(BARCELONA)

Med fælles platform med Fords lette Puma personbil får man med den nye Courier minivan en erhvervsbil med eminente køreegenskaber – som sjældent ses i en varebil.

Affjedringen sikrer udover det gode vejgreb også en fornem evne til at optage ujævnheder fra vejbanen – ja selv fra et fartbump, som vi oplevede forleden ved den internationale presse-præsentatation i omegnen syd for Barcelona i Spanien.

Vi har prøvekørt den nye varebil over to omgange – som prototype sidste efterår på Fords testbane i Lommel i Belgien – og som nævnt i Spanien på motorveje og biveje af skiftende kvalitet.

Op til 18,9 km/l

Vi prøvede bilen i diesel- og benzinudgaver – begge med 6-trins manuel gearkasse – samt i en benzinudgave med automatisk dobbelt-koblings gearkasse.

Dieselmodellen har en 1,5-liters, 4-cylindret motor med 115 hk – og benzinmodellen en 1-liters, 3-cylindret motor med 125 hk/200 Nm. Dieseludgaven fås også med 100 hk teknik.

Dieseludgaven kører 18,9 km/l – benzinudgaverne 13,7 km/l med automatgear og 14,5 km/l med manuelt gear.

Smidig med automatgear

Benzinudgaven er ganske kvik – og ekstra smidig med automatgear, men man skal vænne sig til den 3-cylindrede motor, der støjer mere end dieseludgaven.

Mange vil finde det manuelle gear (i begge udgaver) lidt kantet at arbejde med – men der var tale om før-seriemodeller.

Testbilerne var desuden forsynet med 250 kg ballast, hvilket også gav et meget stabilt vejgreb. Bilen var også ganske letkørt – og vendediameteren er begrænset til 10,7 meter.

God plads i varerummet

Køreegenskaberne er ikke gået ud over evnen som varebil. Ved at lægge støddæmperne bagtil ned i vandret stilling, er bredden i varerummet gjort så stor, at der er plads til to europaller. Til maj kommer udgaven med lang akselafstand med endnu bedre plads.

Varerummet er oplyst til 2,9 kubikmeter. Faktisk er varerummet 25 pct. større end i den nuværende Courier. Dertil kommer en mulighed for at få bilen med en luge mellem kabine og varerum, som sikrer en længde på 2,6 meter.

Courier har en nyttelast på 550-845 kg – og vi skal fremhæve trailervægten, som i dieseludgaven er på 1.100 kg. I diesel er den 100 kg. mindre.

400 km rækkevidde som el

Når eludgaven er klar om et år, vil trailervægten være 750 kg. Rækkevidden på el skulle være 400 km – så måske nok værd at kikke på.

Courier findes også i personbilsudgaver, men her er det alene den elektriske udgave, der vil blive markedsført i Danmark – ifølge Ford Danmark.

Iøvrigt vil Puma-personbilen også komme i eludgave.

EuroNCAP top-bedømmelse

Sikkerhedsmæssigt byder Ford Courier på så meget udstyr som standard, at EuroNCAP har tildelt bilen den højeste udmærkelse i form af platin-bedømmelse, som ingen anden varebil hidtil har præsteret.

Listen af standard sikkerhedsudstyr i Courier er lang – med bl.a. nødbremse med fodgænger og cyklist-genkendelse, pre-kollission assist, linjevogter og bakkamera.

På listen over ekstraudstyr findes så adaptiv fartpilot – men det er op til hvert enkelt marked at gøre det standard.

Fra Spanien til Rumænien

Vi prøvekørte udelukkende topmodellen med ”Active” udstyr, men det kunne godt blive Trend-udstyret, der blev bestseller i Danmark – med Limited-udstyr lige efter.

Basismodellen ser ikke ud til at nå til Danmark – ifølge Ford i Danmark.

Courier bliver i dag bygget i spanske Valencia, men den nye udgave er bygget på Fords og Ford Otosans opgraderede fabrik i Cariova i Rumænien, hvor Ford Puma i dag allerede bygges – som nævnt med samme platform.

Fin kvalitet

Kvaliteten af bilen er også i orden – med fint materialevalg. Sæderne giver fin støtte – men ikke i samme kvalitet som i den nye Volkswagen-producerede Ford Connect, der benytter samme sikkerheds AGR sæder som VW Caddy.

Der er blevet plads til Fords SYNC 4 infotainmentsystem – men opløsningen i navigationssystemet kunne være bedre – og så er skærmen kun på otte tommer.

Der er i øvrigt masser af smart aflæggeplads i kabinen.

Helt sin egen

El udgaven vil få fuld digital instrumentering med 10 tommer skærm kunne vi ses på den udstillede prototype.

Mens vi taler el-udgaven, så er aerodynamik meget vigtig. Det har givet bilen den kantede form – bl.a. med udformningen af baglygterne.

Generelt er bilen designmæssigt helt sin egen med et aggressivt og lodret frontdesign.

En halv gang større

Pudsigt er det, at Courier med forbrændingsmotorer har standard håndbremse – mens den kommende eludgave har elektrisk håndbremse.

I forhold til den nuværende Courier er afløseren en halv gang større – og man har forsøgt at tillempe det populære SUV design.

Bilen er klar allerede i foråret – og bilen kan bestilles nu. Prisen begynder ved 194.136 kroner plus moms.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk