Ford Transit Courier har i årevis været i varebilernes miniklasse, men den helt nye model er blevet et nummer større både ind- og udvendigt. I forhold til den nuværende Courier er afløseren en halv gang større – og man har forsøgt at tillempe det populære SUV design.

På den måde er den kommet tættere i størrelse på storebror Transit Connect, der også er på vej i en ny udgave – som søstermodel til Volkswagen Caddy.

Courier er dog fortsat et rent Ford produkt, der fremover bygges på Fords- og Ford Otosans fabrik i Cariova i Rumænien, hvor den deler produktionssted og platform med Fords personbil Puma.

Bedre køreegenskaber

Det betyder bl.a., at Courier har fået bedre køreegenskaber både med og uden læs (testet med 250 kg.). Det ses sjældent i en varebil.

Det har vi erfaret efter først at have stiftet bekendtskab med bilen på Fords prøvebane Lommel i Belgien sidste efterår – og i begyndelsen af det nye år på kuperet terræn med elendige veje i Barcelonas bagland.

Nu har vi så kørt den herhjemme, hvor bilen først nu så småt er ved at dukke op hos de danske Ford-forhandlere. bilen kan bestilles nu. Prisen for en Trend-udgave med 100 hk dieselmotor begynder ved 209.755 kroner plus moms.

Diesel kun manuel gearkasse

Testbilen herhjemme var en 4-cylindret 1,5-liters dieseludgave med 100 hk – med et forbrugssnit på 18,9 km/l (WLTP). I vores test herhjemme opnåede vi et gennemsnit på 15 km/l.

Standard er en 6-trins manuel gearkasse. Gearskiftet var letgående og smidigt – men gearingen er ganske høj.

Der er først trækkraft ved cirka 1.400 omdrejninger – som dog er svært at aflæse, da der ikke er en egentlig omdrejningstæller. Omdrejningerne vises på et søjlesystem, som det tager tid at klikke sig frem til via en kontakt på rattet.

Højt gearet

Men så vidt vi kunne aflæse, er der trækkraft fra ca. 45 km/t i fjerde gear og 55 km/t i femte gear. I sjette gear trækker den fra 80 km/t – ved 1.800 omdrejninger – som altså er et overgear.

Hvis man i øvrigt ønsker fabrikken fine dobbelt-koblings automatgear, må man vælge bilen med 3-cylindret benzinmotor. Senere kommer også en elektrisk udgave.

God plads i varerummet

Courier er ganske letkørt med et direkte og hurtigt styretøj – med en vendediameter på 10,7 meter. Men bilen er ret hårdt affjedret, hvad vi især erfarede på dårlige og ujævne veje i Spanien.

Den gode køreegenskaber er ikke gået ud over evnen som varebil. Ved at lægge støddæmperne bagtil ned i vandret stilling, er bredden i varerummet gjort så stor, at der er plads til to europaller.

Senere i år kommer udgaven med lang akselafstand med endnu bedre plads.

1.100 kg. trailervægt

Varerummet er oplyst til 2,9 kubikmeter. Faktisk er varerummet 25 pct. større end i den nuværende Courier. Der er seks fastgørelseskroge i varerummet – og der er plads til to europaller.

Dertil kommer en mulighed for at få bilen med en luge mellem kabine og varerum, som sikrer en længde på 2,6 meter. Det havde testbilen herhjemme dog ikke.

Courier har en nyttelast på 550-845 kg – og vi skal fremhæve trailervægten, som i dieseludgaven er på 1.100 kg.

Adaptiv fartpilot ekstraudstyr

Listen af standard sikkerhedsudstyr i Courier er lang – med bl.a. nødbremse med fodgænger og cyklist-genkendelse, parkerings-assistent, tågeforlygter, præ-kollission assist, linjevogter og bakkamera.

På listen over ekstraudstyr findes så adaptiv fartpilot – testbilen havde kun fartpilot.

Vi skal desuden nævne to usb-stik (type a og c), air condition, 12 volts stik, varme i (læder)-rat og sæder, varme i forrude, armlæn på førersæde, apple car play, android auto og el-justerbare sidespejle.

Topkarakter fra EuroNCAP

EuroNCAP organisationen har crashtestet Courier – og bilen var den første nogensinde til at opnå den optimale Platin-rating.

Kvaliteten af bilen er også i orden – med fint materialevalg. Sæderne giver fin støtte.

Bilen har digital instrumentering med to sammenhængende skærme. Der er blevet plads til Fords SYNC 4 infotainmentsystem – og så er hoved-skærmen kun på otte tommer. En del indstillinger sker via skærmen – bl.a. til klima og radio.

Masser af aflæggeplads

Der er i øvrigt masser af smart aflæggeplads i kabinen – bl.a. over forruden og ekstra rum på instrumentbrættet. Til gengæld er der ikke lås på handskerummet.

Generelt er bilen designmæssigt helt sin egen med et aggressivt og lodret frontdesign.

Pudsigt er det, at Courier med forbrændingsmotorer har standard håndbremse – mens den kommende eludgave har elektrisk håndbremse.


Tekniske data Ford Transit Courier Trend:
Motor: 4 cyl. diesel.
Slagvolumen: 1,5 liter.
Ydelse: 100 hk.
Moment: 250 Nm.
Trækkraft: Fra 1.400 omdr. (4. gear fra 45 km/t, 5. gear fra 55 km/t).
Trækkraft i 6. gear: Fra 1.800 omdr./80 km/t.
Forbrug WLTP snit: 18,9 km/l.
CO2 udslip: 137 g/km.
Forbrug under test: 15 km/l.
Varerum: 2,9 kubikmeter.
Varerumsmål: 1.800 x 1.530 x 1.250 mm.
Mellem hjulkasser: 1.220 mm.
Nyttelast: 680 kg.
Trailervægt: 1.100 kg.
Vendediameter: 10,7 m.
Dæk: Goodyer Vector m+s 195/65 R15.
Pris testbil ekskl. moms: fra 209.755 kroner.