Skal man tro på, hvad flere bilfabrikker lover, kan man i 2020 køre til Paris i en elbil med et par hurtig-opladninger på 30 minutter undervejs.
Det skyldes moderne elbiler, moderne batteriteknologi og hurtigladere.
BMW’s salgschef Steen Bluhm var skråsikker, da han forleden garanterede, at BMW har elbiler klar endda tidligere endnu, der kan klare den udfordring. Allerede i dag kører nogle elbiler med rækkevidde på op mod flere hundrede kilometer.
LeasePlan og alternativ energi
Det sagde han i forbindelse med et arrangement om fremtidens transportbillede, som leasingselskabet Leaseplan arrangerede forleden.
LeasePlan Danmark har speciale i fleet-management, der er styring af bilflåder, for både offentlige og private virksomheder.
LeasePlan Danmark administrerer mere end 26.000 biler på vegne af virksomheder og kommuner i hele landet. Her har man allerede biler i flåden på alternativ energi.
”Når 60 pct. af verdens befolkning bor i byerne i 2030, bliver der en ny måde at bygge og køre i biler,” sagde Steen Bluhm.
Kulfiber og plantedele
BMW har netop lanceret deres i3-model, der er opbygget fra grunden som elbil med valg af lette kulfiber- og plantematerieler – modsat mange andre producenter, der bygger elbiler på basis af eksisterende modeller.
I dag betragtes elbiler som nicheprodukter, hvor det nærmest kun er offentlige myndigheder, der investerer i dem – samt få virksomheder med en særlig grøn profil. Det gælder også for el-varebiler, der umiddelbart ser ud til at have størst chance for store salgstal. Logistikmæssigt passer de til city-distribution.
Ny el-varebil fra Nissan
Renault storsælger i Europa deres Kangoo Z.E. – og fra samme bilgruppe, nemlig Nissan, kommer snart eNV200 varebilen med samme gennemprøvede teknik som i personbilen Leaf – altså med hurtiglade-muligheder. En teknik, der senere også vil blive Kangoo til dels.
”Vores elektriske Kangoo Z.E. er ikke dyrere at købe end vores dieseludgave – og billigere at bruge med omregnet 50 øre pr. kilometer. I dag er rækkevidden op mod 170 km. Renaults mål er, at 10 pct. af befolkningen vil købe i elbil.,” sagde salgschef Peter Nielsen fra Renault Danmark.
VW’s e-program
For VW har man arbejdet på ”Think Blue” tankegang i flere år med BLueMotion udgaver af dieselbiler – men senest også elbiler. Her er fabrikkens e-program eludgaver af UP og Golf samt plug-in udgave af Golf (GTE). En el-Golf er hurtigere i optræk end en GTI. Der er otte års garanti på batterierne, som oplades 80 pct. på en halv time.
Toyota arbejder fortsat meget med hybrid-løsninger – men japanerne tror, at deres hybrid-benzin teknologi i en overskuelig fremtid bliver til hybrid-brint teknik. Prototypen FCV har man allerede klar.
”Hybridteknikken er brobyggeren til fremtiden – og vi har erfaringen med seks millioner producerede elbiler. Elbiler vil være en overgangsfase inden brintbilen bliver overskuelig i pris,” sagde flådechef Bo Svane fra Toyota Danmark.
Brint bliver måske vinderen
Længst fremme med brintbiler i dag er Hyundai, der har et forsøg med ix35-brintbiler sammen med Københavns Kommune. 1.000 brintbiler er planlagt frem til 2015.
”Udgiften til brint svarer til benzin – men affaldsstoffet fra brint er vand, så renere bliver det ikke. Bilen kører 540 km på en ”optankning” og klarer 27,8 km/l. Prisen er dog fortsat meget høj – ca. 145.000 Euro. Altså over en million kroner, hvor benzinmodellen koster under det halve,” sagde salgschef Søren Pedersen fra Hyundai.
Men det er svært at sige, hvornår vi alle kører alternativt.
”Det kan blive trenden, at vi leaser biler på en helt anden måde, end vi gør i dag. Sådanne nye måder at bruge en bil på kan blive en ’game-changer’,” sagde Nille Juul-Sørensen,” direktør og CEO ved Dansk Designcenter, der indledte mødet, og som selv tror på elbilen.