Renault og Dacia sælges i stort tal som varebiler, og selv om en ny Master-serie er lige på trapperne, er den nuværende model meget efterspurgt hos kunderne.

De rigtige priser først og fremmest, men også det vigtigste udstyr er med til at sælge Renault- og Dacia varebiler herhjemme.

Renault Danmark solgte godt 4.000 varebiler/gulpladebiler i 2018.

Ikke det mest enkle

Det er ikke det mest enkle at gå ind i et udbud hos store danske virksomheder og så vinde kampen mod konkurrenterne. Det handler om et godt og bredt modelprogram med små og store varebiler, og så et godt program i ombyggede personbiler på gule plader.

”Vi kan hele pakken og har de rigtige produkter på alle prisniveauer – og i alle længder og højder og med mulighed for op til 3,5 tons på krogen. Læg dertil en fornuftig service- og reparationsaftale, som er vigtigt at kunne tilbyde i dag,” siger varebilschef for Renault i Danmark, Jonas Nielsen.

Strikket godt sammen

Det er muligt at sammenstrikke en samlet pakke til kunderne med helt faste ydelser. Samt låne- og erstatningsbiler som et minimumskrav.

”Servicekontrakter hører man ofte er genstand for tvister med kunderne, men det handler om, at alt er med i kontrakten – ned til mindste detalje, så kunderne ved, hvad de får. Det må ikke være en udfordring,” siger Jonas Nielsen.

Forskel på kunderne

Og han indrømmer, at der er forskel på store og små kunder, hvor interessen for tillægsprodukter varierer. Store flåder efterspørger ikke masser af udstyr – mindre firmaer har andre krav. Det er erhvervssælgerne hos Renault helt med på – og derfor er det vigtigt med gode råd.

”Det er utrolig vigtigt, at kunden får de køretøjer, som passer til firmaets opgaver – en forkert bil giver kedelige oplevelser for såvel kunden som sælger. Derfor har vi også dedikerede erhvervssælgere, der får stillet de rigtige spørgsmål, så bilen bliver den rigtige,” siger Jonas Nielsen.

Techno-pakke

Renault tilbyder et relativt højt udstyrsniveau i bilerne, og de seneste fem år har rigtig mange valgt Renault med Techno-pakke – både til Trafic og Master. Det vil sige navigation og bakkamera.

”Sikkerhedspakker er så småt ved at være interessant for kunderne, men i det store og hele er det fortsat ikke i højsædet. Det, som tæller er totaløkonomi (TCO),” siger Jonas Nielsen.

Men nødbremsesystemer dukker efterhånden også op i varebiler – og det vil vi efterhånden også se i Renaults varebiler. I dag skal meget sikkerhedsudstyr bestilles.

Flere vil have el-varebiler

I dag er brændstof meget vigtigt – hvor langt kører bilerne på en liter dieselolie. Men flere og flere kunder spørger ind til eldrevne varebiler, og her er Renault pionér.

”I dag har vi jo vores Kangoo Z.E. electrique – og lige om lidt lander Master Z.E. Nu med den større 33 kW batteriløsning. Rækkevidden er ægte 150 km – nok til distribution i byerne. Men kunderne skal vide, hvad de går ind til – vi skal ikke forsøge at oversælge bilerne. Her er kørselsmønstret meget vigtigt. Derfor begynder vi altid med at låne kunden en elbil, så de kan lære den at kende. Motorvejskørsel er jo ikke det bedste for en elbil. Man skal kende sin transportopgave,” siger Jonas Nielsen.

Dacia Dokker med succes

Da Dacia lancerede deres Dokker var der ikke så mange, der troede på den herhjemme – heller ikke hos Renault. Men den er i dag næstmest solgte bil i sit segment – og salget steg 27 pct. i 2018 i forhold til året før. 900 Dokker blev solgt i fjor – men også Kangoo er øget. Faktisk også 27 pct. i samme periode.

”I 18 år har Renault været den mest solgte erhvervsbil. I år er Ford nummer ét, men uden pick-up salget er vi fortsat størst – altså på regulære varebiler,” siger Jonas Nielsen.

Ombyggede personbiler vigtige

Salg af personbiler på gule plader er et område, der er vigtigt for Jonas Nielsen.

”Vi sælger alle de ombyggede personbiler på gule plader, som vi kan – og vi sælger mange af f.eks. Clio, Scenic, Captur og Kadjar. Selv Talisman sælges. Afgiftsændringen efter finanskrisen i 2008 betød, at dette salg faldt, men nu er det på vej op igen, og firmaer er interesserede på grund af den øgede komfort – det gælder bl.a. vagtfirmaer. Faktisk solgte vi 737 Renault Van og 240 Dacia Van i 2018,” siger Jonas Nielsen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk