(GRANADA)

DAF Trucks er først til at udnytte nye vægt- og længdebestemmelser til lastbiler fra EU – det har givet bedre plads i kabinen og dermed bedre komfort til chaufføren – samt bedre aerodynamik og dermed bedre brændstoføkonomi. Vi har prøvet nyheden i Spanien.

DAF Trucks har taget fusen på den samlede lastbilsbranche med sin ”New Generation” lastbiler – ved at være først med nye EU-dimensioner på sine nye produkter: XF, XG og XG+.

DAF opsnappede under den syv års udviklingsperiode de kommende bestemmelser i god tid til at kunne udnytte mulighederne for en længere førerhus. Derfor bruger DAF selv betegnelsen ”Start the Future” om de nye biler.

200 kg lettere

I alt er fronten i XG og XG+ forlænget med 16,5 centimeter – ligesom akselafstanden er øget, og det giver muligheden for at få bedre aerodynamik.

Vægten i forhold til den nuværende XF er sænket med 200 kg – med samme teknik og førerhus. Den største XG+ vejer kun få kilo mere end den nuværende XF – fordi der bruges særligt let højstyrkestål. Samlet er der sparet 10 pct. brændstof og tilsvarende CO2 udslip.

Man får en bedre aerodynamik på 19 pct – og hele 6,3 pct. lavere brændstofforbrug. Man skal glemme førerhuse med kanter. Også hjulkasserne er der arbejdet intenst med – med lukkede hjulkassedæksler – ligesom man har optimeret spoilere, sideskørter og bundplade.

Støjsvag kabine

Udefra er den nye generation af DAF lastbiler en naturlig udvikling – nu med blødere former og et ”knæk” på kølergrill’en. Forruden buer tillige, så den går ud foran A-stolpen – og ruden er nu 33 pct. større end før (for sideruderne 15 pct.).

Det forbedrer udsynet for chaufføren og nedsætter vindstøjen, og vi blev faktisk glædelig overraskede, da vi prøvede de nye lastbiler i Spanien for nylig – med super udsyn fra førerpladsen.

Det betyder også en kabine, der er særdeles støjsvag, erfarede vi.

Bedre plads inden døre

Den længere akselafstand forbedrer også pladsen inden døre i XG- og XG+ udgaverne – det er ganske imponerende at opleve.

Der er 30 cm mere plads bag sæderne end i XF modellen. Og mere plads mellem sæderne og køjen – men fem centimeter længere vinkling, som giver en kørestilling, der minder om store personbiler.

Vi kan derfor melde om bedre komfort både under kørslen og under hvileperioder – og dertil kommer en bredere køje, der endda kan indstilles elektrisk som en elevationsseng, så den også kan benyttes som lænestol, som vi fik demo-chaufføren til at vise os.

Lounge-udformning

Samtidig kan forsæderne fås med en konsol, så sæderne kan drejes til siden. Derved kan man sidde sidelæns og have udtræksbordet i instrumentbrættet lige foran én. Eller give førerhuset en lounge-udformning, hvor man let kan gå omkring.

XG førerhuset er tillige anbragt 13 cm højere på chassiset, så motortunnelen ikke tager så meget plads op – faktisk rager den kun fem cm op i stedet for 17 cm.

Men den højere placering betyder ikke mere besværlig entré til kabinen – der er stadig kun tre trin op om end trinnene er ret høje med 37,5 cm mellem hvert af trinnene mod max. 33,5 cm i XF.

Stadig mest rummeligt

I forhold til XF er den indvendige ståhøjde i XG og XG+ fantastisk – nemlig plus 20 cm i XG og 35 cm i XG+. Det betyder, at DAF fortsat kan præstere det højeste og mest rummelig førerhus i branchen – der er fortsat en føling af plads som DAF altid var været kendt for i sine Super Space Cab førerhuse.

XG har ståhøjde på 204 cm. 217 cm bliver det til i XG+ – så er der plads til alle.

I forhold til XF og XG har XG+ endnu større opbevaringsskabe over forruden – fordi der er et fremspring over ruden på 10 cm. 273 liter bliver det til i skabene. Det er 85 liter mere end i XF og XG.

Kameraer frem for spejle

DAF har ligesom Mercedes-Benz og MAN valgt at tilbyde deres nye biler med kameraløsning i stedet for traditionelle sidespejle.

DAF er dog ikke helt færdige med at udvikle systemet – men det er helt klart en fordel for udsynet og dermed trafiksikkerheden, kan vi garantere efter de første testkilometer.

Kameraerne betyder også mindre vindmodstand – på 4,5 pct. Det betyder en sænkning af brændstofforbruget på 1,4 pct ifølge fabrikken. Faktisk er det den forbedrede aerodynamik i de nye lastbiler, der udgør den største brændstofbesparelse.

Corner View kamera
Når det gælder udsyn, så er DAF også et hestehoved foran konkurrenterne. Dels har man indført LED forlyger – og dels har man udviklet systemet Digital Vision System.

Det består af kameraer som erstatning for sidespejlene – og så et kamera over fronten til højre – så man i monitoren i kabinen kan se hele vejen rundt om lastbilens højre side af førerhuset.

DAF kalder ”hjørnespejlet” for Corner View – og er en forbedring i forhold til de ekstra spejle, der kræves med spejlløsninger.

Rude i højre dør

Corner View kameraet kan i øvrigt også kombineres med de traditionelle sidespejle. I praksis virker især Corner View imponerende – og man kan i en monitor på A-stolpen se, hvad der sker foran og til højre for førerhuset. Det er rart, når man skal svinge til højre.

Sikkerhedsmæssigt tilbyder DAF nu en rude i højre fordør – i stil med mindre bybiler – men de store biler skal jo også om hjørnet. Og ruden øger trafiksikkerheden markant.

Vi skal også pege på bedre sikkerhed – bl.a. med en ny ratstamme, som deformerer og trækker rattet væk fra føreren ved kollisioner. Og førerhuset kan deformere 40 cm i sine beslag – og stadig sidde fast på chassiset.

33 pct. færre ledninger

Teknisk bruges der 33 pct. færre ledninger og kabler i den nye DAF – og al check kan foregå udenfor bilen.

Når det gælder drivline, er der tale om genbrug – dog opdateret til at klare fremtidige miljøkrav. Vi prøvede alle tre typer af førerhuse – og tre forskellige motorer: Paccar MX11 med 450 hk og MX 13 med 480 og 530 hk.

Af tekniske detaljer er der en ny turbocharger – der er med til at give lavere omdrejninger i motorerne – og en fladere momentkurve. I 530 hk udgaven opnås max moment på 2.700 Nm fra 900 omdrejninger. Vi kan også nævne ny eco-roll funktion, som virkede fint.

12 lettere motor

Motoren er også blevet 12 kg lettere – gennem bl.a. nyt cylinderhoved, ny blok, nye stempler og oliepumpe – samt med udstødningen ført over chassiset minimerer varmetab mellem motor og efterbehandlingssystemet.

Bagakslerne er også forbedrede – og bremsekalibrene er lettere. Serviceintervallerne er 200.000 km eller én gang om året.

450 hk udgaven fandt vi i en trækker med tanktrailer – med 30 tons totalvægt, hvor de øvrige biler, vi kørte var på 40 tons.  480 hk maskinen fandt vi i topmodellen XG+ – med tre akslet trailer – mens topmotoriseringen 530 hk lå i en XG med kærretræk.

Opdateret motorbremse

Vi kørte i særdeles kuperet terræn med motorvej og små landeveje – og alle de tre motorer savnede ikke trækkraft. Den lille MX 11 motor skulle tilmed kun trække de 30 tons. Især 530 hk motoren var særdeles smidig og med masser af kræfter.

Vi skal fremhæve den opdaterede motorbremse, som virkede godt i det bjergrige område. Alle testbiler var letkørte – de opførte sig eksemplarisk og var faste i affjedringen.

De primære kørefunktioner betjenes desuden fra rattet eller fra stilke på ratstammen. Lige ved hånden – også det blev vi glade for på vores time lange test af de tre nye lastbilsmodeller. Vi skal også nævne intelligent, justerbar fartpilot – eventuel adaptiv – nødbremsesystem og vognbaneassistent.

Digital instrumentering

Nyt er også den digitale instrumentering – som kan personificeres med bl.a. stor 10,1 tommer Touch skærm med navigation. Det kræver måske tilvænning at blade rundt – men en del funktioner af beholdt som faste kontakter.

Men man bliver hurtigt dus med de nye DAF lastbiler – og som chauffør kan man få sit instrument lay-out helt personligt udformet.

Alle trækkere var 4×2 – men vores XG var en 6×2 forvogn med kærre – andre akselkonfigurationer dukker op i 2022.

Lavere gearing – lavere forbrug

Gearkassen var ZF TraXon 12 trins udgaven – og DAF havde forbedret drejningsmomentet med en bagaksel med lavere gearing (2,21:1), så der arbejdes med lavere omdrejninger og lavere forbrug.

I Spanien var der udstillet en trækker med brintteknik – som prototype. Der arbejdes både med brint, batterielektriske udgaver og hybridudgaver.

DAF indrømmer, at det er XF, der bliver bestselleren. Det er billigst – og køber man ind til en større flåde, holder man vel igen på udgifterne.

XF som bestseller

Men for vognmanden, der kører sin egen bil, vil topmodellerne blive et normalt valg – og her kan man også bestille en masse ekstraudstyr ab fabrik. En del af de løsninger, som vi mødte i bilerne, er ikke standard.

Ifølge DAF tekniske chef Raoul Wijnands, vil 50 pct. af produktionen være XF udgaven, hvor XG vil udgøre 30 pct. og XG+ udgøre 20 pct.

De første danske kunder får allerede deres biler i år. Fra fabrikken i Holland går 80 pct. af produktionen til eksport.

En stolt præsident

Ved testen i Spanien mødte vi også DAF’s CEO og præsident Harry Wolters, som var stolt over den nye generation af DAF lastbiler, som han anså for banebrydende.

Han fremhævede, at der siden salget blevet åbnet i juni i år var bestilt mere end 7.000 New Generation DAF lastbiler.

Han mente sågar, at XF og XG-udgaverne hver kunne gå hen og opnå 45 pct. af produktionen – og så 10 pct. til XG+.

Tror på brint i fremtiden
Harry Wolters pegede også på fremtiden, hvor han havde stor forventning til fremtidige brintudgaver som langturs lastbiler, hvor el- og hybridudgaver fortrinsvist vil blive by- og regional transport.

DAF er langt md brintforskning – hvor man modsat mange andre producenter satser at benytte forbrændingsmotoren som udgangspunkt for brintteknologien – for at spare i omkostninger for vognmanden.

Vores DAF testbiler:
Type: XF 450 FT 4×2 trækker.
Motor: MX-11, 10,8 liter. Euro 6.
Ydelse: 449 hk ved 1.600 omdrejninger.
Moment multitorque: 2.350 Nm ved 900-1.125 omdr.
Moment: 2.200 Nm ved 900-1.400 omdr.
Gearkasse: TraXon 12 trin.
Bagakseludveksling: 2.21:1.
Foraksel: 8 tons parabel.
Bagaksel 13 tons luft.
Akselafstand: 3,80 meter.

Type: XG 530 FAN 6X2 forvogn/kærre.
Motor: MX-13, 12,9 liter. Euro 6.
Ydelse: 530 hk v. 1.675 omdrejninger.
Moment multitorque: 2.700 Nm ved 900-1.125 omdrejninger.
Moment: 2.550 Nm ved 900-1.400 omdrejninger.
Gearkasse: TraXon 12 trin.
Bagakseludveksling: 2.40:1.
Foraksel: 8 tons parabel.
Bagaksel: 13 tons luft.
Medløb-aksel: 7,5 tons luft.
Akselafstand: 5,30 meter.
Opbygning: ECF Box.

Type: XG+ 480 FT 4×2.
Motor: MX-13, 12,9 liter, Euro 6.
Ydelse: 483 hk v. 1.600 omdr.
Moment multitorque: 2.500 ved 900- til 1.125 omdrejninger.
Moment: 2.350 Nm ved 900- til 1.400 omdrejninger.
Gearkasse: TraXon 12 trin.
Bagakseludveksling: 2.21:1.
Foraksel: 8 tons parabel.
Bagaksel:13 tons luft.
Akselafstand: 4,00 meter.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk