I januar måned i år kørte 42 pct af alle varebiler rundt på uegnede sommerdæk – mens det tilsvarende tal for personbiler kun var 12 pct. Det afspejler sig i ulykkesstatistikken.
For mens der for landet som helhed sker flere ulykker med motorkøretøjer om sommeren end om vinteren, er det omvendt for antallet af arbejdsulykker med motorkøretøjer. Her sker der over 50 pct flere ulykker om vinteren end om sommeren.
Folketingsmedlem, formand for Transportudvalget, næstformand i Færdselssikkerhedskommissionen, Lennart Damsbo-Andersen (S) peger på, at sætter man antal arbejdsulykker med motorkøretøjer i forhold til det totale ulykkesantal, så sker der faktisk dobbelt så mange arbejdsulykker, som der teoretisk burde.
Varebil-chauffører er pressede
Lennart Damsbo-Andersen er ikke i tvivl om årsagerne.
“Chauffører, der kører erhvervsmæssigt, er mere pressede end privatbilister. Der køres buskørsel – og man skal holde tidsplanen, mens andre bringer pakker ud – og alle har travlt. Desuden er dækkene ikke altid i orden,” siger Lennart Damsbo-Andersen.
“Hvis alle varebiler kørte på vinterdæk om vinteren, ville antallet af arbejdsulykker være væsentlig lavere. Og så ville det også hjælpe, hvis man kørte med tilstrækkelig profildybde,” siger Damsbo-Andersen.
Færre på vinterdæk
Den socialdemokratiske folketingsmand bakkes op af formanden for Dækimportørforeningen, Kenneth Saust.
“Færre varebiler kører på vinterdæk i dag end for fem år siden. Det betyder flere varebiler i grøften og på værkstedet. Det skaber flere sygedage, flere udgifter og ikke mindst flere af de lidt mindre alvorlige ulykker, hvor politi og ambulance ikke er til stede, men hvor man bagefter ofte må til lægen eller akutmodtagelsen og har sygedage. Det kunne blive meget bedre, hvis flere varebiler og minibusser kørte på vinterdæk om vinteren,” siger Kenneth Saust.
Et godt eksempel
Mange firmaer har for længst taget konsekvensen, og det gælder blandt andet hos Handicap-Befordring, der bringer ældre og handicappede ud hver dag i al slags vejr.
“Vore 340 minibusser kører med 8.500 borgere hver dag, og alle busser har monteret vinterdæk. Vi kører jorden rundt en gang om dagen, og vi skal kunne bringe vore passagerer sikkert frem uanset vejrliget, ikke kun på sne- og isglatte veje, men også på vintervåde veje, skovveje og grusstier samt våde græsplæner. Og i de udbudskrav, vi møder, er det foreskrevet, at vi kører på vinterdæk hele vinteren, siger fleetmanager Jesper Ramlau Thomasen.
God totaløkonomi
Virksomheden har kun haft glæde af den beslutning – for såvel totaløkonomisk som driftsmæssigt hænger det godt sammen.
De mange arbejdsulykker om vinteren med motorkøretøjer kaldes trafikkens mørketal, fordi det længe har været upåagtet, hvor stort tallet er.
Lennart Damsbo-Andersen har beskæftiget sig med arbejdsmiljø i otte år. Han har fået beskæftigelsesministerens ord for, at det er arbejdsgivers ansvar at sikre, at arbejdet gennemføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Vil skaffe mede viden på området
“Det gælder også, hvis der som led i arbejdet køres i glat vinterføre,” siger Lennart Damsbo-Andersen.
Han vil sammen med DTU Management Engineering hos Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby forsøge at skaffe endnu mere viden på dette område.