Ford er mester i pick-up biler – i Europa med deres Ranger model – og for at ”holde skruen i vandet” udvider man løbende med en række specialmodeller.

Udover at have en markedsandel i segmentet på hele 34,9 pct., er Ranger også indehaver af titlen som den mest solgte pickup i Europa i 2020.

Ford Ranger vandt også den anerkendte pris som årets bedste pickup, International Pickup Award (IPUA) i 2020.

Stormtrack

Først kom den meget avancerede Raptor udgave, som har en undervogn som en rallybil – som Ford jo har rigtig meget erfaring i at bygge – og desuden kan nævnes MSRT-, XLT, Limited- og Wildtrak modeller.

For nylig kom så Thunder udgaven med en masse udstyr.

Men de gode Ford folk har flere Ranger varianter på vej – og nu gælder det udgaven med tilnavnet Stormtrak.

I Danmark til november

”Vores kunder elsker, at Ranger er så kraftfuld og modig i dens udtryk, så derfor har vi udviklet den nye Ranger Stormtrak i en ”Limited Edition,” hvor der er skruet endnu mere op for netop disse kvaliteter,” siger Hans Schep, varebilschef for Ford i Europa.

Ranger Stormtrak bliver som navnet antyder produceret i et begrænset antal. De første biler forventes at ankomme til Danmark til november.

Bilen er baseret på Ranger Wildtrak, men den nye Stormtrak tilbyder endnu flere komfortfunktioner og et unikt design. Den er tilgængelig som både Double Cab og den særlige Rap Cab.

Kendt drivline

Ranger Stormtrak er udstyret med Fords 213 HK bi-turbo EcoBlue-dieselmotor, som har et drejningsmoment på 500 Nm, og har som andre Ranger modeller mulighed for både baghjulstræk og firehjulstræk. Bilen har en 10-trins automatisk gearkasse.

Pickuppens røde farve er helt speciel for Ranger Stormtrak, og den skaber en ”rød tråd” til den eksklusive røde frontgrill.

Men det er også muligt at få Stormtrak i farverne Frozen White, Sea grey og Blue Lightning. Dertil kommer stafferinger på motorhjelmen og på siderne af bilen – kombineret med 3D Stormtrak logoer, sort kofanger bag og styrtbøjle på ladet.

Særligt interiør

Derudover medfølger en lastdeler på ladet  og en ny elektriske Power Roller Shutter (rullegardin – som er en del af standardudstyret på Double Cab).

Ranger modeller har for de flestes vedkommende to tons totalvægt og trailervægt på 3500 kg.

Indvendig har bilen specialdesignede sæder med samme læderindtræk som i Performance-pickuppen, Ranger Raptor – dog med Stormtrak-logo på sæderne. I kabinen er bilens røde farve anvendt på sømmene i sæderne.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk