Bileventyret begyndte i 1985. Bilforhandler Henrik Larsen tog skridtet og åbnede sin første bilforretning – med Citroën-biler.

I dag er virksomheden ejet af Henrik Larsen og kompagnon Niels B. Jacobsen.

I weekenden åbner man så to helt nye og særdeles avancerede bilhuse på Østerbro i København – måske på den smalleste matrikel i dansk bilhistorie – nærmere bestemt i Rovsingsgade 40, tæt på Hans Knudsens Plads.

Citroëns luksus-mærke
Og der er tænkt helt nye tanker. Ved siden af det store 3-etages bilhus ligger endnu et bilhus – kun med Citroëns luksus-brand DS.

Men alt er ikke biler. Rhein Van Hauen åbner en bagerforretning i gadeplan med en lille café med udendørs servering om sommeren.

Bestemt et bilhus, der er værd at besøge – for alle.

Første DS hus i Europa
Huset på Østerbro er det første DS-bilhus i Europa – før Frankrig, men efter Kina, som har tæt på 30 DS huse, men Kina er jo også verdens største bilmarked. Om end kineserne i 2020 formentlig kun vil have 150 biler pr. 1.000 indbyggere, hvor Europa vil have 500 biler pr. 1.000 indbyggere. Potentialet skal man nu ikke kimse ad.

DS huset i København blev allerede holdt over dåben i går – med besøg af den franske fabriksledelse og den franske ambassadør.

Første DS model i 1955
De to bilhuse ligger på en grund på 8.500 kvm., hvor de 5.000 kvm. er under tag. DS huset ligger som et kunstværk helt for sig selv. Så det passer til Citroëns store satsning på DS mærket.

DS er legendarisk – med første model introduceret på Paris-udstillingen i 1955 som DS 19. Første moderne DS var DS 3 i marts 2010.

I dag har Henrik Larsen Automobiler også en stor afdeling i Albertslund – foruden bilhusene på Østerbro. Udover Citroën sælges Honda og Hyundai – men på Østerbro fordelt på hver sin etage, som er sjældent set herhjemme. Flere elevatorer fragter bilerne op i højden – for i en smalt hus må man nødvendigvis gå i højden.

83 mio. kr. investeret
83 mio. kroner er der investeret i de nye bilhuse – i samarbejde med bankforbindelsen Jyske Bank, men så står der også et arkitektonisk mesterværk: med to bilbygninger ved siden af hinanden.

Der har været forhandlet med Bane Danmark om terrænet i syv år, men under borgmester Ritt Bjerregaard gik det ikke igennem, fordi der i nærheden skulle være billige boliger. Frank Jensen, Ritt’s afløser, er nok mere åben overfor erhvervslivet – så to nye bilhuse står i hvert fald klar til åbning.

Mest omsætning på erhvervsbiler
Men det er fortsat erhvervsbiler, der er den vigtigste post – med over 50 pct. af omsætningen.

Så i det nye bilhus er der også plads til Citroëns erhvervsbiler med indkørsel fra to sider – og værksteder i kælder og i stuen. Der er åbent hverdage kl. 7 til 19 og lørdagen kl. 7 til 17.

Kunden kan i det nye bilhus stille sin bil før åbningstid og hente efter åbningstid i et særligt indelukke, hvor kunden så har en særlig kode til at komme ind og ud.

Følge med tiden
”I dag er folk på nettet hele tiden og får deres varer leveret med det samme. I en moderne tid må vi følge med – med udvidede åbningstider. Og vi skal kunne servicere kunderne, hvor de bor – bl.a. her på Østerbro. Kunderne her skal ikke sendes til Albertslund, siger Henrik Larsen til VOTY.dk.

Og skal man have en varebil er der jo både Citroëns professionelle serie med Jumper, Jumpy og Nemo – men også gulplade-modeller af de fleste Citroën-modeller. Faktisk kan kunden også (uofficielt)  få en DS Van, fordi den holder varebils-målene på 600 x 1.200 mm. I varerummet.

Og hvad med de andre mærker ?: Honda CRV kan man også få som Van, eller hvad med Hyundai – med gulplade-muligheder i modeller som i20, i30, i40, iX20, iX35, Santa Fe – og kassevognen H1.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk