetaller og andre øvelser med traileren – baglæns forstås – mens rattet selv sørgede for at dreje i den rigtige position.
Vi bakkede også ind mellem nogle udrangerede lastbiler på pladsen – og selv om det regnede og ruderne duggede, kunne vi via sidespejlene dirigere traileren den rigtige vej.
Som sagt uden at røre ved rattet. Kun bremsepedalen og speederen – og så med lidt hjælp fra sidespejle og bilens bakkamera, der viser området bag bilen på 12-tommer skærmen.
Stor hjælp
Der er udviklet og benyttet en række sensorer på bilen selv – mens der ikke er sensorer på traileren, der dog skal kalibreres til bilen. Men det er enkelt nok.
Det hele fungerede godt, da vi prøvede Pro Trailer Back-up-systemet – og det hjælper virkelig en chauffør, der måske ikke er så trænet i at bakke med trailer – hvor ”eksperter” let manøvrerer ved hjælp af rat og sidespejle.
Legende let
Ford har her udviklet et system – et stykke teknologi, som er legende let at lære at arbejde med, og som gør hverdagen for trailerfolket enklere.
Ford Ranger – inklusive den nye Plug-in hybrid udgave – må have et tons på ladet og op til 3,5 tons på krogen.