(LEIDEN)
–
Det er et godt tidspunkt, at Toyota har valgt at forny sin bestseller Yaris – for ser man på salgstallene for Yaris som gulpladebil sidste år, er de faldet en del i forhold til året før. Nemlig fra 532 enheder i 2015 til 340 enheder i 2016.
Men den holder stadig konkurrenterne bag sig – og er den bedst sælgende mini-Van på markedet.
VOTY.dk har været i Holland for at prøve den nye generation Yaris – og køreegenskaberne er virkelig gode. Den står godt fast i selv hurtige kurver – men sæderne byder ikke på den bedste støtte. Det var endda ganske højt udstyrede udgaver, som vi kørte i.
Toyota Safety Sense
Nu er Yaris som familiebil måske ikke én, som man kører mange kilometer i om året – men som f.eks. inspektørbil på gule plader i et entreprenørfirma kører bilerne hele tiden. Til gengæld lokker Toyota nu med standard Safety Sense system med aktivt nødbremsesystem, linjevogter og skiltegenkendelse.
På testturen havde min kollega fra Jyllands-Posten og jeg dog svært ved at få nødbremse-systemet til at fungere – det skulle selv bremse, når man nærmer sig køretøjet foran én, hvis man som chauffør er uopmærksom.
Det skete ikke visuelt og ved advarselslys – og selv om bilen så skulle tage over og bremse, skete det ikke i de par biler, som vi prøvede. Måske har vi gjort noget forkert – for man må ikke dreje på rattet og holde højrefod på bremsepedalen, når man nærmer sig det andet køretøj. For så tror systemet, at man selv vil overtage kørslen.
Erhvervslivet vælger diesel
Fordelingen af Yaris Van ventes at blive 65 pct. hybridmodeller, 20 pct. diesel, 10 pct. ,0 benzin og fem pct. 1,5 benzin. I bygge- og entreprenørbranchen er hovedvægten dieseludgaver – men bl.a kommuners hjemmepleje biler ofte er hybridmodeller.
Udstyrsmæssigt er første gruppe normalt ikke kendt for at købe luksusmodeller – men i den nye udgave er pris-springet ikke særligt stort fra f.eks. T1 og H1 til T2 og H2 og videre til Premium og Flavour.
Billigste Van med 1,0 VVT i udstyrsniveau T1 koster eksklusive moms 75.759 kr. Hybridudgaven koster fra 101.652 kr. og diesel fra 105.173 kr. Springet fra T1 diesel til T2 diesel er knap 10.000 kr. plus moms
Testede ikke diesel
I Holland kørte vi kun i den opdaterede hybridmodel og den nye 1,5 liters benzinmodel – for 1,4 liters dieseludgaven er teknisk uændret.
Hybridmotoren er blevet mere vibrationsfri gennem bl.a. nyt motorophæng, ny udstødning og ny underramme. Den er heller ikke så støjende ved acceleration grundet ændret motorstyring – men der er fortsat den generende elastikeffekt og høje motoromdrejninger – så hybridmodeller kræver afdæmpet kørsel.
I bytrafik er den virkelig harmonisk – og selv om vi kørte en rute på 100 kilometer fra Leiden til Zandvoort og retur med meget motorvej på tilbagevejen, opnåede vi at køre med 40 pct. eldrift. Man kører i snit også 32,3 km/l i bykørsel og 30,3 km/l ved blandet kørsel – og CO2 udledningen er kun 75 g/km.
Automatgear inklusive
En fordel er også, at hybridbilen fortsat har automatgear som standard – men kan også få 1,5-liters benzinudgaven, som beskrevet herunder, med CVT automatgear – men så koster de to udgaver næsten det samme – men her sejrer hybridbilen gennem den langt bedre brændstoføkonomi.
1,5 liter benzinmotoren afløser 1,33 liter benzinmotoren – og den sikrer bl.a. 10 pct. lavere brændstofforbrug – men alligevel 11 Nm højere drejningsmoment på 136 Nm – samt mindre støj og mindre vibrationer.
Der er trækkraft fra cirka 1.500 omdrejninger – i fjerde gear fra 45 km/t, i femte gear fra 50 km/t – og i sjette gear fra 60 km/t. Kører man fornuftigt, er den ret støjsvag – men ved kraftig acceleration er den ikke lydefri. Vi fornemmede også lidt vindstøj – i øvrigt i begge motorudgaver.
Bedre kvalitet
Generelt virker samlekvaliteten bedre end før – og valget af materialer er bedre, især i topmodellerne Premium og Flavour, hvor der også er mulighed for to-farvet karosseri og interiør holdt i karosserifarve.
Man har også adgang til multimediesystemet Toyota Touch 2 med syv tommer touch-screen inklusive bakkamera, som er rart ved kørsel ved byggepladser. Infotainment omfatter bl.a. Bluetooth og trådløs streaming af musik.
Bilerne er allerede til at bestille – med levering om cirka en måned. Bilerne bygges i den franske by Valenciennes. Første Yaris så dagens lys i 1999, anden generation kom i 2005, tredje generation i 2011 og fjerde generation i 2014. På den nye udgave er der gennemført 900 ændringer i forhold til de tidligere udgave.
–
Info varerum:
–
Læssehøjde: 670 mm.
Mål: 1.360 x 1.300 x 950 mm.
Mellem hjulkasser: 995 mm.
Åbning bredde bagklap: 1.010 mm.
—
Info diesel 1,4 D-4D:
–
Motor: 4 cyl. Diesel.
Slagvolumen: 1.364 ccm.
Ydelse: 90 hk.
Moment: 205 hk v. 1.800-2.800 omdr.
Topfart: 175 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,8 sek.
Gear: 6 trins manuel.
–
Info 1,5 l. benzin:
–
Motor: 4 cyl. Benzin.
Slagvolumen: 1.496 ccm.
Ydelse: 111 hk.
Moment: 136 Nm v. 4.400 omdr.
Topfart: 175 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,0 sek.
Gear (testbil): 6 trins manuel.
–
Info: 1,5 l. hybrid.
–
Motor: 4 cyl. benzin.
Slagvolumen: 1.497 ccm.
Ydelse: 100 hk (benzin: 73/el: 61 hk).
Moment: 111 Nm v. 3.600-4.400 omdr.
(Elmotor giver altid 169 Nm)
Topfart: 165 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,8 sek.
Gear: Trinløs CVT.