Kinesiske Maxus har været på det danske marked med deres elektriske erhvervskøretøjer i flere år – og i denne uge kan importøren RSA Danmark så præsentere den nyeste model e-Deliver 7.
Det er hurtigt efter Europa-premieren på Birmingham transportmessen i sidste måned.
Bilen er i den mest populære størrelse varebil herhjemme.
Masser af konkurrenter
Det vil sige i konkurrence med elektriske varebiler som Mercedes-Benz e Vito og Volkwagen ID.Buzz Cargo – samt Stellantis modellerne Peugeot e-Expert, Citroën ë-Jumpy, Opel Vivaro-e og Fiat e-Scudo – samt søstermodellen Toyota Proace Electric.
e-Deliver 7 kommer samtidig med den ny Renault e-Trafic – og lige før Fords elektriske e-Transit Custom.
RSA Danmars adm. direktør Steffen Vilstrup peger på bilens høje nyttelast og en elektrisk rækkevidde (WLTP) på 365 km.
To skydedøre
Desuden kommer den med to skydedøre. Bagdørene åbner 180 grader og der er beklædning af gulvet i varerummet.
Bilen er placeret midt imellem Maxus e-Deliver 3 og e-Deliver 9 i størrelse – med et varerum på 6,7 kubikmeter.
Med en nyttelast på 1.055 kg og en anhængervægt på op til 1.500 kg. klarer bilen mere end de fleste mellemklasse elvarebiler.
Også med firehjulstræk
Det 88 kWh store batteri giver e-Deliver 7 en rækkevidde på 364-524 km (WLTP kombineret/bykørsel) på en opladning, mens 3-fase ladning muliggør op til 11 kW ladeeffekt på AC-ladning. Bilen kan også oplades med hurtigladning (DC).
Sidst på året dukker bilen op i en udgave med firehjulstræk. Der er i øvrigt tre køre-metoder: ECO, normal og Power.
Bilen har tre sæder – og førersædet (med varme) kan indstilles i højde og længde samt lændestøtte. Også rattet har varme. Der er 12,3 tommer touchscreen med Apple CarPlay og Android Auto. Dertil kommer lys- og regnsensor.
Adaptiv fartpilot
Sikkerhedsmæssigt skal vi nævne adaptiv fartpilot, linjevogter, bakkamera, 360 graders Around View Monitor, esp stabilitetskontrol, p-sensorer for og bag samt automatisk nødbremsesystem.
Maxus e-Deliver 7 har en lanceringspris på 336.900 kr. i varianten 88kWh L2H1 i hvid, og den kan prøvekøres fra slutningen af denne uge hos Maxus-forhandlerne.