Teknisk skole i Fredericia, EUC Lillebælt, har netop fået leveret fire Volvo lastbiler til uddannelse af chauffører og andre kurser.

Mange tekniske skoler herhjemme har et noget nedslidt materiel – bl.a. lastbiler som skolevogne til undervisning.

Hos EUC Lillebælt, teknisk skole i Fredericia, har man derimod netop fornyet vognparken med de fire nye FH Volvo lastbiler.

Øget søgning på vej

Man har indkøbt bilerne hos Autohuset Vestergaard. Købet sker, fordi skolen tror, der bliver øget søgning til chaufførerhvervet i fremtiden. Netop nu er der stor mangel på chauffører i hele landet.

Men for at få et job skal man også være en god chauffør med en god uddannelse bag sig. De nye biler skal måske også lokke aspiranter til uddannelsen til at vælge EUC Lillebælt.

Udover erhvervelsen af stort kørekort skal de nye lastbiler også bruges til kursister, der ønsker et EU-Kvalifikationsbevis.

ATL-lærepladsgaranti

Ifølge fagbladet Lager & Transport-Logistikmagasinet har ATL (Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik) valgt at udstede en lærepladsgaranti, så alle egnede elever er garanteret en læreplads, hvis de opfylder kriterierne omkring bestået grundforløb og mobilitet.

De nye lastbiler af typen Volvo FH 12.420 skal indgå i chauffør-uddannelserne, hvor der udstedes kørekort til lærlinge både til solo lastbil og forvogn/hænger samt til undervisning i kørsel med modulvogntog.

I forbindelsen med EU-Efteruddannelsen er ny teknologi blevet en del af pensum.

Kun en uge gamle

Det er kun en lille uge siden, at bilerne blev indlemmet i EUC Lillebælts vognpark, som har investeret i lastbilerne for at kunne tilbyde eleverne den sidste nye teknologi – og dermed give dem den bedste uddannelse.

Men som skolen skriver i en kommentar på facebook, så skal man virkelig ville gennemføre kurset, komme på skolen hver dag og så møde til tiden – for så er der mange vognmænd, der gerne vil have disse elever.

Man kan også høre mere om kurserne på EUC Lillebælts hjemmeside på www.eucl.dk. Skolen kan også kontaktes på 79 20 11 11.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk