Stor efterspørgsel trækker indtjeningen op hos de danske vognmænd, men speditionsbranchen oplever hård konkurrence og konsolidering.

Nye teknologier, åbne markeder og kundernes forventninger til øget hastighed gør, at transportbranchen i disse år gennemlever store forandringer.

De danske vognmænd klarer således de forandringer bedre end speditørerne, når det kommer til indtjening.  Det viser Transportanalysen 2018 fra Deloitte.

Også positive tal for 2017

”Det går godt for de danske vognmænd. De er blevet bedre til at tjene penge, og der er udsigt til yderligere fremgang i (red: regnskabstallene for) 2017. Den positive udvikling er særligt trukket af de største vognmænd. Årsagen er det generelle opsving i samfundsøkonomien. Der skal flyttes flere varer samtidig med, at vi er i en tid med knaphed på chauffører og biler,” siger partner i Deloitte, Lars Andersen, der er ekspert i transportbranchen.

De gode tider afspejler sig i vognmændenes indtjening, der i snit er steget fra cirka 30.000 kr. pr. ansat i 2015 til 48.000 kr. i 2016. Og de foreløbige tal for 2017 viser, at pilen fortsætter opad. Det er dog stadig de mindste vognmænd, der tjener mest pr. ansat.

Regulær kampplads

Hos de danske speditører går det overordnet væsentligt ringere end for vognmændene. Speditionsbranchen er præget af ekstremt hård konkurrence og af, at især de store aktører prøver at blive endnu større.

”De største danske speditører oplever kraftigt faldende indtjening. Årsagen er, at markedet er en regulær kampplads, hvor alle forsøger at ruste sig til endnu hårdere konkurrence i fremtiden. Derfor prøver alle at blive større og opnå stordrift gennem opkøb og konsolidering. Vi er formentlig på vej mod et speditionsmarked med langt større og færre aktører,” siger Lars Andersen.

Styrtdykket indtjening

De svære tider for speditørerne kan ses på, at det primære resultat er faldet fra ca. 84.000 kr. i snit i 2015 til ca. 20.000 kr. i 2016. Den store nedgang skyldes især de store speditører med over 100 ansatte, hvis indtjening er styrtdykket fra 70.000 kr. i 2015 til ca. 7.000 kr. i 2016.

”Men billedet hos speditørerne er tvetydigt. For de mellemstore virksomheder med 50-100 ansatte havde faktisk kraftig stigning i indtjeningen i 2016, så meget tyder på, at slaget om stordrift og vækst udspiller sig hårdest mellem de største spillere på markedet,” siger Lars Andersen.

Analysen bygger på de seneste tre års nøgletal og resultater for 249 speditører og 779 vognmænd. Analysen er gennemført af Deloitte i december 2017 og januar 2018.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk