Subaru XV er ikke kendt af så mange bilkøbere, men meget få biler i sin klasse byder på så meget køreglæde og sikkerhed.

På sin vis er den måske lidt old scool – med kontakter i stedet for flere lag indstillinger på en touchscreen. Men det kan faktisk være befriende og let at arbejde med kontakter – så skal man ikke tage øjnene fra vejbanen hele tiden.

Robust og velkørende

Hvis man er træt af for meget digital betjening, så er Subaru XV meget klassisk. Man er dus med bilen efter kort tids kørsel – takket været enkel betjening.

Den japanske producent er kendt for at bygge meget robuste biler – og vi kan her nævne, at der ikke opleves vibrationer.

Bilen har ikke mindst en stor skare fans blandt erhvervsfolk, som er faldet for den meget velkørende SUV, hvor bl.a. firehjulstræk som altid hos Subaru er standard.

Smidigere e-boxer

Bilen har den nye e-Boxer teknik – uden turbo –  som sikrer et mere smidigt afsæt med en elmotor, der yder ekstra 12,3 kW og 66 Nm.Litium-ion batteriet er på 13,5 kWh. Det er ikke meningen, at man skal køre på ren el.

Elmotoren er placeret i gearkassen, så bilens 4×4 system er bevaret. Samtidig spares på dråberne. Trods 4×4 kører den 12,7 km/l i gennemsnit efter WLTP målemetoden. Der er 11 pct. mindre forbrug end tidligere.

I terrænet hjælper systemet X-Mode med at aktivisere bilens sensorer, så man opnår det bedste greb i underlaget.  Systemet virker op til 30 km/t. Og så er der 22 cm. frihøjde. Hill Descend kontrol hjælper samtidig med sikker nedkørsel ad bakkerne.

Sikrere fodfæste med 4×4

Bilens 4×4 system er dog især en stor fordel i dårligt føre og på snoede veje med løst underlag og sne. Antispin, antislip og traction-control sikrer, at der ikke sker utilsigtet udskridning. Fordelingen er 60:40.

Active Torque Vectoring hjælper med sporsikkerheden. Bilen er meget komfortabel – og man mærker ikke meget til hullede veje. der er uafhængig affjedring – med dobbelte triangler bag.

Man sidder godt i de sporty sæder – og man sidder helt lige for (læder)-rattet takket været fodplade i vognbunden – endda i aluminiumslook. Som SUV sidder man også dejlig højt og har godt udsyn.

CVT gearkasse

Subaru XV har en trinløs gearkasse af CVT typen, men teknisk har ingeniørerne sørget for, at man kan skifte gear selv – bl.a. kan man benytte skifteplader bag rattet eller nøjes med at træde speederen halvt ned Kun ved kraftig acceleration får man CVT typens anstrengende elastikeffekt, som ikke er på niveau med en dobbeltkoblings-gearkasse.

Subaru er kendt for at være robust og billig at køre i – også bevist ved uvildige undersøgelser i Sverige og Tyskland. Samtidig har EuroNCAP kåret bilen til den sikreste i sin klasse.

Men måske nogle vil savne lidt mere luksus. Der er meget sort plast på instrumentbrættet – omvendt passer det jo fint til en off-road’er.

1.270 kg. trailervægt

En pæn andel af Subarus salg er på gule plader, fordi mange kunder anser den for at være en arbejdshest, som bl.a. kan bevæge sig rundt i de fleste uvejsomme terræner – og samtidig være rar at køre i på almindelig landevej.

Der er i Van udgaven geværrum under varerumsgulvet. Læssehøjden er 770 mm udvendigt – kun 70 mm indvendigt. Varerummet er på 1.270 liter – og der er ialt seks fastgørelsespunkter.

Trailervægten opgives til 1.270 kg. ikke imponerende, men her har elmotoren i e-Boxer stjålet godt 100 kg. Før var trailervægten 1.400 kg.

Højt sikkerhedsniveau

Hvad der også er værd at nævne, er det ganske høje sikkerhedsniveau – bl.a. via EyeSight, der styres via et kamerasystem i forruden.

Her kan bl.a. nævnes adaptiv fartpilot, linjevogter, Blind Spot advarsel, nødbremsesystem, Rear Vehicle Detection og Pre Colission speeder kontrol. Dertil automatisk fjernlys og kurvelys.

Udstyret er generelt også i en klasse for sig selv. Især naturligvis i den testede topmodel, hvor man får hæve/sænke el-justerbart glassoltag, bronzeindlæg i instrumentbræt og dørsider, nøglefri start, læderstue, el-justerbart førersæde med varme og navigation med kompas.

Højt niveau i basisudgave

Men de to lavere udstyrsudgaver har med få undtagelser samme høje sikkerhedsniveau. I den behagelige del af bilen kan nævnes varme i rat, midterboks, flaskeholdere i dørene, kopholdere, spoilersæt og aluminiumsfælge.

Der er tre skærme i bilen – to i midten. Nederst otte tommer med navigation og forbrug samt som monitor for bakkameraet. På øverste skærm kan man finde skiltegenkendelse, kompas  og gyroskop – samt  dæktrykoplysninger, temperaturmåler samt information om opladnings-situation i elmotoren.

Det tredje – mellem hovedinstrumenterne – bl.a. advarsel (med grafik) når man kommer over midterstriben på vejen.

Spar 40.000 kr.

Mange har fundet bilen lidt i den dyre ende – derfor har importøren netop valgt at nedsætte priserne på de tre Subaru-modeller herhjemme.

Det er blevet til op mod 40.000 kroner mindre for billigste XV Active Van, mens den bil, som vi har prøvet, Summit, er faldet med knap 32.000 kroner som Van.

Summit er topmodellen til nu 305.000 kroner eksklusive moms i Van udgave.

Oplev forskellen

”Vores største opgave har været at forklare bilkøberne, at vi med firehjulstræk og et skyhøjt udstyrsniveau altid har været konkurrencedygtige i forhold til sammenlignelige modeller fra andre mærker. Nu presser vi priserne yderligere, så vi kan tilbyde endnu flere købere at opleve forskellen i kvalitet og præstationer,” siger Niels Thaning, dansk salgsdirektør i Subaru Nordic.

Fakta Subaru XV e-Boxer Van:
Motor: 4 cyl. boxermotor/16V/benzin – uden turbo.
Slagvolumen: 1.995 ccm.
Ydelse: 150 hk v. 5.600-6.000 omdr.
Moment: 194 Nm v. 4.000 omdr.
Elmotor (vekselstrøms-synkronmotor):12,3 kW (16,7 hk.)
Moment: 66 Nm.
Batteri: Litium-ion. 13,5 kWh.
Topfart: 193 k m/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,7 sek.
Gear: CVT automatgear (Lineartronic.)
Styretøj: Elektronisk servo.
Affjedring: Uafhængig for – dobbelte triangler bag.
Frihøjde: 22 cm.
Vendediameter: 10,8 m.
Bremser: vent. skiver for og bag.
Gennemsnitsforbrug WLTP: 12,7 km/l.
CO2 udslip: 180 g/km.
Læssehøjde udv./indv.: 770/70 mm.
Totalvægt: 2.070 kg.
Trailervægt: 1.270 kg.
Køreklar vægt: 1.650 kg.
Varerum: ca. 1.270 liter.
Dæk: Bridgestone Dueler H/P 225/55 R18.
Subaru XV hvide plader: Fra 370.000- til 440.000 kr.
Pris testbil Van: 305.353 kr. plus moms.
Subaru XV Van: fra 259.905 kr. plus moms.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk