MAN i Danmark sælger sin filial i Aalborg til bilkoncernen Uggerhøj, og servicepartner Poul A. Olesen fusioneres ind i MAN Nordjylland A/S.

For at kunne tilbyde kunderne den bedst mulige service i Nordjylland, har MAN indgået et  opsigtsvækkende samarbejde med Uggerhøj koncernen for at komme tættere på kunderne.

Hos MAN i Danmark er man overbevist om at den – især i Nordjylland – kendte bilkoncern Uggerhøj er den helt rette partner til at sikre MAN yderligere vækst i Nordjylland.

Lokalkendskab

Dette skal ske igennem et stort lokal kendskab og nærhed til kunderne. Uggerhøj har forretninger i otte byer i Jylland og har hovedsæde i Frederikshavn.

”Beslutningen om at indgå et samarbejde med en ny forhandler, er helt i tråd med MAN’s strategi, om at udvikle et endnu stærkere netværk i Danmark, til glæde for vores mange kunder. At valget er faldet på Uggerhøj er ikke en tilfældighed, da de med deres professionelle tilgang til både person- og varebilmarkedet, har bevist at de kan løfte opgaven. Kundetilfredshed er et vigtigt parameter hos MAN, og her kan vi tage ved lære af personbilbranchen, så vi ser frem til at komme i gang med samarbejdet,” siger ansvarlig for udvikling af MANs forhandlernetværk, Thomas Skousgaard.

Økonomisk fundament

Hos MAN er man bevidst om, at skal der opnås succes med at drive et moderne MAN bilhus, så kræves der et vist økonomisk fundament, ligesom alle stordriftsfordele skal kunne udnyttes.

For der er tale om både salg og service af både lastbiler, varebiler og busser og derfor konstante krav til investering i både anlæg og varelager. Dertil kommer kundetilfredsheden.

For at sikre at de rette betingelser for succes er til stede, har MAN derfor valgt at sælge sin filial i Svenstrup syd for Aalborg til Uggerhøj koncernen.

En stor-forhandler

Uggerhøj fusionerer samtidig med serviceværkstederne i Poul A. Olesen A/S, som har afdelinger i Frederikshavn, Hjørring og Thisted.

Derved kommer MAN Nordjylland A/S, som den nye MAN forhandler kommer til at hedde, allerede fra begyndelsen til at blive en stor MAN forhandler med fire afdelinger – placeret geografisk i hele Nordjylland.

Erfaring gennem 65 år

”Vi har igennem 65 år solgt personbiler og varebiler af forskellige mærker til vores kunder i hele Nordjylland. Vi har stor erfaring i at drive bilforretning og glæder os til nu at udvide aktiviteterne til også at omfatte lastbiler og busser,” siger Sten Uggerhøj.

Han mener, at Uggerhøj kan overføre deres erfaring og værdier om god kundeservice til deres nye selskab – MAN Nordjylland A/S – der skal drive lastbilforretningerne.

”At investere i hele fire nye lastbilhuse har været en stor beslutning for os og en ikke helt ubetydelig investering. Vi glæder os til at tage imod vores nye kollegaer samt nuværende og kommende last- og varebilskunder,” siger Sten Uggerhøj.

Fælles kompetancer

Hos Poul A. Olesen A/S glæder man sig til at blive en del af en større koncern i Nordjylland og til at arbejde sammen med Uggerhøj Koncernen.

”Vores fælles kompetencer inden for salg og service og et stærkt lokalkendskab vil gøre MAN endnu stærkere i Nordjylland,” siger dir. Carl Henrik Houmann.

Både værkstedspersonale og salgskonsulenter har i forvejen stor erfaring med at servicere MAN’s mange kunder i Nordjylland.

Trimmer konstant

For at kunne betjene de mange danske MAN kunder på bedste vis, arbejder MAN i Danmark konstant på at trimme forhandlernetværket. Som eksempel var MAN for ca. et halvt år siden på opkøb i hovedstadsområdet og ændrede det tidligere Nyscan domicil til en MAN forretning.

Nu handler strategien så om at sælge, men målet er det samme – at sikre øget vækst. Efter planen sker overdragelsen af de fire MAN forretninger pr. 1. december 2018.

MAN Nordjylland A/S vil fremover beskæftige ca. 50 medarbejdere i Aalborg, Frederikshavn, Hjørring og Thisted.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk