Efter flere års test af Ford Transit Custom Plug-In hybrid varebil, er der nu kun få måneder til lanceringen på flere europæiske markeder.

Med flere år og 240.000 kilometer testerfaringer med 20 Plug-In Hybrid varebiler i først og fremmest London, men også fra Köln og Valencia, er Ford i sidste fase inden lanceringen af deres grønne udgave af Transit Custom.

Formålet med testen var at se, hvorvidt virksomheder kunne udføre deres typiske daglige gøremål samtidig med, at de bedst muligt udnyttede hybridmodellernes nulemissionskørsel på ren strøm.

Testet i Belgien

VOTY.dk har prøvekørt den nye varebil på Fords belgiske testcenter i Lommel og kan kun rapportere om en meget smidig og ganske hurtig distributionsbil, der byder på såvel ren eldrift ved kørsel i bycentre som benzindrift udenfor byerne.

Senest har Ford på baggrund af de omfattende tests optimeret Plug-In Hybrid teknikken, så bilerne gar fået øget ydeevne, nye driftsløsninger samt nye skærmdisplays, der fortæller varebilens chauffør om bedst mulig udnyttelse af bilens strøm.

Custom Plug-In hybrid kan køre 50 km på ren strøm og har en 1,0-liters EcoBoost-motor, der i kombination med hybridsystemet giver en rækkevidde på over 500 km. Det kompakte batteri, som kan oplades via et standard 230 volt-stik, er placeret under varerumsgulvet, så det hverken går ud over passagerpladsen eller lasteevnen.

75 pct. på ren strøm

Under testen i London blev 75 procent af varebilernes arbejdskørsel klaret på ren strøm i det centrale London, mens det i Storlondon var 49 procent.

Hybridbiler kan således være med til at reducere mængden af CO2-udslip væsentligt i byområder – selv uden fuldt etablerede opladningsnetværk.

“Nulemissionskørsel er afgørende for fremtiden, men der er stadig udfordringer ved bilernes elektrificering. Vi ved, at virksomheder stadig er usikre på elbilers svingende rækkevidde og driftsomkostninger. Fords undersøgelse viser, at plug-in-hybridbiler i høj grad kan bidrage til at nå målsætningerne om nulemissionskørsel i centrale byzoner – uden at gå på kompromis med produktiviteten,” siger Mark Harvey, chef for projektet Urban Electrified Van.

13 mio. km kørsel

Londons varebiler foretager samlet set 280.000 rejser på en typisk hverdag svarende til 13 millioner km kørsel i alt. I myldretiden er der mere end 7000 køretøjer på vejene i den engelske hovedstads centrale dele, mens et lignende billede tegner sig i andre europæiske storbyer – og tallet stiger støt i takt med stigende onlinehandel.

Som følge heraf er myndigheder på tværs af hele Europa begyndt at indføre strengere emissionskrav, hvorfor virksomheder arbejder på mere bæredygtig erhvervskørsel. For tre måneder siden blev såkaldte ultra-lavemissions-zoner således indført i London.

Lufthavn og politi

I Ford-undersøgelsen i var de deltagende virksomheder blandt andre Autoglass, DPD, Heathrow Airport, Interserve, Metropolitan Police, Royal Mail, Sky, Transport for London og Vodafone – en vifte af by-baserede virksomheder, der alle benyttede Ford Transit Custom PHEV-varebiler i deres daglige drift.

Ford afslørede tidligere i år, at også en ny, fuldelektrisk 2-tons Ford Transit vil slutte sig til virksomhedens førende europæiske varebilsprogram i 2021.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk