PostNord tester lige nu fire nye e cargocykler, der i første omgang skal levere pakker til borgerne på Amager i København – for at opnå fleksibel post- og pakkeomdeling – til et minimum af luftforurening og CO2‐udledning.

VOTY.dk har mødt et postbud på en tysk Rytle e-cargo cykel, som han var glad for. Men, som han sagde, den skulle lige justeres lidt. Flere andre modeller skal prøves af.

I forvejen kører de fleste postbude i større byer på el-cykler med ekstra plads til posten. I landdistrikter foregår det på knallerter og i biler. Ofte elbiler.

Laster 200 kg.

”E‐cargocyklerne kan laste op til 200 kg og er oplagte til omdeling i byområder i stedet
for pakkebiler, da de er med til at sænke vores brændstofforbrug og luftforureningen
i byerne og aktivt bidrager til vores mål om en grøn omstilling,” siger Mikkel H.
Hansen, Project Manager i PostNord.

E‐cargocyklerne er udsmykket med grønne blade og teksten ”Omtanke for en grøn
Fremtid” og bliver nemme at spotte på gaden, da de med lastekapaciteten på 200 kg
og plads til rigtig mange pakker skiller sig noget ud fra de øvrige postcykler.

Hvor mange pakker ad gangen

Med testen skal PostNord blandt andet blive klogere på, hvor store og hvor mange
pakker, der kan leveres ad gangen – samt hvilke ruter, der er mest optimale og effektive
at sætte e‐cargocykler ind på.

I løbet af efteråret supplerer PostNord testen med yderligere fem e‐cargocykler på
Vesterbro.

300 e-Cargo cykler

”Vi tror, at en e‐cargo løsning er det bedste bud på en miljøvenlig city-distribution, og
testene på Amager og Vesterbro er to spændende løsninger, som vi ser frem til at
evaluere på i det nye år,” siger Mikkel H. Hansen.

De nye e‐cargocykler er en del af PostNords strategiske målsætning om at være en
CO2‐neutral transportør i 2030, og ambitionen er at kunne rulle ud med grøn citylogistik
i form af 300 e‐cargocykler i danske byer henover de næste tre år.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk