Atego, den mindste stjerne i Mercedes-Benz lastbilserie, kommer sidst på foråret i en helt ny udgave – designmæssigt tro mod dens store ”brødre” Antos og Actros – både når det gælder de udvendige linjer og når det gælder udformningen af førerhuset.

Atego stiller på med helt nye fire- og seks cylindrede række-motorer med Euro6 miljønorm som standard – men alligevel med bedre brændstoføkonomi. 

Atego går fra 6,5 tons og op til 16 tons totalvægt – og standard bliver stabilitetssystemet ESP (esc) – her kaldet Stability Control Assist. Nyt er, at Atego vil kunne fås i alle vægtklasser med automatgearet PowerShift3.

Ny teknologi pg nyskabelser
Atego er én af Europas mest solgte distribution- og regional-lastbiler – kendt for kvalitet og holdbarhed på et højt plan, og lave udgifter til vedligeholdelse.

Ny teknologi og masser af nyskabelser på såvel chassis og førerhus vil styrke Atego’s position.

Der bliver mulighed for at vælge syv nye Euro 6 motorer med valg mellem manuel gearkasse og den nævnte PowerShift3 automatiske gearkasse, så bilen kan skræddersyes til de opgaver, der bl.a. er i og omkring tæt bebyggede områder.

Længere serviceintervaller
Atego fås med fire nye 4-cylindrede BlueTec motorer fra OM 934 model-serie med 5,1 liter slagvolumen.

Den 16-ventilede teknik med to overliggende knastaksler og variabel ventil-styring dækker motorerne fra 156- til 231 hk til distributionskørsel.

Atego fås så i tre 6-cylindrede 7,7 liter OM 936 udgaver fra 238 til 299 hk. Med et højt drejningsmoment klarer de fem pct. mindre brændstofforbrug – og tilmed længere serviceintervaller.

Common-rail, EGR og SCR
Mercedes-Benz bruger common-rail teknologi og afkølet  recirkulation af udstødningsgassen (EGR) tillige med et integreret SCR (selctive catalyst reduction) med  partikelfilter og brug af AdBlue.

Dertil kommer fabrikkens FleetBoard EcoSupport til at forbedre økonomien endnu mere.

PowerShift3 automatgearet kan man vælge, hvis man vil forene komfort, øget køresikkerhed og bedre brændstoføkonomi. Kun få chauffører kan matche denne gearkasse, når det gælder hurtighed og forbrug .

Verdenspremiere i Birmingham
En nyudviklet to-trins motorbremse – kombineret med skivebremser hele vejen rundt – er også tilgængelig. En ny retarder er også på ekstraudstyrs-listen.

Familie-designet omfatter foruden det nye førerhus  også  en nyudviklet kofanger med integrerede forlygter a la storebror Antos – med kørelys-automatik – evt med LED-diode-design.

Atego har verdenspremiere på Commercial Vehicle Show i Birmingham – samt på Bauma messen i München. Atego kan bestilles fra maj.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk