MAN har fornyet hele sit lastbilprogram – New Truck Generation. Lastbilserierne TGL, TGM, TGS og TGX har blandt andet fået nye førerhuse som understreger familieligheden endnu bedre end før.

Vi har tidligere prøvet topmodellen TGX i Spanien – men efter at være forsinket af Corona krisen, er de første biler nu ved at lande i Danmark.

Efter nedlukning af produktionen under krisen, er produktionen godt i gang igen – og de første lastbiler er klar til levering til kunder herhjemme. Og mange af kunderne har købt uden at prøvekøre dem.

Købt ubeset

Allerede sidste efterår blev de første lastbiler bestilt af kunder med stor tillid til MAN-mærket. Så stor tillid, at lastbilerne blev købt og bestilt før det overhovedet var muligt at testkøre dem. De vil blive leveret henover sommeren.

Fra slutningen af august, når ferieperioden i Danmark er ovre, drager MAN på turné landet over med premiere aktiviteter hos alle MAN-forhandlere. I første omgang med langturstrækkeren MAN TGX. De øvrige modeller følger senere på året.

MAN Truck & Bus har introduceret et fuldstændig nyudviklet lastbilprogram for første gang i 20 år.

Chaufføren i fokus

Serien er fuldt ud rettet mod de ændrede krav inden for transportbranchen og sætter nye standarder for blandt andet assistentsystemer, chauffør-fokus og digitale løsninger.

På den måde repræsenterer den nye lastbilgeneration udviklingen af MAN Truck & Bus fra køretøjsproducent til nu også at tilbyde intelligente og bæredygtige transportløsninger.

Med brændstofbesparelser på op til 8,2 procent opnår den nye MAN Truck Generation betydelige reduktioner i CO2-udslip, samtidig med at vognmanden sparer penge.

Motorprogram  videreføres

Euro 6d motorfamilien, som blev introduceret i 2019, bliver videreført i de nye lastbiler. De går fra 160 til 640 hk og opnår sit fulde effektivitets-potentiale med den nye lastbilgeneration.

Dette sker i kombination med forbedrede drivlinjer og mere avancerede komponenter. Forbedret aerodynamik med det nye førerhus er også med til at reducere brændstofforbruget med op til 8,2 procent til eksportkørsel

Dette er bekræftet af den tyske kontrolorganisation TÜV, der har gennemført en test med den nye MAN TGX 18.470 med Euro 6d-motor. Besparelsen på 8,2 procent kommer af en sammenligning med den foregående model 18.460 med Euro 6c-motor.

GPS styret cruise-kontrol

Derudover er den forbedrede GPS-styret cruise-kontrol, EfficientCruise, som har fået funktionen “dynamic coasting”, der reducerer brændstofforbruget på flade vejstrækninger også medvirkende til brændstofbesparelse.

Dette sker ved, at motorstyringen skiftevis giver gas for så at lade køretøjet trille. Ved adaptiv brug af cruisekontrol indtaster man en mindsteafstand til forankørende køretøjer, hvorfra systemet sørger for at øge afstanden til bilen foran inden en bakketop, så køretøjet kan rulle uhindret og længere ned af bakken.

En ny effektoptimeret hypoid drivaksel med den hurtige udveksling er også medvirkende til forbedret brændstoføkonomi.

Nyt infotainment-system

Dertil kommer et nyt infotainmentsystem, så man kan vælge mellem forskellige skærmløsninger efter behov, og i de bedst udstyrede udgaver kan chaufføren styre alle funktioner ved hjælp af et hjul, der både kan dreje, og som man kan klikke på med højre hånd, uden at fjerne blikket fra vejbanen.

Den nye MAN lastbilgeneration sætter nye standarder, når det gælder brugervenlighed, optimal ergonomi, netværk med digitale enheder og applikationer – og optimal plads, et gennemtænkt opbevaringskoncept og perfekt sovekomfort.

Mere end 700 chauffører blev taget med på råd under udviklingen af den nye lastbilgeneration. Derudover har mere end 300 internationale kunder fra 16 lande været med til at definere de vigtigste krav til de nye køretøjer.

100 mio. euro til fabrikken

For at kunne producere den nye lastbilgeneration og samtidig kunne tilbyde de foregående modeller i en overgangsfase frem mod udgangen af 2020, har MAN investeret godt 100 millioner euro i fabrikken i München alene.

Her bliver op til 500 førerhuse fra den omfattende nye MAN lastbilgeneration og den foregående TG-serie – som fortsætter for visse udgaver og til tredjelande – produceret pr. dag.

Yderligere investeringer på 85 millioner euro er brugt til et nyt lakeringsanlæg, som nu kan imødekomme en højere produktionshastighed for førerhuse uden problemer. MAN sigter mod at opnå en “grøn fabrik.”

Lakering i Østrig

På fabrikken i Steyr i Østrig, hvor TGL- og TGM-serien fortsætter med at rulle af produktionsbåndet, er også et nyskabende lakeringsanlæg sat i drift. Alle plastdetaljer for hele MAN’s produktionsnetværk vil blive behandlet der i fremtiden.

MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group.

Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark. De 220 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Storkøbenhavn og fem filialer.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk