Renault-Nissan alliancen, verdens fjerde største bilkoncern, har netop meldt ud, at man inden 2020 vil være klar med 10 selvkørende biler i USA, Europa, Japan og Kina.

Samtidig skal alliancens biler være så sikre, at antallet af biluheld med dødelig udgang og alvorlige kvæstelser vil være væsentlig reduceret – og nye teknologier vil samtidig gøre bilerne endnu mere sikre.

Den fransk-japanske bilalliance ansætter tillige en ny global topchef med ansvar for onlinemuligheder og onlineservices i biler.

Overlkommelige priser
Man lover også, at teknologien bliver installeret i almindelige masseproducerede biler til overkommelige priser.

Desuden vil Renault-Nissan-alliancen lancere en række onlineapplikationer, der gør det lettere for folk at være i forbindelse med arbejde, underholdningsfunktioner og sociale netværk.

“Renault-Nissan-alliancen er særdeles dedikeret til de to målsætninger om “nul emissioner og nul dødsulykker. Derfor udvikler vi selvkørende teknologier og onlinemuligheder til almindelige masseproducerede biler på tre kontinenter”, sagde Renault-Nissan-alliancens Chairman og CEO Carlos Ghosn på Renault-Nissan Research Center i Silicon Valley.

Nummer ét med elbiler
Renault-Nissan er allerede klart førende inden for nul-emissions-mobilitet. Alliancen har solgt næsten 300.000 komplet eldrevne biler, siden den første Nissan LEAF blev solgt i San Francisco Bay-området i december 2010.

Renault-Nissan-alliancens biler er blevet langt mere sikre og effektive. Som et eksempel er antallet af ulykker i Nissan biler med døden eller alvorlige kvæstelser til følge faldet med 61 procent på 20 år – og antallet af ulykker i Renault biler med døden eller alvorlige kvæstelser til følge er faldet med 80 procent på 15 år.

Selvkørende biler forventes at hjælpe med yderligere at reducere antallet af fejl fra førernes side, der er skyld i op til 90 procent af alle dødsulykker.

Mere og mere selvkørende
I 2016 vil man kunne se de første biler med “single-lane control”, som er en funktion, der gør bilerne i stand til at køre selv på motorvejene – også i myldretiden og ved stop-start-kørsel.

I 2018 vil Renault og Nissan lancere biler med “multiple-lane control”, der automatisk kan håndtere farlige situationer og skifte vognbane ved motorvejskørsel. Og i 2020 lanceres biler med “intersection autonomy”, der kan navigere gennem vejkryds i byerne og travl bytrafik, uden at føreren skal gribe ind.

Ny app til mobiltelefoner
Allerede i indeværende år lancerer alliancen en ny bilapp til mobiltelefoner og tablets, så man kan kommunikere med sin bil på afstand. Næste år lanceres første udgave af “alliancens multimediesystem” med nye multimedie- og navigationsfunktioner, forbedret smartphoneopkobling og trådløse kortopdateringer.

I 2018 vil alliancens Connectivity & Internet of Things-platform understøtte den nye Virtual Personal Assistant-funktion til privat- og erhvervskunder.

Alle alliancens selvkørende teknologier vil være tilgængelige efter kundens valg.

Fælles forskning
I 2014 “sammenlagde” Renault-Nissan de to virksomheders ingeniørafdelinger. Ingeniørerne hos Renault og Nissan arbejder sammen som ét team for at reducere dobbeltarbejde i udviklingen af næste generation af teknologier. Den teknologi, som Renaults og Nissans ingeniører udvikler sammen, kan så bruges af begge virksomheder og alle deres mærker, når det giver mening for kunderne.

Med andre ord har Renaults og Nissans ingeniører udviklet et “teknologisk værktøjssæt” med både hardware og software. Produktteams fra Renault, Nissan, Infiniti og andre af alliancens mærker kan vælge disse applikationer til deres modeller, hvor det er passende. Ved at samarbejde om avanceret forskning og udvikling kan Renault og Nissan arbejde mere effektivt og med færre omkostninger og dermed levere biler med mere værdi for pengene til deres kunder.

Over hele verden
Renault-Nissan har et forsknings- og udviklingsbudget på cirka fem milliarder dollar. Verdens fjerdestørste bilgruppe, som sælger én ud af 10 biler på verdensplan, har forskningscentre i Atsugi, Japan – Guyancourt, Frankrig – Farmington Hills, Michigan/USA. og Sunnyvale, Californien. Renault-Nissan har også store ingeniørcentre i bl.a. Indien, Brasilien, Rumænien, Tyrkiet og Kina.

Alliancen har også offentliggjort ansættelsen af teknologichef Ogi Redzic, som skal stå i spidsen for den globale bilgruppes initiativer vedrørende onlinesystemer i bilerne, i sin position som Alliance senior vice president for Connected Vehicles and Mobility Services.

Redzic kommer til Renault-Nissan efter tidligere at have været ansat hos Nokia, NAVTEQ, Motorola og pioneren inden for trådløs kommunikation – cyberPIXIE. Han har senest fungeret som senior vice president Automotive hos Nokia HERE, hvor han stod i spidsen for deres Automotive Business Group. Redzic, som tiltræder med det samme, får base i Paris, hvorfra han skal lede teams i Frankrig og Japan.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk