Medejer i HKI OST Poul Larsen i Brøndby har arbejdet med mejeriprodukter i engros-ledet i det meste af sit 59-årige liv, selv om han i sin ungdom havde en periode med kørsel med olie.
Olien er tilbage i form af diesel i køretøjerne, men han ser frem til den dag, at han kan få en hybridvarebil, for leverancerne foregår ofte midt om natten, lidt til gene for beboere tæt ved kunderne.
Har set på el-biler
”Jeg har set på elbiler, men med 150 km. kørsel om dagen, plus hvad et køle aggregat i bilen trækker, så er der ingen elbil, der opfylder betingelserne for mig i dag, siger Poul Larsen.
Poul Larsen har et tæt forhold til den lokale Fiat forhandler Manniche, og det betyder, at han i mange år har valgt Fiat-varebiler som hovedtransportmiddel. Undtagelsen er en 6,5 tons Iveco Daily, men den bliver også serviceret samme sted som Fiat-varebilerne.
Passer godt på bilerne
”VI har en servicekontrakt, så når der er noget, der skal repareres, stiller vi den ofte efter nat-turen med en rekvisition i forruden med problemerne. Vi kører måske 150 km om dagen, og det slider på bilerne, selv om chaufførerne passes bedre på bilerne i dag end i gamle dage, siger adm. direktør for HKI OST, Poul Larsen, til Transportmagasinet.
Firmaet leverer især til restauranter, storkøkkener, hoteller og kantiner, og man leverer i øvrigt til de fleste Michelin-stjerne restauranter.
Årets restaurant
HKI OST er da også sponsor for den eftertragtede pris ”Årets restaurant”, hvor både Noma, Henne Kirkeby Kro og i år århusianske Frederikshøj har fået prisen.
HKI OST er under Food Service Danmark og dermed under Dagrofa-paraplyen, men Poul Larsen ejer fortsat 40 pct. af firmaet.
”Vi har oste fra de halve af verden, men trenden i dag er danske specialoste fra små mejerier. Men vi finder de bedste oste i udlandet – endnu, for de har øvet sig i 1.000 år, siger Poul Larsen.
Fakta: Pouls Larsens historie.
Historien med mejeriprodukter begyndte for Poul Larsen, da han kørte med mælk i Arbejdernes Kooperative Mejeri Enigheden i 1978, som 24 årig. Ihærdig i jobbet endte det med sin egen rute på en detailvogn til bl.a. restauranter – dengang med mælk, fløde og smør.
I 1984 blev han selvstændig, og overtog selv en rute med fokus på restauranter, institutioner og kantiner. I 1996 gik han sammen med HKI (Hovedstadens kantine og institutionsservice), som var ejet af Kløvermælk.
Tre år efter fusionerede Kløvermælk og Danmælk, og man begyndte at handle med special-mælk fra f.eks. Naturmælk. I 2003 solgte Poul Larsen en del af sine aktiver til Ovic, Ove Juel Catering, under Dagrofa – senere Catering Engros (efter en fusion med Flensted Catering.)
Da indtjeningen på mælk i år 2000 var en tiendedel af ost, skiftede Poul Larsen fokus fra mælk til ost, og det har givet HKI OST den position, den har i dag, hvor 90 pct. af leverancerne er til kantiner og restauranter.