I begyndelsen af 2023 forventer den danske Aiways importør i Køge at kunne levere de første udgaver af den nye topmodel U6 Ion.

En bilmodel, der skal få endnu flere til at vælge den kinesiske luksusbil, hvor nærmest alt tænkeligt udstyr er standard – I U5 kan man således kun tilvælge sort tagfarve – og alligevel til en pris på hvide plader på mellem 350.- og 400.000 kroner.

Den nuværende U5 model kom i fjor og blev solgt i 35 enheder på hvide plader og en enkelt på gule plader. I år er tallet inklusive juni 101 enheder ifølge De Danske Bilimportører – og to som Van. 13 er leveret som taxi.

3-400 stk. om året

Pressechef Erik Morsing fra Aiways Danmark, som er datterselskab til den danske Suzuki importør, forventer at salget af U6 næste år vil nå op mellem 3- og 400 enheder – inklusive en håndfuld som Van.

For SUV Coupé stilen er meget moderne. BMW kalder stilen Sport Activity Vehicle – som deres X6 er døbt.

Salget af U5 vil ende på samme niveau – på årsbasis – i både indeværende- og næste år. Ikke mindst fordi man kan levere.

Næsten klar til produktion

Vi var en tur i Køge i går for at bese den nye bil, som skulle have været udstillet på biludstillingen i Genève, som dog atter blev aflyst på grund af Corona. Der er tale om en bil, der stadig er prototype – men tæt på den endelige udformning.

Hækspoiler og sideskørter vil dog ikke finde vej til den endelige udgave – og også interiøret vil være anderledes. Bilen blev vist med 21 tommer fælge – men det vil sandsynligvis ikke være standard.

Både hvad angår sæder og instrumentering. Der er en stor skærm på 14,6 tommer, som måske bliver endnu større – mens skærmen foran chaufføren vil blive erstattet af et elektronisk informationsbånd.

Alt sikkerhedsudstyr

Udstyret er ikke endeligt meldt ud – men der bliver alt tænkeligt sikkerhedsudstyr og alt i assistentsystemer – plus trådløs Apple Car Play.

Bilen har rammeløse vinduer og ophængt rat. Flyrattet bliver nok ikke til noget i produktionsmodellen.

Nærmeste konkurrent er ifølge Morsing biler som Kia EV6 og VW ID5. Sidstnævnte fås med 204 hk – som Aiways-modellerne.

440 km rækkevidde

Elmotoren er fra Bosch, der har fabrik i Kina. Batterierne fra kinesiske CATL – blandt verdens største batteriproducenter og som tilmed ejer én pct. af Aiways.

U6 har samme MAS platform som U5 – kaldet ”More Adaptive Structure” – med en akselafstand på 280 cm – og med masser af plads bag forsæderne.

U6 er mere aerodynamisk udformet end U5 – så rækkevidden bliver derfor lidt længere – 440- i stedet for 400 km. Batteripakken er på 63 kWh – og bilen kan lynoplades med 90 kW.

På nettet eller via forhandlere

Meningen er, at man køber bilen på nettet – men der 11 servicepunkter, hvor man også kan prøve bilen og faktisk også kan købe den – alle en del af Suzuki forhandlernettet. Ud af samlet 60 Suzuki forhandlere og salgssteder.

På nettet vælger man ellers selv den forhandler, man ønsker til test og senere service – og så videregiver importøren henvendelsen til forhandleren.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk