(BERLIN)
Mellemklasse varebilen Vito er nu kommet i en opdateret udgave med højere sikkerhedsniveau, så den populære tysker kommer på omgangshøjde med konkurrenterne. Det gælder først og fremmest adaptiv fartpilot.
Vi har været en tur i Berlin for at prøve en række af de nye modeller, som også har fået nye motorer – de baghjulstrukne modeller 2-liter dieselteknik – hentet fra fabrikkens personbiler – og 1,7 liter dieselteknik – hentet fra samarbejdspartneren Renault.
Udvendigt kendes den nye Vito på en let ændret front med anden kølergrill med mulighed for alulister – og helt ny generation af aluminiumsfælge – op til 19 tommer.
Ikke MBUX multimediesystem
Interiøret er ændret med nyt sædebetræk og opdateret connectivity system og større touchscreen på syv tommer inklusive navigation – samt nye ventilations-layour samt alu-indlæg og brug af pianolak.
Vito har dog ikke samme nye interiør, som kendes i Sprinter-modellen, som jo er helt ny – og bl.a. har dobbelt digital instrumentering med to skærme og MBUX Mercedes-Benz User Experience – multimediesystem.
Det vil, fik vi at vide i Berlin, først finde vej til Vito serien, når der kommer en ny generation. 2020 modellen her er i store træk en designmæssig opdatering (facelift). Men teknisk er vigtig opdatering med den forbedrede sikkerhed og ny og renere teknik. Euto 6d TEMP miljøkravene er opfyldt.
Test af el og diesel
Vi har prøvet den nye model ved et kort arrangement i Berlin, hvor vi nåede at køre i et par af de nye biler. Bl.a. 1,9 CDI med 190 hk og firehjulstræk – og så den spændende nye e-Vito Tourer elektriske minibus, der dog først får dansk premiere sidst på året. Den vender vi tilbage til.
De øvrige Vito modeller kan allerede bestilles nu – og priserne er fastlagte. Således koster de baghjulstrukne udgaver fra 258.800- til 298.800 kroner plus moms. De forhjulstrukne udgave koster fra 208.- til 240.000 kroner plus moms.
Først og fremmest er bilerne godt skruet sammen, og der er gjort ekstra meget ud af detaljerne i den nye Vito – men man sidder fortsat meget lodret bag rattet i varebilerne.
Ny motorgeneration
2-liter motorserien OM654 i de baghjulstrukne udgaver i den nye Vito generation er langsliggende – og sikrer mere lydløs og komfortabelt støjniveau ligesom der er færre vibrationer. Det sker bl.a. ved brug af Nanoslide coating af cylindervæggene.
Teknikken kunne tidligere kun fås i busudgaven (Tourer) – og den nye serie betyder op til 13 pct. bedre brændstoføkonomi og dermed lavere CO2 udledning. Man kan vælge topfarten på enten 120- eller 160 km/t (teknisk indstillelig.)
De nye motorer yder 136 hk i 114 CDI, 163 hk i 116 CDI og som nævnt 190 hk i 119 CDI. De kører teknisk med SCR katalysator, ASC Slip katalysator og AdBlue efterbehandling.
To udgaver med 136 hk
De mindre motorer (tværstillede) i OM622 serien til de forhjulstrukne modeller hedder 110 CDI med 102 hk – ligesom 114 CDI med 136 hk også fås med forhjulstræk. Begge motorer er på 1,7 liter.
Der er således to udgaver af 114 CDI med 136 hk – med for- og baghjulstræk – med enten 1,7- eller 2-liter motor og valg imellem for- eller baghjulstræk.
Nyttelasten i Vito er op mod 1.369 kg. Trailervægt op til 2,5 tons.
Bakspejl som monitor
Forbedringen på sikkerhedsområdet gælder i første omgang som nævnt adaptiv fartpilot, som Mercedes kalder Distronic, hvor bilen holder afstand til trafikanterne foran – og dermed kan man undgå mange trafikuheld.
Active Brake Assist er også et nyt aktiv for Vito-serien – det er navnet på Mercedes nødbremse, som er standard på alle bilerne.
Dertil kommer et kamera bag på bilen, så man kan følge trafikken bagude via bakspejlet, der fungerer som monitor. Systemet fungerer godt – og man bliver glad for det, når man kører i den tætte trafik i Tysklands hovedstad. Systemet fås dog først i begyndelsen af 2021.
LED forlygter
Vi skal også nævne udstyrsmuligheder som BLIS – Blind Spot informationssystem, hvor man som chauffør advares mod medtrafikanter i bilens blinde vinkler – samt linjevogter, klimaanlæg, DAB+ radio og LED forlygter.
Endelig fås 180 grader bakkamera – digitalt styret, så billederne står mere skarpe.
9-trins automatgear
Vores dieseltestbil havde 9-trins (9G) automatgear, som følger med modeller med baghjulstræk – hvor forgængeren havde 7-trins automatgear – og det nye gearskift fungerer rigtig godt. Meget blødt skiftende – også når man accelererer med 190 hk maskinen.
Man kan ydermere vælge imellem Sport- og Comfort mode – og manuel mode og så bruge skiftepladerne bag rattet.
239 hk til topudgave
De mindre kraftige modeller med forhjulstræk har alle 6-trins manuelt gear. En enkelt af de baghjulstrukne udgaver (116 CDI) kan fås med manuel gearkasse.
Den prøvede 1,9 CDI har fortsat det kraftigste maskine til varebilerne, mens kan få i Tourer udgaven med en ny 224 CDI teknik med 239 hk og 500 Nm moment – plus overboost på ekstra 30 Nm. Den når 100 km/t på 7,9 sekunder og klarer 210 km/t.
Denne Vito-model kan så også fås med Airmatic luftaffjedring, hvor bilen får differentieret frihøjde mellem 10- og 30 mm. Airmatic fås også til e-Vito Tourer, V-klasse og den mere avancerede EQV model. Testbilerne i Berlin havde dog ikke Airmatic, så det kunne vi ikke prøve.
Danske kunder er anderledes
124 CDI kan dog også fås i dobbeltkabine-udgaven Mixto, men i det hele taget har vi i Danmark for vane at ombygge minibusser til gulpladebiler for de kunder, som efterspørger det.
Repræsentanterne fra fabrikken udtalte på mødet i Berlin dog, at det ikke er noget, som kunderne efterspørger – med så kraftige motorer, men måske danske kunder er anderledes.
Det samme svar fik vi, da vi spurgte, om den nuværende elektriske e-Vito Van ikke vil få den nye teknik fra e-Vito Tourer. Kunderne, blev vi fortalt, har ikke brug for en rækkevidde på 421 kilometer (NEDC), som e-Vito Tourer præsterer.
Spændende e-Vito Tourer
Teknikken er hentet i den avancerede EQV udgave, som allerede blev vist for et år siden – e-Tourer har dog ikke den store touchscreen som EQV.
VOTY.dk prøvede den nye e-Vito Tourer ved præsentationen i Berlin, og vi må virkelig tage hatten af for Mercedes-Benz for at præsentere en Van med en rækkevidde på 421 kilometer (NEDC) – og ca. 360 km (WLTP.)
Som elbil har den jo et moment fra 0 km/t, så den er jo lynhurtig – og det er jo sjovt, når man skal hurtigt væk fra et lyskryds i et trafikalt tætpakket Berlin.
Taxi og hotelbus
Men den øgede rækkevidde er jo fantastisk, når man ikke kun kører rundt i city. Derfor er den spændende – også som Van, og den må jo komme på et tidspunkt – selv om den store batteripakke tager lidt af nyttelasten.
Med op mod 360 km rækkevidde (WLTP) kan man jo nå rundt i yderområderne. Derfor satser fabrikken også på, at e-Tourer er super som f.eks. hotelbus eller taxi – eller måske delebil og bilen til storfamilier.
Min taxichauffør tilbage til lufthavnen efter endt test kørte e-klasse diesel – og var meget interesseret i en el-taxi, men rækkevidden var ikke det eneste. Opladningen skal være hurtig – for de var flere chauffører om bilen.
Fra 45 minutter til 10 timer
Med DC-hurtiglader (jævnstrøm) på 110 kW (max) tager det 45 minutter at lade fra 10- til 80 pct. – 80 minutter fra 10- til 80 pct. med 50 kW – mens en Wallbox hjemme i taxaselskabets garage på max. 11 kW (AC/vekselstrøm) vil tage 10 timer.
Og det var vores chauffør noget usikker på kunne tilfredsstille taxi-vognmanden – selv om vores chauffør måske kun kører 100 km på en vagt på 10 timer. Men han havde f.eks. lige haft en tur på 40 km. Så på nogle dage bliver det også 150 km eller mere.
Via rekuperation – opsamling af strøm ved opbremsning – foregår der en opladning under kørslen. Der er fem trin, som man vælge – hvoraf ét er automatik, hvor systemet aflæser kørestilen. Dertil kommer tre køretyper – bl.a. sport og eco. Indstilling sker via skiftepladerne bag rattet.
Egnet til gulpladebil
Men teknisk er ydelsen 150 kW (204 hk) og momentet 362 Nm. Forbruget er oplyst til 26,2 kWt pr. 100 km. Bilen bruger iøvrigt CCS ladestandard.
Bilen har litium-ion batteri i bunden af køretøjet og stjæler ikke plads. Der er både mulighed for opladning med vekselstrøm (AC) eller jævnstrøm (DC). Topfarten kan reguleres til 140- eller 160 km/t.
Vi har talt med et par opbygger-firmaer herhjemme, som bestemt mener, at en ombygning af e-Tourer til Van ville være interessant – set i lyset af den øgede interesse for el-køretøjer til distribution.
–