Mercedes Benz Vans vil prøve at kapre endnu flere varebilskunder fra konkurrenterne. Derfor hæver importøren udstyrsniveauet markant for varebilsmodellen Vito.

Til gengæld vil der fremover kun være én udstyrsvariant. Det vil gøre det enklere at vælge.

Det kan ofte være en kompliceret affære at skulle vælge sin nye varebil, for udvalget af modeller og udstyrsvarianter på varebils-markedet er enormt. Selv det mest basale komfort- og sikkerhedsudstyr skal ofte tilvælges som dyrt ekstraudstyr.

Læderrat og automatgear

Men sådan behøver det ikke at være længere – ifølge Mercedes-Benz importøren.

Når det gælder udstyr er multifunktionsrat i læder blevet tilføjet listen over standardudstyr, og vælger man versionen med baghjulstræk, følger også automatgear med – og en samlet tilladt vogntogsvægt på 5,5 ton.
Priserne begynder ved 1.795 kr. pr. måned plus moms for Mercedes Vito 114 udgaven.

Lys- og regnsensor

På listen over standardudstyr finder man desuden aircondition, radio med bluetooth, lys- og regnsensor samt komfortførersæde med armstøtte, armlæn og varme – ligesom man kan vælge mellem sidehængslede bagdøre og tophængslet bagklap. Sidevindsassistent er automatisk bygget ind i en Vito – sikkerhedsudstyr, som blev lanceret første gang i den forrige Sprinter version.

Selvom standardudstyrs-niveauet er højere end tidligere, er priserne ikke fulgt med op. De begynder ved 1.795 kroner pr. måned i 48 måneder med 60.000 km – og 35.000 kroner i udbetaling inklusive afgift og eksklusive moms for Mercedes Vito 114.

Helstøbte standardbiler

Prisen er ifølge salgschef fra Mercedes-Benz Vans i Danmark, Louise Klink Raaschou, et helt bevidst valg.

”Vi har en ambition om at styrke vores position i midsize-segmentet, så vi kan få endnu flere varebiler fra Mercedes-Benz ud at køre på de danske veje. Vi håber derfor, at mere helstøbte standardbiler samt mere gennemskuelige og attraktive priser vil få endnu flere kunder til at vælge en Mercedes Vito,” siger Louise Klink Raaschou.

Opdateret Vito i efteråret

Den største varebil fra koncernen, Sprinter, blev lanceret i fjor – og den fås i dag med bl.a. nødbremse og adaptiv fartpilot som ekstraudstyr.

Dette sikkerhedsudstyr kan dog endnu ikke fås i Vito-modellen. Men ifølge oplysninger fra fabrikken skulle den opdaterede Vito, som lanceres i efteråret, få mere sikkerhedsudstyr på udstyrslisten. Hvad det helt nøjagtigt omfatter, vides dog ikke endnu.

Foreløbig er minibus-udgaven af Vito – kaldet V-klasse – netop lanceret i en helt ny udgave – med nyt interiør og øget sikkerhedsudstyr. Den kan allerede bestilles hos danske forhandlere.

Tilkøb af ekstraudstyr

Det er også muligt at tilkøbe mere udstyr til en ny Vito. LED-forlygter med Intelligent Light System fås til 150 kroner pr. måned, mens oliefyr fås til 85 kroner pr. måned.

Desuden findes der fire udstyrspakker.

Cargo-pakke:
Trægulv i varerum samt træk til 2.500 kg. til 85 kr. pr. måned.
Navi-pakke:
Audio 40/15 samt bakkamera til 135 kr. pr. måned.
Safe-pakke:
Thorax airbag for fører og passager, windowbags, køreassistentpakke inkl. Blind Spot Assist og vognbaneassistent samt Collission Prevention System til 150 kr. pr. måned.
Complete-pakke:
Indfarvede kofangere, parkeringspakke inkl. bakkamera, forkromet kølergrill, sprinklersystem med varme, automatisk klimaanlæg, oliefyr med timer og fjernebetjening, Intelligent Light System-forlygter og Audio 40/15-radio og læderkabine i Artico: 595 kr. pr. måned.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk