Der går nogle måneder, før Opel Danmark beslutter sig for, om man kun vil markedsføre ny Combo som varebil – eller om man vælger at sælge ”Life” minibus.

Opel har som led i PSA-koncernens tre-trins salgsstrategi netop offentliggjort fakta om den nye Combo, der nu bygges sammen med Citroën Berlingo og Peugeot Partner.

”Men for Opel har det været væsentligt at bilen skal genkendes som en Opel – altså med Opels DNA, som også kendes fra andre Opel bilmodeller,” fortalte designchef hos Opel, Ulli Hochmuth, da jeg som dansk medlem af den europæiske ”Van of the Year” jury var til sneak preview hos PSA i Paris sidste efterår.

Opel designelementer

Og det er ikke kun den særlige Opel front og skærmforøgere, der går igen – også rat og instrumentpanel samt midterkonsol har typiske Opel designelementer

Men indtil videre er det kun minibus-udgaven ”Life,” man løfter sløret for – varebilsudgaven venter man med at vise til juli måned. Varebilsudgaven af Combo kommer til Danmark i slutningen af 2018.

Opel Danmark har endnu ikke besluttet, om Combo skal markedsføres i Danmark i passagerudgaven. I 2017 blev der kun solgt ca. 500 eksemplarer af denne biltype på hvide nummerplader i Danmark.

Fra Fiat til PSA

Den nuværende Combo er produceret i samarbejde med Fiat og den tyrkiske bilkoncern Tofas og er teknisk og designmæssigt identisk med Fiat Doblò.

Men allerede inden PSA (Peugeot/Citroën) overtog Opel/Vauxhall fra General Motors i USA, var der en aftale om, at PSA skulle bygge den næste Combo – plus en række Opel-personbiler (Crossland X og Grandland X).

Den nye Combo får glæde af PSA’s berømmede EMP2-platform, der sikrer fornemme køreegenskaber. Den bageste del af platformen er dog genbrug fra den nuværende Berlingo/Partner RG5-platform.

Nødbremse

Teknisk vil de nye trillinger alle få PSA diesel- og benzinmotor og mulighed for seks eller otte trins automatgear.

Opel vil have deres egne specialiteter – så som Opel Eye front kamera til skiltegenkendelse og linjevogter. Dertil On Star sikkerhedsassistent.

Sikkerhedspakkerne til bilen omfatter også adaptiv fartpilot, så bilen holder afstand til bilerne foran på vejen. Dertil automatisk nødbremse for både biler og personer, head-up display, træthedsalarm, bakkamera med 180 graders fugleperspektiv og ved hastigheder under 10 km/t er en såkaldt Flank Guard aktiv.

Intelligrip til offroad

Den forudser og advarer føreren, hvis der er risiko for, at man rammer en forhindring med siden af bilen, fordi man skærer et sving for meget under en parkeringsmanøvre.

Intelligrip (fra PSA) tilpasser bilens trækkraft til underlaget, så det bliver muligt at komme frem på veje med reduceret vejgreb som for eksempel kørsel på sne og mudder.

Avanceret parkeringsassistance kan hjælpe føreren til at afgøre, om parkeringspladsen er stor nok til bilen og hjælper til at parkerer bilen ved automatisk at dreje rattet og instruere føreren i det rette gearvalg.

1.500 kg. trailervægt

Indbygget navigation eller navigation baseret på Apple CarPlay er også muligt udstyr til den nye Combo.

Den lange version har et bagagerum på 597 liter, der kan udvides op til 2.693 liter. Combo Life kommer i en fem sædet og en syv sædet version, der måler henholdsvis 4,4 meter og 4,75 meter (plus 35 cm.).

Målene i varerummet for Combo Van kendes p.t. ikke, men ligger vel på op mod 2.600 liter. Trailervægten opgives til op mod 1.500 kg. TSC, Trailer stabilitets kontrol er standard, hvis man bestiller sin Combo med trækkrog.

PSA er Europa-mester

Den nuværende Berlingo/Partner solgte i 2016 samlet 147.655 varebiler (74.072/73.583 enheder) og 90.514 personbiler (51.295/39.219 enheder) i Europa.

Dermed var de samlet set Europas mest solgte i deres varebils- og personbils-klasser.

Næstbedst i Europa klarede VW Caddy sig med henholdsvis 75.192 varebiler og 58.329 personbiler. Renault solgte 76.003 varebiler og 29.964 Kangoo personbiler. Opel Combo blev samme år solgt som 22.536 varebiler og 2.065 personbiler.

489.478 varebiler i klassen

Tager vi kun varebilerne solgte Ford 45.883 Transit Connect, Fiat solgte 40.163 Doblò og Dacia Dokker solgte 23.176 Dokker.

Totalt set blev der i EU i dette varebils-segment solgt 489.478 varebiler.

Opel har bygget varebiler i dette segment siden 50’erne – først med modellen Olympia Van, der blev produceret fra 1950 til 1953.