(MADRID)

En helt ny varebil kommer inden årets udgang ud på de danske veje. Det er Farizon SV – en kinesisk elvarebil fra den store Geely koncern, der bl.a. også ejer Volvo Cars.

Den nye varebil har de færreste herhjemme set noget til – men VOTY.dk har allerede prøvet den to gange i udlandet.

Dels i forbindelse med Commercial Vehicle Show i britiske Birmingham i slutningen af april, og nu igen ved en egentlig pressepræsentation i Madrid for den internationale Van of the Year jury – som undertegnede og VOTY.dk er en del af.

To batteristørrelser

Bilen kommer med to batteristørrelser – 67- og 83 kWh. Vi prøvede begge udgaver i Madrid –  med henholdsvis lavt- og højt tag – og forbruget ved testen lå imellem 17,5 kWh/100 km i den mindste udgave og 25 kWh/100 km i den største udgave, som også havde 500 kg. ballast.

Vi kørte cirka 150 kilometer på landeveje og motorveje i omegnen af den spanske hovedstad. Rækkevidden WLTP er op mod 380 km.

De mindre veje i Spanien er ret ringe – med store huller, men Farizon’s uafhængige affjedring fortil optog ujævnhederne godt.

Velbygget

I det hele taget virker den kinesiske varebil ganske velbygget. Der er heller ingen større vibrationer i kabinen eller fra varerummet – og støjniveauet er lavt.

Der er dog en del irritationsmomenter ved bilen. Styretøjet virkede lidt nervøst – men det hjælper så at slå linjevogteren fra (lane keeping assist). Der skulle også bruges kræfter til at skifte vejbane – bilen blev ligesom holdt fast i banen.

Sædet for chaufføren er for så vidt godt nok – om end det mangler lidt sidestøtte. Men mens sædet ikke kan  indstilles i højden, kan rattet kun indstilles i højden – men ikke i længderetningen.

Siddestilling

Derfor kan man ikke finde den optimale siddestilling bag rattet, hvorfor det også kan være svært at aflæse skærmen foran chaufføren, der også rummer for mange informationer – bl.a. om dæktryk.

Man skal også lære at bladre i bilens store, centerplacerede 12 tommer touchscreen – bl.a. for at slå de irriterende advarselslyde for hastighedsoverskridelser fra.

Her er der dog en genvejstast – hvis man bladrer om på side to.

Gemte knapper

En del vigtige knapper er desuden gemt væk bag rattet – på instrumentbrættet – det gælder således indstilling af rekuperation, som sidder ved siden af en anden skjult knap til indstilling af køremodes.

Så man rammer uvægerligt forkert, når man famler efter den rette knap. Disse knapper burde eksempelvis sidde i forbindelse med rattet, som det er tilfældet i mange konkurrerende bilmodeller.

Der er i øvrigt tre rekuperations-trin – så det er fint for at samle strøm op under kørslen, når man slipper speederpedalen.

Sidder klemt

I de biler, som vi har prøvet, er der et bænkesæde for to personer ved siden af førersædet – men man sidder ret klemt – og i midten er der begrænset plads til knæene.

Passagersædets hynde kan heller ikke vippes for at give adgang til rummet under sædet – nu sker tilgangen via to små luger, og det er svært at se, hvad der ligger derinde.

Men det er let at komme ombord i kabinen – takket været håndtagene i A-stolperne.

To tons trailervægt

Varerummet er også let at kravle op i, da der er et håndtag til at hjælpe – men det sidder dog lavt. Desuden er der ingen B-stolpe i passagersiden – så det gør bredden ved skydedøren større, når passagerdøren er åben.

Man arbejder på at differentiere udformningen af adskillelsen, så åbningen kan blive større – i stil med Renault Kangoo med Sesame Doors.

Vi skal også fremhæve trailervægten, der er på op til to tons. Vi havde dog ikke mulighed for at teste bilen med trailer – men vi kørte både med og uden ballast – som nævnt på 500 kg. Nyttelasten kan nå op over 1,4 tons.

Vægt-monitering

Vi skal også nævne et vægt-monitering system – så man ikke risikerer at køre med overlæs – samt drive by wire og fordøre, der åbner 82 grader.

I varerummet er der endvidere otte fastgørelseskroge, LED lys – samt bagdøre, der åbner op til 270 grader.

Et plus ekstra: Bilen har et ægte reservehjul. Og så er V2L med stikkontakt til bl.a. håndværktøj også standard.

Opdatering på vej

De højeste H3 udgaver har i øvrigt kun en lav skydedør magen til H2-udgaven.

De fleste anker, som blev påpeget overfor den kinesiske ledelse, ville dog blive ændret, når bilen skulle opdateres, blev vi lovet.

Faktisk kommer der allerede til næste år en ny og lidt mindre Farizon-model – samtidig med  chassismodeller.

I Kina siden ultimo 2023

Her skal vi huske på, at bilen har kørt siden december 2023 på kinesiske veje. Så ny er den ikke – og derfor gennemprøvet.

Ledelsen – med topchef (CEO) Cook Xue i spidsen – ville også se på at tilbyde varmepumpe – i hvert fald som option i de nordiske lande.

Europæisk produktion

Hos Farizon har man allerede planer om opdateringer, når det gælder assistentsystemer. Bilen har allerede 30 assistentsystemer – bl.a. adaptiv fartpilot. Farizon har bl.a. benyttet Volvos know-how til assistentsystemer og sikkerhed.

Geely har på grund på af importtold i Europa – f.eks. fra Kina – allerede flyttet dele af produktionen af Volvo EX til Belgien.

Hos Farizon ser man også på, om man på sigt skal starte en europæisk produktion af Farizon-varebiler.

Farizon producerer også busser og lastbiler – som også vil blive tilbudt på vores breddegradder.

Samarbejde

Man kunne hos ledelsen også forestille sig samarbejde med europæiske virksomheder – f.eks. på visse reservedele.Geely har allerede tæt motor-samarbejde med Renault (Horse joint-venture) og et 10 pct. ejerskab af Mercedes-Benz.

Farizon er et kunstigt navn, som blev stiftet af Geely i 2016. Efter starten i Kina i slutningen af 2023, kom Europa på kortet i fjor – bl.a. Portugal og Spanien – samt for nylig Holland, Storbritannien, Østrig og en række østeuropæiske lande. Nu kommer så Danmark.

Bilen har allerede opnået platin/fem stjerner i EuroNCAP-testen.

Man må sige, at Farizon på mange punkter er overraskende god med meget høj sikkerhed og højt kvalitetsniveau – samt høj nyttelast og trailervægt.

Teknik Farizon:
Batterier: LFP 67 og 83 kWh (findes  på 106 kWh på største L3H3 model)
Elmotorer: 66- og 75 kW.
Ydelse max 231 hk
Moment: Max 336 Nm.
Forbrug i test : Fra 17,5 kWh/100 km til 25 kWh/100 km.
Topfart: 135 km/t.
acc. 0-100 km/t: 12 sek.
Rækkevidde: Op mod 380 km.
Opladning max: AC 11 kW ni timer.
Opladning 20-80 pct. DC 120/140 kW på 36 min..
Faser: 3.
Varerum: 7-13 kubikmeter.
Bredde åbning varerum side max:  2,1 meter.
Skydedør bredde: 1,3 meter.
Nyttelast: Ca. 1,4 tons.
Trailervægt: 2 tons.
Vendediameter: 11,6 m.
Læssekant: 56 cm.
V2L opladning: 3,3 kW
Garanti: 5 år/200.000 km.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk