58 gulpladeudgaver af Citroën C3 blev indregistreret i årets ni måneder – og den nye udgave ventes at sælge endnu mere. For den er mere rummelig, sikrere og tillige fyldt med al den elektronik, moderne kunder spørger efter.

Bilen havde verdenspremiere på biludstillingen i Paris – og nu er den kommet til Danmark med premiere i den kommende weekend hos forhandlerne.

På bilmessen i Paris talte vi bl.a. med Xavier Peugeot, chef for produkt-marketing – og han understregede, at C3 både er kreativ og til at betale. En ægte Citroën, hvor komfort er i højsædet – og hvor designet adskiller sig fra flertallet af biler i klassen.

Airbumps som C4 Cactus
Bilen har fået større hjul a la SUV biler, bilen har arvet airbumps på siderne fra C4 Cactus for at minimere skader ved parkering – og så har der været ekstra fokus på connectivity og infotainmant. For det handler om, at vi skal være i kontakt med hinanden på mange flader – og brug af smartphones og tablets.

”Vi har kameraløsninger, Wi-Fi, en stor 7 tommer skærm og mulighed for navigation. Bilen er næsten en forløber for fremtidens selvkørende bil – og vi har haft meget fokus også på bilen som delebil, hvor nøglen ligger i en boks inde i bilen. Med en kode er man kørende. Vi arbejder også på, at passagererne vil spille med hinanden – og man vil således kunne sende spil til hinanden,” sagde Xavier Peugeot om C3’s muligheder.

Nødbremse senere
Den nye C3 har en masse sikkerhedsudstyr – men nødbremse fås nok først fra midt i 2017. Men der er mulighed for bakkamera, blindvinkelalarm og linjevogter med alarm, der fungerer ved hastigheder over 60 km/t.

C3 kan leveres med flere former for moderne teknologi, som f.eks. ConnectedCAM Citroën med integreret vidvinkel kamera samt 3D navigation med stemmestyring.

Siden introduktionen i 2002 er der produceret over 3,5 mio. eksemplarer. Herhjemme blev den kåret til ”Årets Bil i Danmark 2003”, og der kører nu over 30.000 på de danske veje.

Vigtig bil for Citroën
Med en udvendig længde på 3,99 meter og en vendediameter på 10,7 meter er den kompakt og nem at komme rundt med.

”Det er en meget vigtig model for os, da C3 udgør godt en femtedel af salget i Europa. Med sin stærke personlighed og gode komfort er det en bil, som vil kunne tiltrække nye kunder og bidrage til at forynge mærket”, udtaler generaldirektøren for Citroën, Linda Jackson.

Den nye C3 er udstyret med PureTech benzin og BlueHDI dieselmotorer. Benzinudgaverne med den 3-cylindrede PureTech motor kan fås med 68 og 82 hk med manuelt gear, og dieseludgaven er udstyret med BlueHDi 75 med Stop&Start.

I starten af næste år vil den nye C3 også kunne leveres med PureTech 110 med manuelt gear og i foråret 2017 suppleres programmet med en udgave med nyt 6-trins automatgear EAT6.  
 
Tre udstyrsniveauer
Ved introduktionen omfatter det danske modelprogram tre udstyrsniveauer: nemlig Live, Feel og Feel+.

Standardudstyr på ”Live”
Bl.a. vejstribealarm, læsning af hastighedsskilte, fartpilot og hastighedsbegrænser, fjernbetjent centrallås, indfarvede sidespejle, halogen baglygter med 3D effekt, højdejustering af førersæde, varme i forsæder, trætheds alarm og radio med Bluetooth og USB-indgang.

Standardudstyr på ”Feel”
Hertil kommer på ”Feel” bl.a. el-sideruder for, el-justerbare sidespejle, LED-kørelys og optimerede dæk (dog ikke på PureTech 110).

Standardudstyr på Feel+
Ud over ovennævnte også 7 tommer touch screen med Mirror Link og Carplay, automatisk klimaanlæg, el-sideruder, Radio Connect med 6 højttalere, Bluetooth, USB-indgang og ratbetjening samt visibilitetspakke, der bl.a. omfatter regnsensor, tågeforlygter og indfarvede el-justerbare sidespejle med varme.
   
Hertil kommer flere muligheder for ekstraudstyr, såsom blindvinkelalarm, Connected Cam Citroën, Citroën Connect Box med e-call og b-call, håndfri adgang og start samt panoramaglastag.

Gulpladepriser
Gulpladepriser er endnu ikke offentliggjort – et godt bud er priser fra cirka 70.000 kr. plus moms for benzinudgaver. En diesel vil koster fra ca. 75.000 kr. plus moms.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk