Bedre tankningsmuligheder på tværs af landet – og øgede krav til grøn transport fra bl.a. detailhandelen – har fået interessen til at investere i biogas-lastbiler til at stige.

For et år siden måtte Transportmagasinet tage til Sverige for at prøve den nye Iveco S-Way med biogasmotor – der var ingen herhjemme – men nu står kunderne i kø for at købe de miljørigtige lastbiler.

Levering marts 2022

”Man må endda påregne, at vores forhandlere herhjemme først kan levere de nye CNG gas-modeller i marts måned næste år,” siger produktchef for tunge køretøjer i Iveco North Europe, Henning Nielsen.

Der er både solgt Iveco S-Way til comprimeret gas (CNG) og flydende gas (LNG) – sidstnævnte er der dog endnu ingen tankstationer med, men de sælges til danske vognmænd, der har afdelinger i Tyskland.

Til korte distancer

”CNG er velegnet til korte distancer; men hvis der for eksempel kommer nogle LNG-tankstationer (flydende naturgas) langs motorvejsnettet, så er der ingen tvivl om, at efterspørgslen vil øges drastisk på grund af en 2,5 gange længere rækkevidde end på den komprimerede gas. Alt dette er dog under forudsætning af, at gasprisen bliver gjort attraktivt i forhold til dieselprisen,” siger Henning Nielsen.

Faktisk har Iveco leveret 150 lastbiler, der kører på LNG – altså til kørsel i Tyskland. Herhjemme er der p.t. ordrer på cirka 30 CNG udgaver S-Way – ikke mindst til at køre for dagligevare- og levnedsmiddelbranchen.

Fakta CNG kontra diesel:

CNG er næsten tre kroner dyrere pr. kg/liter end diesel, hvortil dog kommer brug af AdBlue til diesel – og en CNG-lastbil er også en del dyrere end en diesellastbil. Hvis en lastbil på CNG koster 650.000 kroner, koster en tilsvarende dieseludgave i omegnen af 150.000 kroner mere.

Miljømæssigt har CNG store fordele – med en CO2 reduktion på 95 pct., en reduktion af partikler på 99 pct. og reduktion af NoX’er på 90 pct. Totaløkonomisk er forskellen mellem de to drivliner begrænset.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk