Det svenske færgerederi, Stena Line, har besluttet at lukke færgeruten mellem Grenå i Danmark og Halmstad i Sverige fra torsdag den 30. april i år.

Det skriver Stena Line i en pressemeddelelse.

Det kommer til at berøre en lang række danske medarbejdere – ikke mindst i det østjyske og i særdeleshed på Djursland og i Grenå. Foruden ruten til Halmstad, er der også færgeforbindelse fra Grenå til Anholt

Videre beskæftigelse

”Vores ambition er, at så mange som muligt af de berørte medarbejdere tilbydes videre beskæftigelse i Stena Line. Kunder, som påvirkes af lukningen, vil blive tilbudt et godt alternativ på ruten Frederikshavn – Gøteborg.”

Det udtaler Christina Bromander, der er Trade Director for Stena Line i Danmark.

Selskabets bestyrelse har valgt at indgå aftaler med havnene i Grenå og Halmstad om at afslutte samarbejdet.

Hård konkurrence

Det er bl.a. hård konkurrence fra Storebæltsbroen og Øresundsbroen, der har fået Stena Line til at tage beslutningen.

Men også et presset omkostningsniveau samt et udfordrende marked præget af international usikkerhed og svage konjunkturer har betydet, at rederiet nedlægger færgeforbindelsen.

Stena Line har i længere tid haft betydelige udfordringer med at opnå en rentabel drift på ruten, er meddelelsen fra ledelsen.

For at fremtidssikre rederiet

”Ved at samle vores investeringer på ruter med tydelig efterspørgsel kan vi understøtte både erhvervslivets transportbehov og passagerrejser mere effektivt og samtidig styrke den langsigtede bæredygtighed i vores rutenetværk.”

Det siger Niclas Mårtensson, der er administrerende direktør i Stena Line.

Han understreger, at beslutningen er nødvendig for at fremtidssikre Stena Line.

Vigtig del af netværk

”Lukningen sker for fortsat at kunne bidrage med et velfungerende netværk af færgeforbindelser som en vigtig del af infrastrukturen i Danmark og Europa,” siger Niclas Mårtensson.

Ruten Grenå-Halmstad har været en vigtig del af Stena Lines netværk, og vi har i en lang periode arbejdet målrettet med forskellige tiltag for at vende udviklingen,” siger direktøren.

Uden et tilstrækkeligt kundegrundlag er det dog ikke lykkedes at bevare ruten.

Seks ruter tilbage

”Vi vil gerne takke vores samarbejdspartnere i kommuner, regioner og erhvervsliv – på både dansk og svensk side – for et godt og værdifuldt samarbejde i den periode, hvor vi har drevet ruten,” siger Christina Bromander.

Stena Lines svenske færgenetværk efter lukningen af ruten omfatte seks ruter og 12 skibe på ruterne Gøteborg – Frederikshavn, Gøteborg – Kiel, Trelleborg – Rostock, Karlskrona – Gdynia, Nynäshamn – Ventspils – og fra februar i år Umeå–Vaasa via det nyligt opkøbte Wasaline.

DSB-færgen Niels Klim

Stena Line har sejlet på ruten Grenå-Halmstad siden 2020 med én færge »Stena Nautica«. Ruten blev flyttet fra Varberg til Halmstad som følge af nye planer for havnen i Varberg.

Stena Nautica er bygget for DSB som Ropax færge på Nakskov Skibsværft i maj 1985 og indsat under navnet M/F Niels Klim på Aarhus-Kalundborg ruten i 1986 – som søsterskib til M/F Peder Paars.

Stena Line overtog MS Niels Klim i 1991. Der er plads til 330 biler og 2.000 passagerer. Der er 1.235 lane-meter om bord. En bil fylder seks lane-meters – en trailer tre gange så meget.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk