Volvo Trucks er gået sammen med Shell for at promovere flydende naturgas (LNG) til lastbiler.
Samarbejdet handler om at kombinere Volvos udbud af FM-modelrækken med metan-diesel med Shell’s store europæiske net af servicestationer, hvor man kan tanke LNG.
God synergi
Pressechef hos Volvo Trucks, Lennart Pilskog, udtaler i den forbindelse, at samarbejdet passer godt, fordi Shell er en nøglespiller i markedet for brændstof og Volvo er en af de førende lastbil-producenter, der kan tilbyde en energi-effektiv LNG-lastbil.
“Sammen tror vi, at vi kan fremskynde introduktionen af LNG i transporterhvervet – både gennem vores egne aktiviteter og ved at inspirere andre, siger Lennart Pilskog.
Rækkevidde på 1.000 km.
Volvo FM med Methane-Diesel kan fås i flere europæiske markeder – og rækkevidden med fuld LNG-tank er cirka 1.000 km.
Systemet passer på enheder på mellem 40 og 60 tons. Blandingen er op til 75 pct. LNG og 25 pct. Diesel – alt efter kørsels-mønster.
Dominerende drivmiddel
Der er dog ingen tal for, hvor meget de to selskaber kan forestille sig, hvor hurtigt brugen af LNG vil øges – men Lennart Pilskog mener at udsigterne er meget favorable.
“At benytte LNG i en dieselmotor er meget energi-effektivt. Det er en ny mulighed for brændstof, som kunne være dominerende i tunge lastbiler i en overskuelig fremtid, siger Lennart Pilskog.