Den nye Ford Transit Custom Plug-in Hybrid skifter automatisk til kørsel på strøm, når den eksempelvis kører ind i byområder med miljøzoner.
Det skyldes en såkaldt geofencing-teknologi, der dermed sikrer, at byers krav til emissionsfri kørsel i city-områder omfyldes.
Transit Custom Plug-in Hybrid er den første opladningshybrid i sin klasse.
Ford har et ansvar
“Vi har alle et ansvar for at forbedre luftkvaliteten – og dermed livskvaliteten – i byområderne. Med Transit Custom Plug-in Hybrids nye geofencing-teknologi bidrager man til det ved at udnytte varebilens drivlinje optimalt,” siger Mark Harvey, direktør for Commercial Vehicle Mobility hos Ford Europa.
Benzinmotoren fungerer som rækkeviddeforlænger, når der er behov for det, og geofencing-funktionen skifter automatisk til kørsel på emissionsfri strøm i lokale miljøzoner.
Praktisk for virksomheder
Det er en praktisk løsning for erhvervsvirksomheder, der gerne vil have opgaver i byerne – og for myndigheder, der vil mindske forurening i byerne.
En række europæiske storbyer har allerede indført miljøzoner, der har til formål at forbedre luftkvaliteten ved at forbyde biler, der forurener meget.
En virtuel grænse
Geofencing fungerer som en virtuel grænse i Transit Custom Plug-in Hybrids GPS.
Når man kører ind i en miljøzone, registreres det i navigations-systemet, hvorefter teknologien automatisk skifter til ren elektrisk kørsel.
Geofencing-systemet gemmer varebilens kilometertal og opholdstid i miljøzonen som krypteret data, der kan deles med lokale myndigheder for at give et billede af kørslen på ren strøm.
Rækkeviddeforlænger
Når Transit Custom Plug-in Hybrid kører ud af miljøzonen igen, bruges Fords 1-liters EcoBoost-benzinmotor som rækkeviddeforlænger.
Teknologien gør det også muligt for chaufføreren at indstille sine egne personlige ”grønne” zoner, så varebilen automatisk slår over i elkørsel i bl.a. et skoleområde.
Bilen drives fuldt elektrisk af en elmotor på 92,9 kW og et litiumionbatteri på 13,6 kWh. Dertil fungerer Fords 1-liters EcoBoost-benzinmotor udelukkende som rækkeviddeforlænger.
43 kilometer på ren strøm
Motoren oplader batteriet på de ture, hvor offentlig opladning og indsamlet energi fra regenerativ bremsning ikke giver tilstrækkelig rækkevidde.
Transit Custom Plug-in Hybrid kan køre op til 43 kilometer på ren strøm (WLTP). Batteriet kan lades helt op på under 4,5 timer i en hjemmeladeboks og på under tre timer i en offentlig ladestander.
75 pct. på ren el
Ford foretog sidste år en undersøgelse i Storbritannien med 20 Transit Custom Plug-in Hybrid, der viste, at hele 75 procent af varebilernes arbejdskørsel blev klaret på ren el i det centrale London, mens det i Storlondon var 49 procent.
Resultatet understreger, at især hybridvarebiler kan være med til at reducere CO2-udslip væsentligt i byområder – selv uden fuldt etablerede opladningsnetværk.