PostNord truer med at fyre to af Danmarks største transportvirksomheder, Kim Johansen og DSV.  Det skyldes fortsat brug af bulgarske og rumænske chauffører til dumpingløn. Nu har PostNord i Danmark ifølge Fagbladet  3F fået nok og giver sidste frist for ordnede forhold.

PostNord forlanger beviser for at de to vognmandsfirmaer betaler dansk løn til deres chauffører. Ellers bliver de fyret i næste uge. Udover i Danmark kører de post i Sverige.

TV2 bragte historien først
Allerede i Pinsen kom det frem i TV2, at Kim Johansen og DSV kører dansk post til østeuropæiske lønninger. Og det er det, PostNord nu vil stoppe. Man forlanger, at kørslen med post skal ske til lønninger, der afspejler dansk niveau, uanset om chaufførerne i de to firmaers lastbiler er rumænske, bulgarske eller polske.

“Vi har bedt de omtalte virksomheder dokumentere, at de lever op til kravene i de rammeaftaler, vi har indgået med dem. Denne dokumentation har Kim Johansen og DSV ikke på nuværende tidspunkt kunnet levere. Vi har derfor sendt et brev til de to virksomheder, hvori det fremgår, at de nu skal bringe forholdene i orden. Ellers vil vi opsige kontrakten”, oplyser kommunikationsafdelingen i PostNord Danmark i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.

Frist på 14 dage
Kravet mødte DSV og Kim Johansen i slutningen af oktober. De fik 14 dage til at sadle om og fremvise dokumentation. Sker det ikke, bliver de fyret, så andre vognmænd i stedet kan tilbyde kørsel på nordiske vilkår.

Hverken DSV eller Kim Johansen vil sige, hvad de har tænkt sig at gøre ved kravet fra PostNord. DSV oplyser, at de er i dialog med Post Nord.

Hos Kim Johansen International Transport siger  Kim Johansen, at firmaet aldrig ytrer sig om konkrete kundeforhold i pressen.

Overvejer at flytte
Senest har Kim Johansen udtalt til Dagbladet Børsen, at han overvejer at flytte dele af sin forretning til udlandet for at undgå fremtidige problemer.

”Konsekvensen bliver, at mine lastbiler ikke længere genererer indtægter til det danske selskab. Så i fremtiden vil omsætningen blive noteret i de udenlandske datterselskaber. Og på sigt kan det da også være begyndelsen på en proces, hvor mere og mere af virksomheden vil flytte til udlandet,« siger Kim Johansen til Børsen.

Fortolkningsproblem
DTL direktør Erik Østergaard har til Berlingske Business udtalt, at problemet er, at bl.a. Danmark og EU fortolker reglerne for transport forskellig.

»Der er ingen tvivl om, at der er en udfordring i branchen, fordi den danske godskørselslov siger, at hvis man kører godskørsel for fremmed regning, så skal man aflønnes efter gældende overenskomst. Samtidig har man EU’s regler om cabotagekørsel, som giver mulighed for udenlandske vognmænd med en helt anden omkostningsstruktur, særligt på lønområdet,« siger Erik Østergaard.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk